søndag den 16. november 2014

Mørke novemberdage og farsbrød med vildsvin

Det er godt nok gråt derude...

...i øjeblikket. Ikke noget der ligefrem kalder på lysten til at gå ud - og alligevel. Efter fire lange dage på  arbejdet med hjemkomst efter mørkets frembrud, så måtte jeg alligevel ud en tur i det grå vejr. Og jeg kom endda ud både fredag, lørdag og i dag.




Og selvom det både er gråt og mørkt og måske lidt vådt, så er det stadig ret mildt. Og så er det alligevel slet ikke så gråt, som man måske går og synes. I hvert fald ikke, hvis man går ud i skoven, hvor der stadig sidder gule og gyldne blade på træerne og lyser op i halvmørket.


Så fik jeg prøvet noget helt nyt på madfronten, nemlig vildsvinefars. Det blev brugt til et lækkert farsbrød, hvor der både er mad til flere dage og pålæg til madpakken. Og fryses ned kan det også. Man kan selvfølgelig sagtens lave farsbrødet med almindeligt svinefars, men vildsvinekødet gav lidt mere smag til kødet, synes jeg. Så det bliver nok ikke sidste gang jeg køber vildsvinefars.


Vildsvinefarsbrød
(4 personer)
400 g vildsvinefars
½ dl mælk
Sslt, peber
rosmarin
olivenolie
½ rødløg
100 g champignon
25 g hasselnødder, grofthakkede
40 g blå ost
Vildsvinefarsen røres sejt med salt. Derefter røres mælk, peber og rosmarin i farsen sammen med grofthakkede hasselnødder. Lad farsen hvile ½ time i køleskabet. Løget hakkes groft. Champignon renses og hakkes groft. Begge dele svitses i lidt olie på panden ca. 10 minutter. Et ildfast fad smøres og halvdelen af farsen lægges i bunden af fadet. Champignon- og løgblandingen lægges ud over farsen og den blå ost skæres i mindre stykker der lægges oven på. Til sidst kommes den anden halvdel af farsen ovenpå og det hele formes til et farsbrød. Bages i ovnen ved 200 grader i 50 minutter. Her har jeg serveret farsbrødet med rodfrugtrösti og rødkålssalat.


fredag den 14. november 2014

Spansk storbyferie og spansk pølse

Om knap to uger...

...skal min søster og jeg på forlænget weekend til Madrid. Det glæder vi os rigtig meget til. Ingen af os har været der før, så alt er nyt og spændende. Vi har to hele dage plus to halve dage og det gælder selvfølgelig om at få så meget ud af disse dage som muligt. Lidt kultur, spændende butikker og markeder og så skal der selvfølgelig smages på den spanske mad - tapasbarer må være et must.


Hvad ville du gå efter, hvis du havde en forlænget weekend i Madrid?

Og nu hvor vi er i gang med det spanske, så er en af hovedingredienserne i dagens ret den spanske chorizopølse. I denne udgave serveres pølsen i en gryderet sammen med champignon og bønner. Og det der blev tilovers endte som fyld i en tortilla næste dag.


Chorizogryde med tomat, champignon og bønner
(1 person 2 dage eller 2 personer 1 dag)
1 løg
olie
100 g champignon
1 ds hakkede tomater
1 dl vand
1 bouillonterning med oksekød
75 g chorizo
1 ds bønner (jeg brugte en dåse bønnemix)
hakket persille
røget paprika
salt, peber

Løget hakkes og svitses i olien. Champignonerne renses og skæres i skiver. Når løgene er klare tilføjes champignon og svitses med. Dåsen med hakkede tomater hældes i gryden sammen med en deciliter vand og en bouillonterning. Lad det småsimre 30 minutter. Skær chorizoen i tynde skiver og tilføj dem til gryden de sidste 10 minutter. Smag til med røget paprika, salt og peber. Smid bønnerne i og varm det hele igennem. Serveres med et drys persille på toppen. Man kan spise brød til, eller bare spise det som det er med en salat ved siden af.

Resterne kom i en tortillapandekage

torsdag den 13. november 2014

Årets bøger og kåldolmer med kikærter


Masser af nye bøger...

...det er hvad "Introduktion til bogsæsonen" handler om. Og "Introduktion til bogsæsonen" er en temadag, vi som bibliotekarer kan være så heldige at komme med til. Så heldig var jeg i tirsdags.


 I løbet af dagen gennemgår fem veloplagte og vidende oplægsholdere en stor del af årets bøger i lyntempo - lige fra billedbøger og dansk litteratur til krimier og biografier. På den måde bliver vi lidt bedre klædt på til at vejlede vores lånere på biblioteket.

