tirsdag den 29. november 2016

Porrer og gulerødder i karry med æg og æble

Porrer, æble og karry passer rigtig godt sammen efter min (og mange andres smag) Her får du opskriften på en hurtig og nem hverdagsret, hvor der også er tilføjet mandler og æg. Hvor stærk din karry skal være, styrer du selv. Men lidt ekstra knald på krydderierne er godt i en kold tid.



Porrer og gulerødder i karry med æg og æble
(1 person)
1 porre
130 g gulerødder
olivenolie
karry
½ æble
en lille håndfuld mandler
1-2 æg
naanbrød

Porren skylles og skæres i mindre stykker. Gulerødderne skrælles og skæres i tern. Varm olien i en gryde og svits karryen. Tilsæt porrestykker og lad dem svitse fem minutter. Tilsæt gulerodstern og 1 dl vand. Lad grønsagerne småsimre 5-8 minutter. Gulerødderne skal stadig have bid. Kog æggene i 10 minutter. Skær æblet i tern og del mandlerne i to. Tilsæt æbler og mandler til grønsagerne. Varm det hele igennem og smag retten til med salt og peber og evt. mere karry. Serveres med naanbrød og skyr rørt med mangochutney.

søndag den 27. november 2016

Ovnbagt æggekage med savoykål, kartofler og peberfrugt

Har du en rest kogte kartofler, kan de f.eks. bruges i en æggekage. Nogle æggekager laves på en pande, andre i ovnen. Dagens æggekage er ovnbagt og foruden kartofler er den fyldt med savoykål og peberfrugt. Hurtig og nem mad, som ikke ligger alt for tungt i maven. En god ret at have i baghovedet i den kommende tid, hvor julemaden venter.






Ovnbagt æggekage med savoykål, kartofler og peberfrugt
(2-3 personer)
100 g savoykål
200 g kogte kartofler
olivenolie
timian
1 rød peberfrugt
4 æg
1 dl mælk
1 dl skyr
1 stor tsk. sennep
1 spsk maizenamel
salt, peber
½ kugle mozzarella ost

Tænd ovnen på 200 grader. Skær savoykålbladene i smalle strimler og læg dem i bunden af et smurt ildfast fad. Skær de kogte kartofler i tern, vend dem i olie og timian og læg dem oven på savoykålen. Sæt fadet i ovnen. Pisk æggene med mælk, skyr, sennep, maizenamel, salt og peber. Skær peberfrugten i tern. Tag fadet ud af ovnen, drys peberfrugtternene over og bagefter hældes æggemassen over. Skær mozzarellaen i små tern og drys den oven på. Sæt fadet i ovnen igen og bag det ved 200 grader i en halv time eller til æggemassen er bagt. Serveres med dagens salat evt. brød.

torsdag den 24. november 2016

Arabisk inspireret bulgursalat

Salater er godt, både sommer og vinter. Dagens salat er lavet med inspiration i det arabiske køkken og det er en dejlig og smagfuld salat, som sagtens kan spise på en novemberdag. Opskriften har jeg fundet hos Hjerteforeningen, så man må regne med at den også er sund.




Arabisk inspireret bulgursalat
(2 personer som tilbehør eller 1 person som hovedret plus frokost)
75 g bulgur
1 stor gulerod
1 appelsin
lidt finthakket rødløg
15 g mandler
mynte – hvis du ikke kan få frisk mynte, så brug tørret mynte
½ bdt. persille
25 g granatæblekerner (kan evt. købes på frost)
25 g god fetaost
salatblade
Kog bulguren som anvist på pakken. Lad den køle af. Skræl guleroden og skær den i små tern. Skræl appelsinen og skær den i fileter. Hak rødløg, mandler og persille samt evt. mynte. Vend bulguren med gulerodstern, appelsinfileter, rødløg, mandler og krydderurter. Fordel salatblade på en tallerken, og kom salaten ovenpå.  Smuldr fetaosten over og drys med granatæblekerner, så er salaten klar til servering.


tirsdag den 22. november 2016

Æggeris med svampe og pak choy

I denne opskrift er brugt en bladgrønsag, som ikke bliver brugt så meget i Danmark. Det er måske derfor , at der er en vis uenighed om, hvad den hedder. Nogle steder hedder den pak choy, nogle steder bok choy eller pak choi. Så det kan være lidt forvirrende. Det er en slags kål med et løst hoved med mange sprøde blade i roset. Men den smager nu lige godt uanset hvad den så kaldes. Den bruges meget i det kinesiske køkken og dagens ret er vel også lidt kinesisk inspireret.




