Viser opslag med etiketten Slægtsroman. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Slægtsroman. Vis alle opslag

søndag den 5. maj 2013

Bøger læst i April


Det gik lidt bedre med at få læst i april måned...
...hele to bøger blev det til. Og rent tilfældig var det to bøger, som til dels handlede og krig og krigens konsekvenser. Dog ikke den samme krig.

Bogen er udkommet på Gyldendals forlag. Læs mere om bogen her.

I ”Tigerens kone” af Tèa Orbreht, er det krigen i det tidligere Jugoslavien, der danner baggrund for en del af fortællingen. Forfatteren, som i øvrigt ikke er så gammel (fra 1985), voksede selv op i det tidligere Jugoslavien, men immigrerede til USA. Det er en bog med flere fortællinger samtidig, men alle har de omdrejningspunkt i den unge læge Natalia og hendes bedstefar. En af fortællinger handler om Natalia og hendes forhold til bedstefaren, som er død under mystiske omstændigheder. En anden fortælling handler om en undsluppet tigeren der huserede i bedstefarens landsby, da han var barn. Og en tredje fortælling er om den udødelig mand, som bedstefaren møder flere gange i sit liv. Bogens fortællinger indeholder både magi og unaturlige hændelser, men samtidig er de fortællinger om et land i krig, hvor dem der før var ens naboer og gode venner, pludselig er ens fjender. Læs den hvis du synes, at det er spændende at læse om forholdene i andre lande og hvis du er med på, at det der foregår i din bog ikke nødvendigvis altid er fuldstændig realistisk.

Også denne bog er udgivet på Gyldendal. Læs mere om den her

Den anden bog i jeg læste i april var ”Skæbnemærket” af Nancy Huston, en canadisk forfatter, der har boet i Paris siden 1973. I bogen følger man en families historie i fire generationer set gennem fire seksårigs børns øjne (dog med en ret voksen tankegang). Bogen starter i Californien i 2004 med den seksårige Sol, et meget selvcentreret og skræmmende barn med hang til vold og sex på nettet (ja, han er kun seks år). Næste seksårige er hans far Randall, der var seks år i 1982. En dreng, hvis mor er så optaget af jagten på sin families rødder, at hun ikke har meget tid til sin egen lille dreng eller til drengens far for den sags skyld. Randalls mor, Sadie, var seks år i 1962 og også hun var et barn svigtet af en mor, der havde travlt med sit eget liv, i dette tilfælde en stor sangkarriere. Sidste skud på stammen er Sadies mor, Kristina, som var seks år i 1944-1945, hvor hun er en del af en stor kærlig familie. Men heller ikke hun undgik at blive svigtet som barn. Spændende at følge generationerne gennem de seksåriges oplevelser. En ind imellem barsk bog om forældre og børn, om svigt og om at søge efter sine rødder.

lørdag den 16. juli 2011

Boganmeldelse: Elfenbenselefanten


Anmeldelse af Nerea Riesco: Elfenbenselefanten
Bogen er udkommet på forlaget Lindhardt & Ringhof.
Du kan læse mere om bogen her

Tilbage i 1300-tallet var den spanske by Sevilla besat af maurerne, indtil det lykkedes de kristne at erobre byen tilbage. Maurerne havde efterladt sig forskellige bygninger i byen, bl.a. tårnet La Giralda, som de havde opført i forbindelse med bygningen af en moské. De kristne og maurerne blev enige om, at tårnets skæbne skulle afgøres ved at man spillede skak mod hinanden. Den der først havde vundet tre spil, måtte afgøre hvad der skulle ske med tårnet. Men spillerne nåede aldrig frem til det afgørende spil og i mellemtiden gik reglerne for spillet tabt. Det var dog ikke alle der glemte historien om det afgørende skakspil og blandt de kristne sørgede man hele tiden for at have udvalgt en særlig talentfuld skakspiller, som kunne være rede, når det sidste afgørende spil skulle spilles.

