søndag den 31. maj 2015

Rabarberkage med marcipan og kokosmarengslåg

Det er sæson for rabarber...

...så selvfølgelig skal der rabarberkage på bordet. Denne lavede jeg, da mine veninder var på besøg i pinsen. En rigtig dejlig rabarberkage med en god smag af rabarber (selvfølgelig), kokos og marcipan. Jeg havde surfet rabarberkager på nettet og endte med at tage udgangspunkt i en opskrift, jeg fandt hos Mad & Bolig Jeg ændrede dog på den undervejs og nedenstående får I min version.



Rabarberkage med kokosmarengslåg (min version)
600 g rabarber
250 g sukker
lidt vand
250 g marcipan
75 g smør
50 g sukker
1 æg
½ dl vand
½ tsk bagepulver
50 g mel
2 æggehvider
70 g flormelis
75 g kokosmel

Start med at lave en kompot af rabarberne. De kommes i en lille gryde og koges sammen med sukker til en god tyk konsistens. Dog uden at koge helt ud. Kompotten afkøles. Til kagebunden rives marcipanen ned i en skål. Smørret smeltes ved svag varme og hældes ned til marcipanen sammen med sukker, æg, vand, bagepulver og mel. Det hele røres sammen til en noget klisteret dej. Den spredes på bunden af et smurt tærtefad. Bages derefter i 20-25 minutter ved 180 grader. Kagebunden afkøles. Derefter smøres rabarberkompotten ud over. Æggehviderne piskes med flormelis, så massen bliver helt stiv. Kokosmelet vendes forsigtigt ned i og det hele vendes rundt. Marengsmassen smøres ud over kagen. Så skal den bage 20-25 minutter ved 200 grader, til den bliver gylden på toppen. Kan spises lun eller kold.

Andre rabarberkager jeg har lavet:

Rabarbercrumble

Og til sidst - et billede fra dagens gåtur på Klakkebjerg, et rigtig dejlig naturområde tæt på hvor jeg bor.

fredag den 29. maj 2015

Ost og jordbærsalat



Min frokost for veninderne...

...sluttede af med ost og jordbærsalat.  Jeg havde købt en camembert i vores lokale supermarked, der netop er overgået til at være en del af Meny-kæden. Dit lokale fødevaremarked kalder de sig og de har da også lidt større udvalg af specialvarer end de lokale discountbutikker. Nu må vi se, hvordan det udvikler sig. Men camembertosten var meget lækker og kan anbefales.


Udover  camemberten serverede jeg en ganske almindelig skæreost samt en blåskimmelost. Dertil fik vi hjemmelavet knækbrød efter den gode gamle opskrift, som jeg har brugt mange gange. Den kan du se her


Til osten serverede jeg også en jordbærsalat. Mums, den var lækker. Jeg tror lige, at salater med jordbær bliver et hit hos mig denne sommer. Inspirationen til denne salat havde jeg fundet hos Brændstof. Nedenstående får du min version.


Jordbærsalat med ost og balsamico
jordbær
salat (hvad du nu lige har som egner sig – jeg brugte Rød egeblad-salat, farven passer fint til jordbærrene)
fast ost (jeg brugte en comendante)
olivenolie
rød balsamico
salt, peber
honning

Salaten skylles, plukkes i mindre stykker og lægges på en stor tallerken eller et fad. Jordbærrene skylles, skæres i skiver og lægges oven på salaten. Olie og balsamico piskes sammen og smages til med salt, peber og honning. Dryppes ud over jordbærrene. Osten skæres ud i små tern og drysses over. Og så har man en rigtig dejlig sommersalat.




onsdag den 27. maj 2015

Lækkert farsbrød med god smag af kylling, serranoskinke og rød peberfrugt, dertil perlebygsalat med asparges

Hovedretten...

...da jeg havde veninder på besøg i pinsen, var et farsbrød lavet med kyllingefars og peberfugt, pakket ind i skiver af serranoskinke. Farsbrød er jo en gammel kending, der kan laves på et utal af måder. Som tilbehør havde jeg lavet en salat med perlebyg, asparges og radiser. Og så en "fynsk" dressing lavet med rygeost.