Æggeris med svampe og pak choy
(1 person)
honning
riseddike
soyasauce
hvidløg
ingefær
sort peber
2 forårsløg
75 g svampe – jeg brugte østershatte
4 blade pak choy 
sesamfrø
75 g kogte ris
1 æg
soyasauce

Pisk marinaden sammen af honning, riseddike, soyasuace, presset hvidløg, fintrevet ingefær og sort peber. Hak forårsløgene forholdsvis fint. Rens svampene og del dem i mindre stykker. Svits forårsløg og svampe i olie i ca. fem minutter til de bliver bløde. Tilsæt marinaden og svits endnu nogle minutter.

Skyl pak choi-bladene, skær den nederste og mest grove del af. Lad bladene dampe fem minutter i kogende vand til de er møre. Lad dem afdryppe.

Til æggerisene piskes ægget sammen i en lille skål. Varm lidt olie på panden og vend ægget rundt til de er stegt. Tilsæt kogte ris og soyasauce og bland det hele.

Server risene sammen med pak choi og svampeblanding med et drys sesamfrø på toppen.

søndag den 20. november 2016

Nem hverdagsmad med pasta, broccoli, champignon og hvidskimmelost

I morgen starter hverdagen igen og så er det godt med nogle nemme og hurtige retter. Mad med pasta er jo næsten altid hurtigt, uanset om det er en pasta lavet på mel eller noget andet, f.eks. linser. Men fordi du skal have pasta, behøver du jo ikke nødvendigvis at spise tomatsovs til. Kast dig ud i noget  nyt og prøv dagens opskrift med to lidt anderledes ingredienser - hvidskimmelost og valnødder. 

 


Pasta med broccoli, champignon, hvidskimmelost og valnødder
(1 person)
50 g pasta (jeg brugte pasta lavet på røde linser, men alle slags pasta kan bruges)
2 forårsløg
olivenolie
100 g broccoli
100 g champignon
salt, peber
20 g valnødder
25 g hvidskimmelost (brie, camembert eller andet)

Kog pastaen efter anvisningen på pakken. Skyl og hak forårsløgene groft. Skyl og del broccoli i små stykker. Skyl champignonerne og skær dem i skiver. Svits forårsløgene i lidt olie. Tilsæt broccoli og champignon og lade dem svitse ca. 10 minutter. Hak valnødderne groft og skær skimmelosten i små stykker. Vend valnødder og ost med grønsagerne og varm det igennem til osten er smeltet. Serveres sammen med dagens salat.

fredag den 18. november 2016

To slags dejligt grønt tilbehør - vælg den med gulerødder eller den med palmekål...

...eller tag dem begge to. Begge slags tilbehør kan bruge til pølser, frikadeller, koteletter eller andet kød. Eller sammen med andre grønsagsretter. Opskriften med gulerødder fandt jeg hos skagenfood.dk. Opskriften med palmekål er jeg blevet inspireret til flere steder fra.



Gulerødder med oliven, citron og fennikeltop
(2 personer)
3 gulerødder
1 fed hvidløg
cayennepeber
olivenolie
salt og peber
fennikeltop (har du ikke fennikeltop kan f.eks. bruge persille i stedet)
15-20 oliven
1 spsk citronsaft
1 tsk revet citronskal
Skræl gulerødderne og hvis de er store, så del dem i halve. Skær dem derefter i kvarte på langs. Vend dem med finthakket hvidløg, cayennepeber, olie, salt og peber. Bag dem i ovnen ved 200 grader i 15 minutter. Snit fennikeltoppen fint og vend dem i gulerødderne sammen med oliven og citronsaft og –skal. Bag yderligere 7-10 minutter eller til at gulerødderne er møre med bid.