Det er baggrunden for historien om elfenbenselefanten, der begynder i midten af 1700-tallet. Den unge enke Julia, som har arvet et trykkeri efter sin mand, beslutter sig for at gifte sig med den unge León til stor fortrydelse for trykkeriets førstemand, der havde håbet at kunne overtage enken og trykkeriet. León viser sig at være sin tids udvalgte skakspiller og det får stor betydning for ham selv og hans familie i flere generationer. Også selvom der hverken bliver ham eller hans søn Abel, som kommer til at spille det sidste afgørende spil. Inden man når frem til det afgørende spil skak sker der mange ting i familien og deres omgangskreds fra voldsomme drab og forræderi til lidenskabelig kærlighed.

Det var ganske interessant at læse om livet i en velstående familie i Sevilla i gamle dage. Perioden fra midten af 1700-tallet til midten af 1800-tallet var en urolig tid præget af tidens tanker om frihed og revolution, tanker der opstod i Frankrig, men som spredte sig ud over Europa. Plottet omkring det afgørende skakspil der går gennem flere hundrede år er godt og indimellem er bogen da også spændende. Men alt i alt syntes jeg, at den blev lidt for lang.

torsdag den 9. juni 2011

Boganmeldelse: Laure ved verdens ende


Anmeldelse af Pierre Magnan: Laure ved verdens ende

Bogen er udkommet på forlaget Klim. Du kan læse mere om bogen her

Et sted i Provence i Frankrig ligger den lille landsby Eourres omgivet af bjerge. Her bliver bogens hovedperson, pigen Laure, født alt for tidligt. Kun på grund af den lillebitte piges ihærdige fastre lykkes det at holde liv i hende. Hendes mor ønsker hende ikke, hun fik ikke den mand, hun ville have haft og måtte tage til takke med hans bror, ham der var knap så charmerende og spændende.

Ganske vist er Laure lille af vækst, men hun viser sig at være en sej lille pige. Hun vokser op på sin bedstefars gård omgivet af sine forældre, bedsteforældre og fastre. Og nede i byen findes endnu flere familiemedlemmer. Livet på gården er hårdt, den store familie lever af det den kan få ud af jorden og det er ikke meget. Fårehold og lavendelproduktion er de to vigtigste indtægtskilder. Og Laure bliver ferm både til at vogte får og skære lavendel. Samtidig er hun en klog lille pige, der stiller mange spørgsmål og som tidligt begynder at læse, da hun får muligheden for det. Også selvom lærerinden i landsbyen behandler hende dårligt, fordi hun klarer sig bedre end lærerindens egen datter. Familien skrumper ind, bedsteforældrene dør, fastrene bliver gift og flytter væk og til sidst er der kun Laure, hendes mor, far og to søskende tilbage på gården. Laure vil gerne læse videre på skolen inde i byen, men det er svært for familien både at undvære den flittige piges arbejdskraft og at få råd til at betale hendes skolegang.
En meget gribende og malende beskrivelse af det hårde liv på landet i Frankrig i midten af forrige århundrede. Sproget var noget mere kringlet end det, jeg plejer at læse, ind imellem var der nogle lidt underlige sætningskonstruktioner, synes jeg. Men samtidig var der også nogle meget smukke og poetiske beskrivelser, både af naturen og andre ting, som f.eks. den nye traktor som bedstefaren har købt.

torsdag den 17. marts 2011

Boganmeldelse: Stalins køer

Anmeldelse af Sofi Oksanen: Stalins køer
Bogen er udkommet på forlaget Rosinante. Du kan læse mere om bogen her

En grum og fascinerende fortælling fra det nordlige Finland og Estland om kvindeliv i flere generationer. Om Anna der vokser op i Finland i 80’erne og 90’erne og som fra lille af lærer at fornægte sin estiske baggrund, selvom mange af hendes bedste barndomsminder stammer fra turene til Estland sammen med moren, Kateriina. Anna udvikler en voldsom bulimi, der som en anden hersker styrer hendes liv uden nåde og hvor det at spise er en pine og opkastning er en kunst. 

