lørdag den 30. september 2017

Squash med fyld af tomater, bulgur og ost

Måske har du stadig nogle squash tilbage i haven. Og måske har du allerede spist squash på mange måder. Men måske har du ikke prøvet en version med vegetarfyld lavet med bulgur og tomat. Her får du i hvert fald opskriften på et lækkert kødfrit fyld til squash.






Halv squash med fyld af tomater, bulgur og ost.
(2 personer)
½ rund squash (de kan have mange størrelser, den halve jeg brugte havde en diameter på ca. 15 cm)  – du kan også bare bruge en almindelig squash i en passende størrelse
¾ dl fuldkornsbulgur
1 lille porre (løg kan også bruges)
½ peberfrugt
½ dåse hakkede tomater
olivenolie
tomatpuré
oregano
salt, peber
50 g revet ost

Kog bulguren efter anvisningen på pakken.

Fjern kernerne fra den halve squash og skrab resten af squashkødet ud, så du kun har en skal tilbage. Gem 100 g og kom resten i fryseren. Du kan f.eks. bruge det som fyld i en suppe. Drys lidt salt i squashen og anbring den på hovedet i et ildfast fad med lidt olie i bunden. Bag squashen 20 minutter ved 200 grader.

Imens laves fyldet. Rens porren og skær den i små stykker. Skær peberfrugten i tern. Svits begge dele i olie i fem minutter. Tilsæt dåsetomater og squashkød og lad det hele småsimre 10 minutter. Rør bulguren i og smag til med tomatpuré, oregano, salt og peber.

Tag squashen ud, vend den om og kom fyldet i. Drys revet ost over og bag squashen i 20 minutter til. Skær skiver af squashen med fyld og server salat og evt. brød til

onsdag den 27. september 2017

Hvidkålsfad med gulerødder - enkel og billig hverdagsmad

Her er et bud på en enkel og billig opskrift med hvidkål og gulerødder. Det er en god måde at få brugt en rest hvidkål på og så smager det faktisk rigtig godt. Man kan spise det som en vegetarhovedret med salat og brød til. Eller man kan bruge det som tilbehør til f.eks. frikadeller, medisterpølse, koteletter, pølser eller lign. Hvis man ikke får spist hele portionen egner det sig også rigtig fint til madpakken.






Hvidkålsfad med gulerødder og gorgonzola
(2 personer)
150 g gulerødder
130 g hvidkål
olivenolie
50 g gorgonzola
150 g hytteost
3 æg
frisk timian
salt, peber

Skyl/skræl gulerødderne og riv dem groft. Hak hvidkålen fint. Svits begge dele ved svag varme i lidt olivenolie fem-ti minutter.

Rør hytteosten med gorgonzolaen. Pisk æggene sammen og tilsæt hytteosten. Krydr med salt, peber og frisk timian. 

Smør et ildfast fad. Fordel grønsagerne i fadet og hæld æggemassen over. Vend lidt rundt i grønsagerne med en gaffel, så æggemassen fordeler sig. Bag i ovnen ved 200 grader i ca. en halv time.

søndag den 24. september 2017

Spaghetti med kødboller, champignon og gorgonzola

Så er jeg tilbage efter en rigtig dejlig uge i sommerhus på Langeland. Vejret var skønt med solskin næsten hver eneste dag, så vi fik gået en masse ture i den smukke natur, som der er så meget af på Langeland.

Men nu skal der gang i de hjemlige kødgryder igen og jeg lægger ud med en klassiker i ny forklædning, nemlig spaghetti med kødboller. Denne udgave er måske nok mere en voksen-udgave end den sædvanlige med tomatsauce.

Jeg blev inspireret til denne opskrift af en opskrift, som jeg havde set hos ...er du sulten?





Spaghetti med kødboller, champignon og gorgonzola
(2 personer)
200 g flæskefars
150 g champignon
½ løg
1 æg
olivenolie
1 fed hvidløg
50 g gorgonzola
1,5 dl fløde
frisk basilikum
salt, peber
25 g valnødder
spaghetti

Start med kødbollerne. Skyl champignonerne. Tag en eller to fra og hak dem fint. Hak løget fint. Vend 1/3  af de hakkede løg samt de hakkede champignon med flæskefarsen. Krydr med salt og peber og rør et æg i. Rør det hele sammen til en god fars. Form små boller af farsen og steg dem 10-15 minutter på panden.