Palmekål med løg, tomat og parmesan
(2 personer)
200 g palmekål
olivenolie
½ løg
hvidløg
1 tomat
50 g revet parmesan
salt, peber

Skyl kålbladene. Skær stænglen fra og skær kålen i grove strimler. Kog kålen 2 minutter i kogende letsaltet vand. Hæld derefter kålen i et dørslag og hæld koldt vand over, så kålen beholder sin fine farve. Hak løg og hvidløg fint. Svits løgene på panden i lidt olie i ca. 10 minutter, de skal blive bløde men ikke få farve. Skær tomaten i tern og tilsæt den samt kålbladene til løgene. Lad det hele svitse nogle minutter til kålen falder sammen. Ved serveringen drysses med parmesanost.

onsdag den 16. november 2016

Ovnfad med spidskål, svampe og quinoa

Dagens opskrift på ovnfad med spidskål har jeg fundet hos Kirsten Skaarup, som har rigtig mange gode vegetaropskrifter på sin hjemmeside.

Jeg havde dog ikke lige tænkt over, at den spidskål jeg havde købt var med røde blade og det måske ikke lige ville være det kønneste valg til denne ret. Farverne blev i hvert fald lidt mærkelige. Nå, men smagen fejlede ikke noget, så jeg vil stadig gerne anbefale opskriften. Men undlad evt. de røde blade. Jeg fulgte nogenlunde opskriften fra Kirsten Skaarup.





Spidskålsfad med svampe, pesto og sprød quinoa (min version)
(2 personer)
25 g rød quinoa
½ spidskål eller ca. 300 g
75 g løg
2 fed hvidløg
olivenolie
125 g champignon
1 spsk citronsaft
¾ dl fløde
kogevand fra spidskålen
1 tsk maizenamel
pesto
Skyl quinoaen og kog den efter anvisningen på pakken. Evt. overskydende vand hældes fra. Fjern forsigtigt de største blade på spidskålen. Du skal have nok til tre lag. Skær det inderste stykke plus stokken i fine strimler. Damp bladene i kogende vand et par minutter og lad dem afdryppe.
Hak løgene og hvidløgene. Skær champignonerne i skiver. Svits løg og hvidløg, til de er gyldne. Tilsæt champignon og den strimlede spidskål. Svits endnu 3-4 minutter. Hæld citronsaften ved og smag til med salt og peber.
Bring fløde, plus ¾ dl af kogevandet i kog og jævn sovsen med maizena. Tilføj evt. mere kogevand til du får en god jævn sovs. Lad sovsen koge op og smag til med salt og peber.
Læg retten sammen i et ovnfast fad med lidt kogevand i bunden. Først et læg spidskålsblade, derefter et lag svampefyld, nogle klatter pesto og lidt quinoa samt 1/3 af sovsen. Lag endnu et lag og slut af med et lag kålblade og et lag sovs samt et drys quinoa. Bages i ovnen ved 200 grader i ca. 30 minutter.


Note: Smager som sagt bedre end den ser ud til. Pas på med ikke at komme for meget pesto i, da det godt kan blive for dominerende. Medmindre du selvfølgelig er vild med pesto og gerne vil have, at det skal smage igennem.

søndag den 13. november 2016

Fiskefrikadeller af røget makrel med rødt og grønt

Man kan lave fiskefrikadeller med mange slags fisk. Her er brugt røget makrel sammen med kogte kartofler, peberfrugt og forårsløg. Det blev der nogle rigtig lækre små deller ud af. Nogle vil måske mene, at der er for lidt fisk i. Jeg synes selv, at det er fint med en blanding af fiskekød og grønsager. Lav evt. en god stak, så du også har til madpakken.





Makrelfrikadeller med rødt og grønt
(2 personer)
100-125 g røget makrel gerne med peber
200 g kartofler
2 forårsløg
50 g rød peberfrugt
1 æg
1-2 spsk hvemel
salt, peber
olivenolie

Kartoflerne skrælles, skæres i tern og koges møre. Hvorefter de moses til kartoffelmos. Pil al kødet af makrellen, fordel det i små stykker og kom det i en skål sammen med kartoffelmosen. Skær peberfrugten i små tern og hak forårsløgene fint. Kom grønsagerne i skålen sammen med et æg. Rør det hele sammen og rør 1-2 spsk hvedemel i samt salt og peber. Farsen skal stadig være ret klistret. Varm lidt olivenolie på panden og kom frikadellefarsen på panden i små klatter. Der bliver ca. 10 små makrelfrikadeller ud af denne portion. Du kan selvfølgelig også lave færre og større frikadeller. Steges 5-7 minutter på hver side. Serveres med en god salat og brød eller kartofler til.

fredag den 11. november 2016

Lækre boller med græskar

Det er ikke så tit, at jeg bager boller. Men her i græskarsæsonen fik jeg lyst til at prøve at nogle med græskar. Jeg har før lavet boller med gulerødder og squash, så det var oplagt at prøve med græskar også. Bollerne blev fugtige, bløde og lækre. Opskriften er inspireret af en opskrift jeg havde set hos foodlicious.