 Og som jeg har nævnt tidligere har vi ikke som bibliotekarer en masse ekstra tid til at sætte os ind i hvad der kommer af bøger. Så sådan en dag tages imod med kyshånd af de fleste af os.

 Og nu til noget helt andet, nemlig til noget man kunne kalde et kåldolme-eksperiment. På et tidspunkt havde jeg fået noget Savoykål i min kasse fra Aarstiderne og ville lave en eller anden form for kåldolmere, gerne vegetarisk. Fik lyst til at prøve noget med kikærter og det gik jeg så i gang med.



Savoydolmer med kikærter
(1 person 2 dage eller 2 personer 1 dag)
4 blade savoykål
200 g kikærter fra dåse eller kogt
en håndfuld persille
1 rød peberfrugt skåret i tern
3 spsk olie
1 æg
1 fed hvidløg
spidskommen
chili

Kog kålbladene i letsaltet vand nogle minutter. Ikke for længe, for så bliver de for skøre. Tag bladene op, køl dem ned og dryp dem af. Til fyldet køres kikærterne i en blender, gerne til en lidt grov masse. Derefter røres kikærterne med persille, peberfrugt, olie, æg og krydderier. Kikærtemassen skal gerne være lidt fast. På hvert blad lægges en portion fyld og bladene foldes omkring. Bages i ovnen ved 200 grader i 15 minutter. Serveres med dagens salat.

Note:
Smagen er helt okay, men farsen skal nok være mere klistret, da det er lidt svært med det løse fyld, når man skal skære i dolmeren.

mandag den 10. november 2014

Hurra for peberfrugten

Peberfrugten...

...er en rigtig anvendelig grønsag. Den kan bruges rå i salater eller som gnavegrønt, den kan steges, bages, hakkes, snittes og fyldes. Den er billig, den findes i flotte og appetitlige farver, både de almindelige grønne, røde, gule og orange, men også mere sjældne farver som hvid og sort/blå. Den er fyldt med gode vitaminer, den er i hel taget en genial opfindelse. Og den kan altid findes i mit køleskab.

Uanset om du er vegetar eller kødspiser, er der masser af muligheder for at fylde dine peberfrugter med lækre ting og sager og derefter bage dem i ovnen. I dag har jeg valgt en vegetarisk udgave med quinoafyld, opskriften har jeg fundet hos Grønne maver. Jeg fulgte stort set opskriften, bortset fra at jeg brugte blomkål i stedet for broccoli.


Quinoafyldte peberfrugter
(2 personer 1 dag eller 1 person 2 dage)
75 g kogt quinoa
50 g blomkål
50 g tomat
50 g cheddarost
2 æg
basilikum
salt, peber
2  peberfrugter evt. 2½ peberfrugt afhængig af peberfrugternes størrelse

Hak blomkålen groft. Skær tomaterne i små stykker. Skær cheddarosten ud i små tern. Bland blomkål, quinoa, tomat, ost, æg og lidt salt. Skær peberfrugterne over i halve og fjern alle kerner. Kom quinoafarsen  i de halve peberfrugter og bag dem ved 30-40 minutter til æggemassen er stivnet. Serveres med dagens salat.

Hvis du har mere lyst til at lave kartoffelfyld til dine peberfrugter, så er der en opskrift her

søndag den 9. november 2014

Weekend i Kolding - gode ture, god mad

En stor del af weekenden...

...tilbragte jeg i Kolding, hvor jeg besøgte mine forældre. Det var længe siden, vi sidst havde set hinanden, så det var hyggeligt at være sammen igen. Udover at snakke en hel masse (nogle af os mere end andre), så blev der tid til gåture og lækker mad.

Der er mange dejlige grønne områder omkring Kolding. Her er et par af de steder, jeg nåede forbi i weekendens løb:
Dalby Møllebæk




 Hylkedalen






Og her kommer lidt om maden, jeg var så heldig at få under mit besøg

Hjemmelavet kyllingefrikadelle med salat til frokost

Meget lækker hjemmebagt kage med æbler og makron

Koteletfad med tomat og champignon, en rigtig god gammel kending min mor har lavet i mange år 
- og den er stadig god.

Dag to lavede vi langtidsbagte tomater i ovnen og blandede dem med en gang pasta og broccoli som tilbehør til en stegt svinefilet. Dejlig mad.


onsdag den 5. november 2014

Temadag og laks på grillpanden

Så har jeg været ude og spise igen...