Farsbrød med kylling, serranoskinke og rød peberfrugt
(4 personer)
500 g kyllingefars
1 rød peberfrugt
et par forårsløg
4 spsk havregryn
en håndfuld blandede krydderurter
1 æg
salt, peber
60 g serranoskinke
Løget hakkes fint, peberfrugten skæres i små terninger. Krydderurterne hakkes eller klippes fint. Rør kødet sammen med løg, peberfrugt, krydderurter, havregryn, æg, salt og peber. Lad evt. farsen hvile en halv times tid. Form farsblandingen til et lille farsbrød og læg skiver af skinke over, så det dækker farsbrødet. Bages i ovnen ved 200 grader i ca. 45 minutter.


Perlebygsalat med asparges og rygeostedressing
(4 personer)
150 g perlebyg
1 bdt asparges
en håndfuld radiser
100 g ærter
lidt salat
Dressing – jeg har ikke mål på dressingen, da jeg smagte mig frem. Det vil nok være forskelligt, hvor gennemtrængende man ønsker, at den røgede smag skal være. Dressingen blev rørt sammen af rygeost, creme fraiche, citronsaft, salt og peber samt fintklippet purløg.

Perlebyggen koges efter anvisningen på pakken og afkøles derefter. Aspargesene skylles og skæres i mindre stykker. Radiserne skylles og skæres i mindre stykker. Perlebyg blandes i en skål sammen med asparges, radiser og ærter. Lidt salat skæres i strimler og kommes i.

mandag den 25. maj 2015

Blomkålspandekager med rejer

Mine tre søde veninder fra Sjælland...

... kom og besøgte mig Pinsedag til en forsinket fødselsdag. Lidt af en rejse da regionaltoget fra Odense ikke kører hele sommeren og de derfor skulle en tur med togbussen. Men de nåede frem til frokosttid som aftalt. I dagens anledning havde jeg lavet en tre-retters menu og den vil være emnet for indlæg på bloggen det næste stykke tid.




Vi startede med en forret, hvor jeg havde lavet blomkålspandekager som blev serveret med rejer og dressing. Blomkålspandekagerne kan også bruges som hovedret, så spiser man bare nogle flere. Jeg havde fundet inspiration til pandekagerne hos Louises Madblog



Små blomkålspandekager med rejer
(ca. 12 stk )
450 g blomkål
3 spsk revet parmesan
3 æg
3 spsk hvedemel
3 spsk fuldkornsspeltmel
1 dl mælk
olivenolie
Topping:
(4 personer)
150 g rejer
2 dl crème fraiche
1 bdt dild
citronsaft
salt
peber
Blomkålen deles i mindre buketter og finddeles i en foodprocessor. Tilsæt derefter revet parmesan, æg, mælk og mel og bland det hele godt sammen. Kom lidt olie på panden og  kom derefter 1-2 spsk dej på af gangen pr. pandekage. Bages et par minutter på hver side.
Til toppingen røres creme fraiche med klippet dild. Smages til med citronsaft, salt og peber. Pandekagerne serveres kolde med en klat dressing og lidt rejer.

Note:
Andre slags topping kan også bruges. Dagen efter spiste jeg f.eks. en pandekage med tomat og hytteost med peberfrugt. Og en anden med ærtepuré og radiser.  


lørdag den 23. maj 2015

Pasta med rødbeder, æble, nødder og blå ost


I mit lokale supermarked...

... faldt jeg over en ny slags pasta, nemlig gulerodspasta. Ikke den slags, hvor man lave strimler af gulerødder og så bruger dem som pasta. Men en ny slags, hvor man har kommet gulerødder i selve pastadejen. Og det skulle selvfølgelig afprøves.




 Pasta med rødbeder, æble, nødder og blå ost
(1 person)
Ca. 70-100 g kogt pasta
70 g rødbede
½ æble
lidt finthakket forårsløg efter smag
en lille håndfuld pecan- eller valnødder
½ dl skyr
½ dl mælk
15 g Danablu
salt, peber
evt. lidt persille til pynt
Pastaen koges efter anvisningen på pakken. Afdryppes og afkøles derefter. Rødbeden skrælles og skæres i tynde strimler. Løget skylles og hakkes fint. Æblet skæres i små tern. Nødderne hakkes groft. Til dressingen røres skyr med Danablu eller anden blå ost. Mælk tilføjes til man får en flydende dressing, den skal dog ikke blive for tynd. Salaten anrettes på et fad med pasta nederst. Ovenpå pastaen anrettes rødbeder og æbletern. Dressingen hældes over. Til sidst drysses med nødder, løg og persille.