Langtidshævede græskarboller – min version
(12-14 styk)
250 g hokkaido græskar – uden skræl og kerner
12 g gær
3 dl vand
1 tsk salt
1 dl A38
50 g græskarkerner
150 g fuldkornsspeltmel
150 g speltmel
200-250 g hvedemel
Græskarret rives på den grove side af rivejernet. I en stor skål smuldres gæren i vandet og røres godt ud. Salt tilsættes og røres ud sammen med A38. Græskarkernerne tilsættes. Derefter røres melet i. Start med 75 g fuldkornsspeltmel, så 75 g speltmel og igen fuldkornsspeltmel og speltmel på skift. Til sidst røres almindelig hvedemel i. Hvor meget der skal i, må man prøve sig frem med. Dejen skal helst være let, luftig og let klistret, men ikke for fugtig. Læg et klæde over og sæt dejen i køleskabet natten over. Næste dag formes boller af dejen og de efterhæver et lunt sted en halv times tid. Derefter bages de i ovnen ved 225 grader i 20-25 minutter.

Note: Det kan være svært at ramme den rette mængde mel. Bollerne skal jo helst hverken være for tørre eller fugtige. Jeg synes, at mine boller lige blev lidt for fugtige, så måske skal du bruge lidt mere mel end angivet i opskriften.

tirsdag den 8. november 2016

Fyldig italiensk suppe med palmekål

Palmekål eller sortkål bruges ofte til suppe i Italien. Det er tit en meget fyldig suppe med masser af grønt og næsten ingen væde. Så hvis suppe for dig er klar hønsebouillon med kød- og melboller eller måske en pureret grønsagssuppe, så er denne suppe måske ikke noget for dig.

Men kan du lide en rigtig fyldig suppe, så skulle du prøve denne her. Det er en suppe, der findes rigtig mange udgaver af. Min version bygger på en opskrift jeg har set hos Kirsten Skaarup.
                                                   






Italiensk suppe med palmekål (min version)
(2 personer)
1 dåse hvide bønner
olivenolie
100 g rødløg
1-2 fed hvidløg
1 friskhakket chili
rosmarin
timian
150 g gulerødder
½-1 dåse hakkede tomater
175 g palmekål (grønkål eller savoykål kan også bruges)
1-2 dl grønsagsbouillon
2 skiver brød
revet ost

Hak løg og hvidløg og svits dem i olien et par minutter. Tilsæt chili og krydderurter. Skær gulerødderne i skiver evt. halve skiver afhængig af størrelsen. Svits løg, hvidløg og gulerødder i olie i en gryde. Læg låg på gryden og lad grønsagerne simre for svag varme i 10-15 minutter.
Tilsæt tomater sammen med væden. Snit palmekålen fint og kom den i gryden, Tilføj evt. 1-2 dl bouillon. Det skal blive en tyk suppe, så der skal ikke for meget væde i. Tilsæt de hvide bønner. Læg låg på gryden og lad suppen koge 15-20 minutter.

Smør brødet med olivenolie og drys med revet ost. Sæt skiverne under grillen indtil overfladen er gylden. Smag suppen til med salt, peber og citronsaft. Server suppen med ostebrødene og lidt ekstra olivenolie på toppen.

søndag den 6. november 2016

Kødfrit og farverigt kartoffelfad med linser og peberfrugt

Mange gange når jeg står med nogle kartofler  som gerne skulle bruges, ender det med ovnbagte kartofler på en eller anden måde. Måske fordi der er så mange muligheder for at variere med de grønsager, man ellers har på lager. Her er der brugt peberfrugter og tomater og som krydderi er der brugt rosmarin. Og så har den lige fået et animalsk tilskud i form af ost.