Moren Kateriina er opvokset i et Estland underkuet af Sovjetunionen. Hun mødte en finne, de blev forelskede og hun ”slap væk” til Finland. Når hun er i Finland, gør hun, hvad hun kan for at fornægte sin estiske baggrund og blive så ærke-finsk, som det er hende muligt. Ikke mindst fordi man på den vestlige side af grænsen betragter alle kvinder fra Estland og Sovjetunionen som ludere og horer. Men Kateriina og Anne rejse ofte tilbage til familien i Estland, til mormoren Sofia, altid medbringende kufferter og taske fyldt med ulovlige varer fra vesten. Det rige og lykkelige vesten, som de fleste estere kun kan drømme om. En verden hvor man kan gå i cowboybukser og ikke skal stå i kø i timevis for at skaffe bare de mest almindelige fornødenheder.

Og Sofia der i 1940’erne og 50’erne oplevede Sovjetunionens overvågningssamfund, en tid hvor naboer og familie stak hinanden til russerne for at opnå lidt goder i det ellers barske liv.

Bogen er ikke kronologisk, den springer fra Annas beretninger skrevet i jeg-form, hvor ikke mindst hendes liv med bulimien gjorde et stort indtryk på mig, og til en alvidende fortæller der dels fortæller historien om Kateriina og hendes møde med finnen, der bliver Annas far og dels om de voldsomme oplevelser Sofia og hendes familie blev udsat for under Sovjetunionens styre.

Jeg kan i øvrigt også anbefale Sofi Oksanens første bog på dansk "Renselse", der handler om mødet mellem en gammel estisk bondekone og en ung pige, der er offer for trafficking.

søndag den 21. november 2010

Boganmeldelse: De levende


Anmeldelse af Annie Dillard: De levende

Bogen er udkommet på forlaget Aronsen. Du kan se mere her

Denne roman giver et godt indblik i en del af USA’s historie, da bogen handler om nogle af de nybyggere, der ankom til den lille koloni Whatcom på den amerikanske nordvestkyst i slutningen af 1800-tallet. Et område der senere blev en del af staten Washington. Man følger flere familier og det er ret spændende at læse om deres hårde og barske liv som nybyggere, hvor døden aldrig er ret langt borte. Nybyggerne kæmper hårdt for at skabe sig en tilværelse i et område, hvor de enorme træer står så tæt i de store skovområder, at det kan tage flere time at gå en kilometer. Man hører om nybyggernes dagligdag og deres hårde arbejde med at få noget ud af jorden. Man hører om deres omgang med de forskellige (og for det meste) venligtsindede indianerstammer, som de lærer at leve sammen med. Man hører om op- og nedture i området og hvordan området efterhånden udvides fra at bestå af nogle få blokhuse til at blive en rigtig by med banker, hoteller, jernbane o.s.v.

Jeg kom levende igennem bogen, ind imellem blev jeg fanget af beretningen, men ind imellem føltes den noget lang og tung. Alting beskrives meget omhyggeligt og det kan man godt blive træt af.

Men er man en læser med hang til detaljer og kan man lide at læse om nybyggere, indianer og USA’s historie, så er det absolut en anbefalelsesværdig bog.

søndag den 31. oktober 2010

Boganmeldelse: Hundrede år


Anmeldelse af Herbjørg Wassmo: Hundrede år

Herbjørg Wassmo er født i 1942. 100 år tidligere, altså i 1842, blev hendes oldemor Sara Susanne født. Denne roman handler især om Sara Susanne og om hendes datter Elida, som jo så er Herbjørgs mormor. Desuden hører man også lidt om moren Hjørdis og om Herbjørg selv.

