søndag den 10. december 2017

Dejlig mad med fisk - kartoffelfad med torsk og rødbeder

Egentlig var jeg nok lidt skeptisk, da jeg skulle lave denne ret. Men da jeg havde nogle rødbeder og nogle kartofler som skulle bruges og da jeg samtidig havde lyst til fisk, syntes det at være en meget passende opskrift. Men helt ærligt – kartoffelfad og torsk, hvor kedeligt kan det blive?

Heldigvis blev det slet ikke kedeligt, men derimod rigtig lækkert. Jeg brugte bolchestribede rødbeder og de er ikke så stærke i farven ligesom de også er ret milde i smagen. Men man kan også bruge almindelige rødbeder. 

Jeg var inspireret af denne opskrift, som jeg havde set hos Arla. Jeg ændrede lidt på den undervejs.





Kartoffelfad med torsk og rødbeder
(2 personer)
250 g torskeloins
200 g rødbeder
400 g kartofler
bouillon
salt
citronpeber
saft og skal af ½-1 citron
persille

Skræl rødbeder og kartofler og skær dem i tynde skiver. Det kan tage lang tid at få kartofler bagt møre i ovnen, så jeg valgte først at give dem et opkog i bouillon. Varm noget bouillon op i en gryde og tilsæt kartoffelskiverne. Lad dem koge ca. 5 minutter og lad dem derefter afdryppe i en sigte. Gør det samme med rødbedeskiverne. 

Smør et ildfast fad og læg kartoffelskiverne i bunden. Hæld lidt citronsaft over og krydr med salt og citronpeber. Kom rødbedeskiverne ovenpå og krydr igen med salt og citronpeber. Hæld en dl bouillon i fadet og sæt det i ovnen ved 225 grader.

Når fadet har været i ovnen 35 minutter lægges torskeloins ovenpå grønsagerne. Dryp med citronsaft og drys med citronskal. Krydr med salt og peber og sæt fadet i ovnen yderligere 10-15 minutter.

Ved serveringen drysses med hakket persille. Server dagens salat til.

torsdag den 7. december 2017

Lun og farverig vintersalat med græskar, korn, kål og løg

Det regner, der blæser, det er koldt og mørkt. Måske ikke ligefrem vejr til salater. Men hvis det nu er salat man har lyst til, så kan man jo lave en lun en af slagsen. Som denne vintersalat med hokkaidogræskar, perlespelt og rødkål. 

Du kan spise salaten som hovedret eller bruge den som tilbehør.





Lun farverig vintersalat med græskar, korn, kål og løg
(2 personer)
½ hokkaido-græskar
olivenolie
salt
1 rødløg
1 dl perlespelt
200 g rødkål
en håndfuld græskarkerner
dressing:
olivenolie
balsamico
sirup
sennep
salt, peber

Rens græskarret. Skær græskarret i både og vend dem i olie og salt. Skær rødløget i mindre både og vend også dem i olie og salt. Læg det hele på en bageplade og bag det i ovnen ved 200 grader i ca. 25 minutter.

Kog perlespelten efter anvisningen på pakken. Snit rødkålen fint og vend den snittede kål i spelten, når den er færdigkogt. Pisk dressingen sammen af alle ingredienser og hæld den over spelt og kål. Vend rundt.

Rist græskarkernerne på en varm pande, til de bliver sprøde.

Skær de bagte græskar i tern. Anret spelt- og kålblandingen på en tallerken. Kom græskartern oven på sammen med de bagte løg. Drys med bagte græskarkerner.

Hvis du synes salaten trænger til lidt mere syre, så dryp lidt citronsaft over.

tirsdag den 5. december 2017

Cremet kartoffelfad med forårsløg og ost

Ganske almindelige gammeldags kartofler er virkelig ikke noget, som jeg spiser meget af. Men nogle gange får jeg økologiske kartofler i min kasse fra Aarstiderne og så skal der selvfølgelig findes på noget med kartofler.

Denne gang fandt jeg en opskrift hos Maden i mit liv på cremet kartoffelfad med forårsløg og ost. Det var nok det der med ”cremet” jeg faldt for, cremet er altid godt også sammen med kartofler.

Og det blev faktisk en rigtig fin lille lækker kartoffelret ud af, som man enten kan spise som grøn hovedret med salat til eller bruge som tilbehør til kød.
  