...i forbindelse med mit arbejde. I dag var jeg til Temadag med Palles Gavebod og det blev afholdt i Bygningen i Vejle. Bygningen er et kulturhus, hvor der sker mange spændende ting. Og Palles Gavebod er en side på nettet for børn og unge, som bibliotekerne står bag. Det var en interessant dag, hvor vi bl.a. fik noget at vide om, hvordan børn og unge bruger de sociale medier, så vi kan blive klogere på, hvor vi bedst møder dem. Og der var også en del snak om, i hvilken form Palles Gavebod skal eksistere i fremtiden.


Madmæssigt var der formiddagskaffe med lækre boller. Buffet med både lune sager, fisk, gode salater og ost. Og til sidst var vi så heldige at få kaffe og kage. Så vi kunne tage derfra mætte både i krop og sjæl.

Hjem til aftensmaden, hvor grillpanden fra Gastrolux blev afprøvet for tredje gang. Denne gang var det en laksefilet, det gik ud over. Den blev stegt 8 minutter på skindsiden og derefter et par minutter på den anden side. Og så blev den serveret med nogle ovnbagte kartoffelbåde og en salat med rødbeder, pastinak, skovbær og halloumiost.


Salat med rødbeder, pastinak og halloumiost
(1 person)
200 g rødbede
1 pastinak
1 dl frosne skovbær
lidt vand
1 tsk hindbæreddike/evt. balsamico
Kog rødbederne i 45 minutter, fjern skindet og skær dem i tern, når de er afkølet. Pastinakken skrælles og skæres i tern. Kom skovbærrene i en gryde med lidt vand og lad dem koge et par minutter (så ingen bliver syge). Smag til med hindbæreddike/balsamico, salt og peber. Vend skovbærdressingen med rødbeder og pastinak. Pensl halloumiosten med lidt olie og steg den et par minutter på grillpanden. Skær den ud i mindre stykker og læg den oven på salaten.

Note til grillpanden:
Striberne blev ikke så tydelige på laksen. I det store og hele smagte laksen, som var den stegt på en almindelig pande. Så denne gang gav det ikke nogen særlige smagsoplevelser.

mandag den 3. november 2014

Årsmøde og kylling på grillpanden

I dag har jeg været på Årsmøde...

...med mit arbejde hele dagen. Temaet for dagen var at blive typebestemt efter det system som hedder: JBTA (Jung Baseret Type Analyse). Det var meget spændende at få typebestemt både sig selv og sine kollegaer. Noget havde vi jo godt en fornemmelse af i forvejen, men ind imellem var der også overraskelser.


Årsmødet blev afholdt på Gl. Brydegaard på Sydfyn. I købet af dagen blev vi forkælet med lækre ting og sager. Først kaffe og hjemmebagte boller, så lækker frokost med jordskoksuppe, lakseanretning og æbleflæsk med rødbedesalat og ost. Og kaffe med kage blev der også plads til. Sådan en dag, hvor der både er noget til hovedet og maven, kan jo kun være en god dag.


Her til aften var det slut med forkælelsen og så måtte jeg selv i gang. Det betød, at min nye grillpande fra Gastroluxendnu en gang kom i brug. Denne gang fik jeg prøvet at stege kylling på den og det gik fint. Læs mere nederst i indlægget.Kyllingen blev serveret med en dejlig blomkålssalat og opskriften fandt jeg hos Louisa Lorang. Hun er bl.a. kendt fra TV2 og hun har mange spændende opskrifter, som lige passer til mig. Nedenstående opskrift har været bragt i Femina og du kan se den oprindelige opskrift her. Jeg fulgte stort set opskriften.


Kyllingebryst med blomkålssalat
(1 person)
½ dl perlebyg
1 kyllingebryst
olie
salt
½ lille blomkål
½ citron
persille, finthakket
parmesan
Start med skylle perlebyggen og kog den i usaltet vand ca. 20-25 minutter. Vend salt i og lad den afdryppe. Skær blomkålen i tynde stykker og rist dem i lidt olie på en almindelig pande. Læg citronen på en varm grillpande med skæresiden nedad og grill den 1-2 minutter. Pensl kyllingebrysterne med olie og grill dem på grillpanden, til der er gennemstegt. Mens kyllingen steger vendes blomkål, perlebyg og persille med olie og saft fra den grillede citron. Drys parmesan på toppen og server sammen med kyllingen og lidt grøn salat.

Note til grillpanden:
Kyllingen fik en rigtig god smag, men de fine sorte striber blev ikke så tydelige. Citronen blev rigtig lækker af en gang på grillpanden, den gav en anderledes og mere dyb smag.