Kartoffelfad med linser og peberfrugt
(2 personer)
350 g kartofler
olivenolie
salt, peber
rosmarin
1 dl grønne linser
½ rød peberfrugt
½ grøn peberfrugt
1 løg
4 blommetomater
50 g ost f.eks. fetaost (jeg brugte en fast fåreost med rosmarin, som jeg havde med hjem fra Spanien)

Kartoflerne vaskes grundigt og skæres i store tern. Vendes med olie, salt, peber og rosmarin i et ildfast fad. Bages i ovnen ved 200 grader i 30 minutter. Linserne skylles og koges efter anvisningen på pakken. Afdryppes. Løget skæres i grove stykker, peberfrugterne i tern og tomaterne halveres. Når kartoflerne har været i ovnen en halv time blandes løg, peberfrugter og tomater i. Grønsagerne bager 15 minutter til. Så tilsættes linser og ost skåret i tern og bager endnu 15 minutter eller til kartoffelternene er møre. Serveres med dagens salat. 


torsdag den 3. november 2016

Vegetarpizza med porre, kartofler, peberfrugt og blåskimmelost

Det er ikke første gang, at du få en opskrift på pizza uden kød. Det bliver helt sikkert heller ikke sidste gang. For hjemmelavet pizza er nu godt - både med og uden kød. Og fyldet kan varieres på så mange måder - hvis man tør være lidt utraditionel. 

Når du laver dej til pizzaen, er det en god ide at lave dobbelt portion. Frys den ene halvdel ned, så har du hurtig og nem pizzadej, næste gang du får lyst til pizza. Og er dejen først lavet, så er pizza hurtig mad, også selvom du skal lave den selv.






Vegetarpizza med porre, kartofler, peber og blåskimmel
(2 personer)
Pizzadej – køb den færdig eller lav den evt. efter denne opskrift
1 porre
olivenolie
3 kartofler
1 peberfrugt
blåskimmelost
friske krydderurter
Kartoflerne skrælles og skæres i tynde skiver. Kog evt. kartoffelskiverne et par minutter i vand med salt, så du er sikker på, at de bliver møre. Når kartoflerne har kogt, hældes de i en sigte til afdrypning. Dup dem derefter i et viskestykke, så de er så tørre som muligt. Porren skylles og skæres i mindre stykker. Svitses i olie ca. 10 minutter til de synker sammen og bliver bløde. Peberfrugten skylles og skæres i ringe. Pizzadejen rulles ud til en stor eller to mindre pizza. Porrerne fordeles på pizzaen og oven på dem lægges først kartoffelskiver og derefter skiver af ost. Til sidst klippes lidt friske krydderurter over, du kan bruge rosmarin, basilikum, purløg eller hvad du har lyst til. Pizzaen bages i ovnen ved 200 grader i 15 minutter.

Du kan også prøve denne pizza med rodfrugter, soltørret tomat og feta


tirsdag den 1. november 2016

Farverig efterårssalat med græskar og rødbeder

Dagens salat smager ikke bare godt, den ser også smuk ud med sine fine efteårsfarver. 

Hovedingredienserne er ovnbagt Hokkaido og ovnbagte rødbeder. Spis salaten som hovedmåltid med brød til eller brug den som tilbehør til din kødret.





Salat med perlespelt, græskar og rødbeder
(2 personer)
400 g Hokkaido uden kerner men med skræl
200 g rødbede
olivenolie
rosmarin
salt, peber
1 dl perlespelt
25 g tørrede tranebær
50 g fetaost
Dressing:
olivenolie
sennep
citronsaft
salt, peber
A38
Skyl Hokkaidoen, skær både af så det passer med 400 g, når kernerne er fjernet. Skær bådene i mindre, men stadig grove stykker. Skræl rødbederne og skær dem i mindre tern. Vend Hokkaido/græskar-tern og rødbedetern i olie, salt, peber og rosmarin. Bag dem i ovnen – græskarternene i ca. 15 minutter og rødbedeternene i 20-25 minutter. De skal være møre, men stadig have bid. Lad dem afkøle.
Kog perlespelten efter anvisningen på pakken. Lad den afkøle. Rør ingredienserne til dressingen sammen. Arranger salaten på et fad med perlespelt nederst, derpå græskar- og rødbedetern. Hæld dressing over og top med tørrede tranebær og fetaost.