Så er det saucens tur. Skær resten af champignonerne i skiver. Svits løgene i olivenolie, til de bliver bløde. Tilføj champignon og svits til champignonerne begynder at få farve. Tilsæt finpresset hvidløg og fløde og lad det simre i 10 minutter. Skær gorgonzolaen ud i mindre tern og kom dem i saucen. Rør rundt til osten er opløst. Hak de friske basilikumblade og kom dem i saucen sammen med kødbollerne. Varm det hele igennem og smag til med salt og peber.

Kog spaghettien efter anvisningen på pakken. Hal valnødderne groft. Anret spaghettien på en tallerken, hæld champignonostesaucen med kødboller over og drys med de hakkede valnødder. Serveres med dagens salat.

fredag den 15. september 2017

Cremet kornotto med jordskokker og æble

En meget travl uge arbejdsmæssigt nærmer sig afslutningen, dejligt. Og endnu bedre er det, at jeg faktisk har ferie i næste uge. Hvor går turen så hen? Jo, den går til Langeland, hvor jeg skal i sommerhus med familien.

Men inden ferien skal I lige have en ny opskrift og det bliver på en skøn kornotto med jordskokker og æble. Kornotto eller risotto er dejlig mad, når man synes man trænger til lidt ekstra omsorg. Det er blødt og cremet med en god smag og hvis det serveres med et glas god vin, ja så er den hjemme.

Inspireret af denne opskrift  som jeg fandt hos Bo Bedre, lavede jeg min egen version  





Cremet kornotto med jordskokker
(2 personer)
250 g jordskokker
olie
salt, peber
½ løg
1 fed hvidløg
1 spsk smør
100 g speltkerner
5 dl grønsagsbouillon
25 g parmesan
½ æble
frisk timian
1 spsk æblecidereddike
salt, peber

Skrub jordskokkerne grundigt, skær eventuelle grimme pletter af. Tør dem godt. Skær dem i mindre mundrette stykker og vend dem i olie, salt og peber. Bag jordskokkerne i ovnen ved 225 grader i en halv time.

Hak løget og pres hvidløget. Smelt smørret i en gryde og svits løget et par minutter. Tilsæt korn og hvidløg og svits yderligere et par minutter. Derefter tilsættes bouillon lidt ad gangen, lad kornottoen koge ind imellem, så væden koger næsten ind før mere væde tilsættes. Forsæt den næste halve times tid med at tilføre bouillon og lad det koge ind.

Skær æblet i kvarte, riv parmesanosten og hak timianen. Vend æble, ost og timian i gryden sammen med de bagte jordskokker og æblecidereddike. Varm det hele igennem og smag til med salt og peber.

mandag den 11. september 2017

Smuk salat med røget makrel og rødkål

Rødkål er ellers ikke noget jeg forbinder med denne årstid. Men jo, det er så småt ved at være sæson for danske rødkål. Her er en dejlig let salat, hvor rødkålen er brugt sammen med røget makrel. Og det er faktisk slet ikke en dårlig kombination.

Opskriften fandt jeg hos Alt for Damerne. Jeg tilrettede opskriften lidt og min udgave kan I se her:





Salat med makrel, speltkerner og rødkål (min version)
(2 personer)
1 dl speltkerner
½ røget makrel
150 g finthakket rødkål (rød spidskål kan også bruges)
en håndfuld frisk persille
olivenolie
citronsaft
salt, peber
20 g pinjekerner

Kog kernerne efter anvisningen på pakken. Mens den koger, piskes en dressing af olivenolie, citronsaft, salt og peber. Når kernerne er kogt vendes dressingen i sammen med finthakket persille. Lad derefter kernerne køle af. 

Rist pinjekernerne på en varm pande til de får lidt farve. Snit rødkålen fint. Pil kødet af makrellen og del det i mindre stykker. Vend rødkål og makrel i en skål og læg blandingen på to tallerkener. Fordel kerneblandingen over og drys til sidst med pinjekerner og ekstra persille.