Cremet kartoffelfad med forårsløg og ost
(2 personer)
400-500 g kogte kartofler
1 bdt forårsløg, skåret i tynde ringe
2½ dl cremefraiche
75 g revet ost
1 spsk sød eller stærk paprika efter smag
salt, peber

Skær de kogte kartofler i tern. Kom cremefraichen i en skål, tilsæt halvdelen af osten samt paprika, salt og peber. Rør det sammen. Tilsæt kartoffeltern og forårsløg og bland det hele forsigtigt, men godt. 

Fordel blandingen i et smurt ildfast fad og drys med resten af osten. Sæt fadet i ovnen og bag det 20-25 minutter til toppen er gylden og osten smeltet. Server med lidt hakket forårsløg på toppen.

søndag den 3. december 2017

Appelsinmarinerede kyllingelår og rødkålssalat med appelsin og avocado

En god marinade gør altså et eller andet ved et stykke kød. Her er det kyllingelår, som er blevet marineret med appelsin og honning og det giver en rigtig dejlig smag til kyllingen.

Som tilbehør lavede jeg en salat med appelsiner og rødkål. Selvom vi er i december, synes jeg ikke at salaten skulle værealt for juleagtig. Derfor kom jeg et par avocadoer i samt røgede mandler. Det blev der en rigtig god salat ud af.





Appelsinmarinerede kyllingelår or rødkålssalat med appelsin og avocado
(2 personer)
2 hele kyllingelår med over- og underlår eller 4 overlår
honning
skal og saft af en appelsin
salt, peber

Salat:
rødkål
lidt rødløg
2 appelsiner
1-2 avocadoer
en håndfuld røgede mandler
dressing:
appelsinsaft
olivenolie
balsamico
salt, peber

Hvis marinaden skal  nå at virke ordentligt på kødet, skal kødet gerne marineres dagen før det skal bruges. Pisk ingredienserne til marinaden sammen og hæld den i et ovnfast fad. Vend kyllingestykkerne rundt et par gange i marinaden. Sæt fadet i køleskabet og lade det står til næste dag.

Steg kyllingestykkerne i ovnen. Jeg brugte hele lår og de fik knapt en time på 175 grader.

Til salaten snittes rødkålen fint. Hæld evt. noget kogende vand over kålen og lad det afkøle. Så bliver kålen knap så hård. Skær et par skiver af rødløget og hak det fint. Kom det i rødkålen.

Del appelsinerne i to og pres den ene halve appelsin. Det skal bruges til dressingen. Skær resten af appelsinkødet i små stykker. Skær avocadoen i mindre tern. Hak mandlerne groft.

Pisk ingredienserne til dressingen sammen og vend den i salaten. Vend appelsinstykker, avocadostykker og mandler i salaten og server den som tilbehør til kyllingen.

torsdag den 30. november 2017

Lækker græskarsuppe med varme krydderier

Så blev det lige koldt og når den kolde vind går gennem marv og ben, så er en dejlig varm krydret suppe lige sagen. Jeg havde stadig et hokkaidogræskar på lager, så græskarsuppe var lige det helt rigtige. Og den skulle smages til med gode varme krydderier, for det passer rigtig godt til græskarsmagen, synes jeg.

Resultatet blev denne meget enkle græskarsuppe, som blev cremet og lækker med god smag.





Græskarsuppe med krydderier
(2 personer)
½ hokkaido – eller 500 g græskarkød uden skræl og kerner
olivenolie
chili – frisk eller tørret
spidskommen
1 almindeligt eller et ½ stort rødløg
1-2 fed hvidløg
friskrevet ingefær
5-7 dl bouillon
cashewnødder
cremefraiche
mynte

Start med at fjerne kernerne fra græskarret og fjern også skrællen. Skær græskarret i tern og vend dem i olie blandet med chili og spidskommen. Bag græskarternene i ovnen ved 200 grader i 30 minutter.

Hak rødløget og hvidløget. Svits begge dele i lidt olie sammen med revet ingefær. Tilsæt græskarternene og hæld bouillon ved. Start med 5 dl, så kan du tilføje med senere, hvis du synes suppen blive lige tyk nok. Lad suppen koge ca. 10 minutter.

Blend suppen og smag den til med yderligere spidskommen, chili og ingefær samt salt og peber.