Note:
Endnu en dejlig salat til aftensmad. Med hensyn til gulerodspastaen, så smagte den ikke meget igennem i denne salat. Men jeg havde dog smagt på den, inden jeg blandede den i salaten. Smagen var mild, men lidt sød på grund af gulerødderne. Så man skal nok mest bruge den, fordi den er sundere og på grund af farven.

torsdag den 21. maj 2015

Lasagne med hvidkål, bacon og tomat

Den dejlige ferie...

...i Frankrig er jo for længst forbi og den travle hverdag har indfundet sig igen. Og dermed er der atter mulighed for at få lavet noget god hverdagsmad. Vejret er jo ikke ligefrem alt for sommerligt i øjeblikket. Sidste år d. 21. maj var det faktisk årets første sommerdag med op til 25 grader nogle steder. Sådan skulle det så ikke være i år. Men køligere vejr passer nu meget godt til dagens ret - en god kållasagne.





Lasagne med hvidkål, bacon og tomat
(2-3 personer)
hvidkålsblade – jeg brugte ca. 200 g
150 g bacon
olivenolie
1 ds tomater
1 stor gulerod, groftrevet
½ løg, hakket
2 forårsløg, hakket
200 g hytteost
100 g revet ost
frisk oregano (tørret kan også bruges)
Det er bedst at bruge de yderste store kålblade, når de grimmeste altså fjernet. Hvor mange du helt præcis skal bruge afhænger af bladenes størrelse og størrelsen på dit fad. Men der skal være til to lag. Hvis bladene buer for meget, kan man evt. skære noget af stilken væk. Hvidkålsbladene blancheres i kogende letsaltet vand 3-4 minutter, lad dem derefter dryppe af. Bacon skæres i tern og steges på panden. Når de er stegt, lægges de til afdrypning på et stykke køkkenrulle. Lidt olie varmes på panden og begge slags hakkede løg svitses, til de er klare. Den groftrevne gulerod blandes i. Når den har svitset med fem minutter tilføjes dåsetomater, bacon, salt og peber sammen med finthakket oregano. Lad det hele stå og småsimre 10 minutter. Imens smør du et ildfast fad. I bunden lægger du et lag tomat- og grønsagssovs og oven på det et lag kålblade. Så kommer næste lag tomat- og grønsagssovs samt det halve af hytteosten sammen med det halve revne ost. Endnu et lag kålblade og så bruget du det sidste tomat- og grønsagssovs sammen med resten af hytteosten og revet ost. Bages i ovnen ved 200 grader i en halv time.

Note: Hvidkålsbladene kunne være lidt svære at skære over, måske skulle de have været blancheret lidt længere tid. Men ellers blev det en rigtig god lasagne, jeg savnede slet ikke pastapladerne.




søndag den 17. maj 2015

Frankrig 5 - Paris III

Det var dejligt vejr...

...på vores sidste dag i Paris. Så nu skulle vi ud og se noget andet end museer, butikker, caféer, trafik og mennesker.




Jeg havde læst om en grøn rute, man kunne følge på en nedlagt jernbane og det viste sig at være en rigtig fin og afvekslende tur. Næsten som en meget lang (ca. 4,5 km) og meget smal park.


Bagefter var vi lige omkring en rigtig park. Anne Naturglad nød at se en masse grønt igen. Vi fik en is i parkens kiosk, feriens eneste is i øvrigt.

Resten af dagen travede vi rundt  på Rue de Rivoli og så på butikker. For nu var det ved at være sidste chance, hvis der skulle shoppes. Der blev bl.a. købt te, chokolade, bodylotion m.m.





Til frokost fik vi hver en lækker salat, uha det var tiltrængt. Grønsager er ikke det, jeg har set mest af under ferien i Frankrig. Men sådan er det ofte, når man spiser ude. Ganske vist har de fleste salat på menukortet, men i betragtning af, hvor mange grønsager der findes og hvor mange muligheder der er, så er udvalget ikke særlig stort.