Dejlig enkel hverdagsmad, nemt og hurtigt.

lørdag den 9. september 2017

Lækker gourmetmiddag på Christies Sdr. Hostrup Kro

Sikken en dejlig gourmet-middag min søster og jeg var så heldige at få på Christies Sdr. Hostrup Kro i går aftes! Via en af de sider, hvor man kan få gode tilbud på forskellige ting, havde min søster og jeg fået et godt tilbud på gourmetmiddag plus overnatning plus brunch på det nævnte hotel.

Vi var lidt spændte, da vi fredag eftermiddag kørte med mod Sdr. Hostrup. Vi ankom ved tretiden og da vi havde fået sat bagagen fra os i den hytte, hvor vi skulle overnatte, startede vi med kaffe og en god brødtærte – man er vel i Sønderjylland.


Efter kaffen kørte vi ud til en sø og gik en tur, så vi kunne få samlet god appetit til aftenens gourmetmiddag.

Middagen startede kl. 18.30. Og det blev en rigtig god oplevelser med den ene lækre ret efter den anden serveret af et meget smilende og meget hjælpsomt personale.

Vi startede med knivmusling på blomkål med hollandaisesauce med drys af æble, bladselleri og valnødder. Ingen af os havde før smagt knivmusling og måske smagte muslingen heller ikke af så meget i sig selv. Men selve retten var rigtig lækker. Æble, bladselleri og valnødder er jo et godt match, det vidste vi i forvejen. Men her var overraskelsen at valnødderne havde en røget smag. Det gav et helt specielt pift til retten.


 Næste ret var saltbagte løg med rygeostesauce, tomater og urtepanko. Jeg har selv før lavet ovnbagte løg, som jeg rigtig godt kan lide. Men jeg har ikke prøvet at bage dem i salt. Det må prøves en dag. Rygeostesaucen lavet på deres egen rygeost var meget lækker. Og urtepankoen var også en lækker tilføjelse. Kroen gør meget ud af at bruge urter fra deres egen køkkenhave og det er jo dejligt.


Så kom vi til kødretten. Den bestod af et stykke meget mørt og meget lækkert okseculotte serveret med hønseglace og  Pomme Macquarie samt brændt spidskål med syltede græskartern og champignon. Pomme Macquarie var noget med kartofler i skiver bagt i ovnen og efterfølgende skåret i mindre stykker. Jeg har prøvet at finde ud af mere om denne kartoffelservering, det lykkedes ikke. Men den smagte godt.


Så kom der en osteanretning. Det var en rørt komælksost med sirup og chips af blå kartofler. Og igen var det en rigtig fin smagsoplevelse. Den bløde, lidt fede ost sammen med den syrlige sirup (som jeg ikke fandt ud af hvad var) sammen med de sprøde, salte chips. Mums.


Vi sluttede (selvfølgelig) af med en rigtig god dessert. Hvid chokoladekage med hindbærsorbet og karamel. Jeg ville ikke selv have tænkt hindbær og karamel sammen, men sammen med den hvide chokoladekage fungerede det rigtig godt.


Alt i alt en super middag, som helt sikkert har givet min søster og mig lyst til flere af den slags oplevelser.

torsdag den 7. september 2017

Anderledes tomatsuppe med nektariner og pasta

Selvom det her er en tomatsuppe, så er det en helt anden slags suppe end den (ellers) gode tykke blendede tomatsuppe, som jeg godt kan lide. Denne suppe er en dejlig fyldig suppe med tomater, nektariner, pasta og andet godt.

Opskriften har jeg fra Kirsten Skaarups kogebog ”Kirsten Skaarups grønne køkken”. I hendes version er der brugt abrikoser, men sådan nogle kunne jeg ikke lige få fat i. Så jeg brugte i stedet nektariner. Og så brugte jeg suppepasta i stedet for trådnudler.