Kan man lide at læse om kvindeliv i gamle dage, er det en oplagt bog. Det foregår i Norge, nordpå og langt ude. Familien var ikke en fattig familie, f.eks. ejede Sara Susannes mand, Johannes, et handels- og gæstgiversted med masser af folk og ind imellem god indtjening. Men livet var hårdt og kvinderne var seje, selv efter 10-12 fødsler. Noget som er svært at forestille sig i dag, især for en som mig, der kun har fået et barn. Og selvom mange af børnene døde, var der også mange der overlevede.

Noget andet der har ændret sig meget gennem tiden, er kvindernes afhængighed af deres mænd. Dengang var man heldig, hvis man fik en god mand. Og en god mand, var en der behandlede sin kone ordentlig, som ikke bankede hende, som kunne bestille noget og som ikke drak pengene op. At man så ikke nødvendigvis var særlig forelsket i ham betød mindre. Og så kunne det jo ske, at man mødte en som fik helt andre følelser frem. Som Sara Susanne der bliver glad for den malende præst, somr bruger hende som model for en figur på den altertavle, han er ved at male.

Det hændte også at kvinderne giftede sig af kærlighed og ikke nødvendigvis med den forældrene mente var den rette. Som mormoren Elida der vælger den svage Frederik, som ikke er mere svag end at han er medvirkende til, at de får 10 børn. Da Frederik bliver alvorligt syg og må på sygehus sydpå, vælger Elida at rejse med ham, og efterlader nogle af børnene i pleje, bl.a. Herbjørgs mor Hørdis. Det var svært at forstå for en lille pige.

Ind imellem formødrenes historier får man også et indblik i Herbjørgs egen barndom, hvor faderens misbrug af hende hang som en sort sky over hendes barndom.

Det var på mange måder et barsk liv, men ligesom det liv vi lever nu, var der op og nedture. Og det er spændende at læse om, synes jeg. Bogen springer lidt frem og tilbage mellem de forskellige personer, hvilket ind imellem kan være lidt forvirrende Men alt i alt er det en god og medrivende bog om hvordan det har været at være kvinde de seneste hundrede år..

torsdag den 30. september 2010

Boganmeldelse: Aften hele dagen


Anmeldelse af Preeta Samarasan: Aften hele dagen


Dette er en historie om en ulykkelig familie præget af manglende kærlighed og mange hemmeligheder. Bogen foregår i Malaysia, men den problemfyldte familie kunne lige så godt have boet mange andre steder i verden. Den velstående familie Rajasekharan bor i Det Store Hus i byen Ipoh. Appa er en højtuddannet dygtig advokat, Amma er hjemmegående og prøver at udfylde sin tid med selskaber for de andre fine damer. De har tre børn – den meget kvikke storesøster Uma, den vittige mellembror Suresh og lillesøster Aashas, der kan se spøgelser. I huset bor også Appas gamle mor Paati. Og det er hendes pludselige død, der er udgangspunktet for historien. Hun er ikke vellidt den gamle dame, især ikke af de andre kvinder i huset. Paati har aldrig betragtet svigerdatteren som god nok til sin søn. Uma føler sig svigtet af bedstemoren og det yngste barnebarn, Aahas, har aldrig fået et godt forhold til hende. Desuden forpester den gamle dame livet for tjenestepigen Chellam, hvis opgave det er, at tage sig af hende. Så mange kunne ønske hende bort, men hvem er skyld i hendes død?

Min oplevelse af denne bog er lidt blandet. Jeg synes, at det er spændende at læse om et land, jeg ikke kender meget til. I 1960’erne til 80’erne hvor bogen foregår, er Malaysia et land præget af raceuroligheder mellem malajer, indere og kinesere, ligesom der er stor forskel på rige og fattige. At læse om familien og personernes indviklede forhold til hinanden er også ret interessant. Og sproget er ind imellem helt fantastisk flot og lyrisk. Det der især trækker ned, er de mange tidsspring i historien. Man starter med bedstemor Paatis død og springer så tilbage i historien for at høre om alt det, der skete op til dødsfaldet. Men springende kommer ikke i en slags kronologisk rækkefølge, men kører frem og tilbage og det synes jeg er forvirrende.