Og så skulle vi også lige have os en sidste pariser-kage hver. Datteren havde set en bager med nogle meget lækre kager. Ja, det var næsten mere kunstværker, end kager. Mums de smagte godt.


Ferien sidste måltid skulle jo gerne være noget særligt. Så vi vandrede omkring i området ved Canal Saint-Martin og endte på Place de Republic, hvor vi fandt et rigtig hyggeligt sted. Vi kunne endda sidde ude og nyde den gode mad. Og som I kan se, valgte vi to platter, en med kød og en med ost. Så vi kunne få nydt nogle flere franske oste. Og med et dejligt glas rødvin til. En rigtig god måde at slutte en rigtig god ferie på.

lørdag den 16. maj 2015

Tur til Frankrig 4 - Paris II

På andendagen i Paris...

...fortsatte Datteren og jeg med at være kulturelle.


Vi startede med et besøg i i den opera som hedder Opéra Garnier, opkaldt efter arkitekten. Baggrunden for at se denne fantastiske bygning er, at både Datteren og jeg er fans af "Phantom of the Opera" Og da det er den opera, historie foregår i, måtte vi jo se den. Vi så nu ikke noget til spøgelset, men vi så dog den loge (loge nr. 5), som er forbeholdt ham.



Til gengæld så vi en meget, meget flot bygning. Der er sikkert alt for meget ornamentik, guld og pynt for nogen. Men vi synes nu, at det var flot. Og vores guide fortalte meget levende om det liv, der udspillede sig i bygningen i gamle dage. Folk kom mere for selv at blive set (så tro endelig ikke det er noget nyt) og for at se andre. Mere end for at se, det der foregik på scenen. Det var en rigtig fin rundvisning.


Vi fik også set lidt flere malerier, da vi lige skulle besøge Musée de l'Orangeri, hvor man kunne se Monets meget kendte åkandebilleder. Og da var da også ret flotte - og store! Men så havde vi også fået opfyldt vores maleri-kvote for den ferie.



Midt på dagen spiste vi frokost på en italiensk restaurant. Det var i den dyrere ende, men det var sørme også lækkert. Datteren fik ravioli med trøfler og jeg fik en meget lækker risotto med asparges.




Sidste del af dagen var vi omkring Latinerkvarteret. Vi var forbi Nortre Dame, men var ikke inde i den, da vi så den sidste gang, vi var i Paris. Vi fik kaffe og kage hos "Odette", en fin lille café med et lille, men lækkert udvalg af kager og et hyggeligt lille værelse på 1. sal, hvor kaffe og kager kunne nydes.



Derefter gik der tid med shopping i de mange små butikker rundt omkring. Vi skulle med på en aften-sightseeing tur med bus, for at se Paris i aftenlys. Og inden da skulle vi lige have lidt at spise (igen). Det blev til 2 x galette, som er franske boghvedepandekager med forskelligt fyld, en fransk ret som både Datteren og jeg godt kan lide.


Aftenturen får I ikke billeder af, da vi ikke havde ordentlig udstyr til den slags billeder. Men det var en rigtig fin tur, hvor vi i 1½ time kørte rundt i byen og så mange af de kendte steder. Og således sluttede endnu en dejlig dag.

fredag den 15. maj 2015

Tur til Frankrig 3 - Paris I

Første dag i Paris blev især brugt...

...til at se på kunst. Datteren og jeg besøgte nemlig Musée d'Orsay. Kan man lide impressionistiske kunstnere som Monet, Renoir, Degas og andre især franske kunstnere fra perioden 1848-1914, så er dette museum et must. Vi brugte en stor del af dagen på dette museum, for der var mange flotte billeder, vi skulle se.



Museet ligger i en gammel jernbanestation, en rigtig flot gammel jernbanestation og det giver en helt særlig stemning.



Undervejs måtte vi have en pause og noget at spise, og sammen med al den franske kunst var en quiche meget passende.


Senere på dagen gik vi en tur omkring Canal Saint-Martin, som er et rigtig hyggeligt område.


Her fandt vi aftenens spisested, noget så eksotisk som en cambodjansk restaurant. Maden var lækker. To forskellige slags sauce med forskelligt kød og grønsager. Dertil ris eller rejechips.