Tomatsuppe med nektariner og pasta (min version)
(3-4 personer)
1 løg
hvidløg efter smag
3 stilke bladselleri
300 g tomater
100 g nektarin (svarer til ca. en nektarin uden sten)
chiliflager
lidt mynte
1 l grønsagsbouillon
80 g suppepasta

Hak løget og hvidløget samt selleri og svits det hele i olie. Skær tomater og nektarin i små tern og kom dem i gryden sammen med et drys chilii, finthakket mynte og bouillon. Tilsæt salt og lad suppen koge ca. 10 minutter. Tilsæt suppenudler og lad suppen koge endnu 10 minutter. Smag til og server.


tirsdag den 5. september 2017

Vegetarfrikadeller med blomkål og bønner

Et blomkålshoved som er blevet lidt træt og trænger til at blive spist kan bruges til mange ting. Du kan f.ek.s bruge det til at lave disse dejlige deller med. Lav evt. dobbelt portion, så du også har til madpakken.





Blomkåls- og bønnefrikadeller
(2 personer)
½ blomkålshoved
1 dåse kidneybeans
1 løg
½ rød peberfrugt
olivenolie
1 bdt persille
1-1½ dl rasp
paprika
salt, peber

Blomkålen skylles, deles i buketter og koges mør i saltet vand. Sættes til afdrypning. Bønnerne moses sammen, f.eks. i en minihakker.

Løget hakkes fint, peberfrugten skæres i tern. Begge dele svitses på panden i lidt olie, til løgene er bløde og klare.

Blomkål og bønner røres sammen. Løg og peberfrugt tilsættes sammen med hakket persille. Grønsagsfarsen smages til med salt, peber og paprika.

Nu har du nok en ret klistret grønsagsfars. Tilføj rasp lidt ad gangen indtil grønsagsfarsen bliver fast nok til, at du kan forme frikadellerne. Læg frikadellerne på en bageplade og bag dem i ovnen ved 200 grader i 15 minutter. Vend frikadellerne og bag dem på den anden side 10 minutter til.

Så er grønsagsfrikadellerne klar til servering sammen med dagens salat.

søndag den 3. september 2017

Kulmule i rød karry

Den sidste uges tid har der ikke være meget madlavning på programmet. Dels har jeg været i København til fødselsdag, dels har jeg været fire dage til Filmtræf i Svendborg og dels har jeg været i sommerhus. Så jeg har nydt rigtig godt af andres madlavning en uges tid. Men så er det også godt at komme hjem til egne kødgryder.

Denne opskrift med kulmule er en opskrift jeg prøvede af for et stykke tid siden. Jeg havde aldrig lavet mad med kulmule før og jeg tror heller aldrig, at jeg har smagt fisken før. Så da de på et tidspunkt havde kulmule i Rema måtte det jo prøves.

Og det blev en rigtig dejlig ret. Kulmulen havde en fin mild smag og kødet var lækkert i strukturen. Så jeg kan sagtens finde på at kaste mig over en kulmule igen. Opskriften til dagens ret havde jeg fundet hos Femina.



  

Kulmule i rød karry
(2 personer)
350-400 g kulmule med skind
salt, peber
smør til stegning
Sauce:
1 spsk olie
1-2 rød karrypasta
2 forårsløg, finthakkede
1 fed hvidløg, finthakket
1 lille dåse kokosmælk (165 ml)
saft af ½-l1 lime
salt, peber
½-1 spidskål i strimler
1 lille bundt koriander (purløg eller thai-basilikum kan også bruges)

Start med saucen. Varm olien op i en wok eller bred gryde og rist karrypastaen i 1-2 minutter. Rør løg og hvidløg i. Hæld kokosmælk over og lad det simre i 5 minutter. Smag til medlimesaft, salt og peber.

Kom spidskålen i kogende letsaltet vand i 2-3 minutter. Tag kålen op og knug væden af.

Dup fisken tør og skær den i portionsstykker. Drys med salt og peber. Smelt smørret og steg fisken med skindsiden nedad til kødet er akkurat hvidt og fast. Hold kødet nede med en palet det første minut. Vend fisken og steg på den anden side 1 minut.

Anret fisken i et fad med saucen nederst, kålen oven på og fisken øverst. Drys med koriander. Server ris eller brød til.