Serveres med creme fraiche, grofthakkede cashewnødder og et drys hakket mynte samt naanbrød.

En anden god suppe med græskar er denne:

tirsdag den 28. november 2017

Dejlig hverdagsmad: Kartoffelpandekage med spinat, tomat og feta

Dagens ret er en let hverdagsret, hvor man laver en en slags kartoffelpandekage/røsti som bund og ovenpå den kommer man frisk spinat, tomatskiver og til sidst et drys fetaost.

Man kan også komme mange andre ting på kartoffelpandekagen - f.eks. stegte champignon vendt i flødeost, grillede squash- og aubergineskiver, serranoskinke og ost - ja kun fantasien sætter grænser.





Kartoffelpandekage med spinat, tomat og feta
(2 personer)
300-400 g kartofler
½ rødløg (eller et halvt stort løg)
1 æg
persille
salt, peber
olivenolie
spinat
tomat
feta

Skræl og riv kartoflerne groft. Hak løget. Svits løgstykkerne i lidt olie på panden til de bliver bløde. Bland løgene med kartofler, persille, æg, salt og peber.

Kom olie på panden igen og pres kartoffelmassen ud over bunden. Steg kartoffelpandekagen til den bliver gylden og sprød på undersiden. Vend kartoffelpandekagen. Læg spinatblade og tomatskiver oven på pandekagen og drys fetaost over. Lad pandekagen stege færdig.

Serveres med dagens salat og evt. brød.

søndag den 26. november 2017

Grønsager med torsk og ingefær

Kogt torsk har jeg det ikke særlig godt med, men ovnbagt torsk sammen med grønsager – se det er noget helt andet. Her er grønsager og fisk spicet op med ingefær både i frisk og syltet form. Og det giver en dejlig frisk smag til maden.







Grønsager med torsk og ingefær
(2 personer)
250 g torskefilet
1 spsk hakket syltet ingefær
1 spsk lage fra syltet ingefær
1 spsk citronsaft
1 tsk revet citronskal
salt
olivenolie
200 g fintsnittet hvidkål
2 gulerødder
1 fennikel
1-1½ dl kokosmælk
frisk ingefær
salt, peber

Skær torskefileterne i mindre stykker. Læg dem i et ildfast fad. Hæld ingefærlage og citronsaft ved og vend torskestykkerne rundt. Drys med revet citronskal, ingefær i tern og salt. Bages i ovnen ved 200 grader i 15 minutter.

Riv gulerødderne. Skær fenniklen i tynde skiver. Varm lidt i olie en gryde. Tilsæt hvidkålen og svits et par minutter. Tilsæt gulerødder og fennikel og svits et minut. Tilsæt kokosmælk og lad det hele simre 5-10 minutter. Grønsagerne skal stadig være sprøde. Smag til med friskrevet ingefær, salt og peber.

Fordel grønsagerne i en dyb tallerken, læg fisken oven på og server.

torsdag den 23. november 2017

Kikærter med kartofler og aubergine

I dag får I opskriften på en rigtig lækker ret med kartofler, aubergine og kikærter. Kartofler og aubergine var nogle af de ting, jeg havde i køleskabet og som skulle bruges. 

Efter lidt søgen på nettet fandt jeg en opskrift hos Coop som så rigtig god ud. Og den blev faktisk også rigtig lækker.






Kikærter med kartofler og aubergine
(2 personer)
1 lille løg eller et halvt stort løg
300 g kartofler
olivenolie
1 fed hvidløg
½ aubergine
1½ spsk karry
½ dåse tomater
1½ dl hønsebouillon
½ dåse kokosmælk (stor) eller en hel dåse (lille)
125 g kogte kikærter (svarer til en halv dåse)
salt, peber
koriander

Skær løget i tynde strimler. Skræl kartoflerne og skær dem i små tern. Svits løgstykker og kartoffeltern på en pande 3 minutter. Skær auberginen i tynde skiver. Kom dem på panden sammen med hvidløg i tynde skiver og masser af karry. Svits to minutter til.

Tilsæt dåsetomater, kokosmælk, bouillon og kikærter. Lad det simre 2-3 minutter til. Smag til med salt og peber, evt. en anelse sukker.

Hæld grønsagerne i en lille smurt bradepande og sæt den i ovnen. Bag grønsagerne yderligere i 35 minutter eller til kartoflerne er møre.

Server grønsagerne med et drys korainder, lidt yoghurt og naanbrød.

søndag den 19. november 2017

Kål, kylling og porrer - thaistyle

Hvidkål, porrer og kylling – tre ingredienser som jo egentlig er meget danske og vinteragtige. Kan man nu lave noget, der er lidt anderledes med det – gerne med inspiration fra den store verden?

Svaret er ja, så absolut. Jeg fandt nemlig opskriften på denne meget lækre thai-inspirerede ret hos 
Sæson. Her får kylling, kål og porrer følgeskab af så eksotiske ting som kokosmælk, grøn karrypasta og ingefær. Mums det blev rigtig lækkert.





Kål, kylling og porrer – thaistyle
(2 personer)
100 g champignon
1 porre
100 g hvidkål
olivenolie
1 cm frisk ingefær
1 fed hvidløg
1 spsk grøn karrypasta
200 g kyllingekød i strimler eller tern – du kan bruge fersk kød eller en rest stegt eller kogt kød
½ dåse kokosmælk
1 dl bouillon
fiskesauce
limesaft
jordnødder
koriander

Rens champignonerne og skær dem i skiver. Skyl porren og skær den i skiver. Snit kålen fint. Varm olien i en stor stegegryde og tilsæt karrypasta, presset hvidløg og fintsnittet ingefær. Vend godt rundt. 

Bruger du fersk kyllingekød, kommer du det i nu. Vend det hele godt rundt til eventuelle kyllingestykker er brunet. 

Tilsæt grønsagerne og steg yderligere fem minutter ved god varme. Tilsæt kokosmælk og bouillon og hvis du bruger kogt eller stegt kyllingekød, kommer du det i nu. Lad retten simre under låg 10 minutter.

Smag til med fiskesauce og limesaft og server med ris, jordnødder og frisk koriander.


onsdag den 15. november 2017

Rødbedetærte med spinat og feta

Tærte med rødbeder og spinat lød som en lidt sjov blanding tænkte jeg, da jeg læste Annette Harbech Olesens opskrift på kolesteroltærte. Men da jeg nu lige havde både rødbeder og spinat, så skulle opskriften da prøves.

Annette kalder opskriften for en kolesteroltærte, fordi den skulle være rigtig sund og god for dit kolesteroltal. Hvilket den sikkert også er, det vil jeg ikke udtale mig om. Men sikkert er det, at det er en dejlig lækker tærte, hvor de revne rødbeder giver en helt særlig konsistens til tærten.

Da jeg ikke har fulgt Annettes opskrift hundrede procent, har jeg valgt at kalde min tærte noget andet. Prøv den hvis du kan lide rødbeder, gedefeta og tærter – uanset om du går op i kolesteroltal eller ej.








Rødbedetærte med spinat og feta
(1 stor tærte)
Tærtedej:
150 g fuldkornsspeltmel
50 g havregryn
50 g smør
50 g skyr
1 tsk salt
lidt vand
Fyld:
400-500 g rødbeder
200 g frossen spinat
100 g feta (gerne gedefeta, hvis du er til det)
2 æg
125 g hytteost
1 dl fløde
cayennepeber
muskatnød
salt, peber

Kom mel og havregryn i en skål. Smuldr smørret i melet. Tilsæt skyr og salt og arbejd dejen sammen til en nogenlunde fast konsistens. Tilsæt evt. lidt vand, hvis den ikke vil hænge sammen. Tryk dejen ud i en smurt tærteform og bag bunden ved 180 grader i 10 minutter.

Skræl rødbederne og riv dem groft. Min portion var på ca. 300 g i reven tilstand. Pres væden ud af de revne rødbeder og ud af den frosne spinat.

Når tærten har bagt 10 minutter tages den ud af ovnen. Rødbederne lægges i bunden af tærten. Fetaosten smuldres ovenpå. Og derefter fordeles spinaten oven på osten. 

Pisk de to æg med hytteost og fløde samt krydderier. Hæld denne masse over tærten. Sæt den i ovnen og bag den ved 180 grader i ca. 40 minutter. Serveres med dagens salat.

søndag den 12. november 2017

Lækker fyldig efterårssuppe med pølser og masser af grønsager

For ikke så længe siden besøgte jeg mine forældre en weekend og den ene aften havde jeg lovet at lave mad. Da vejret var efterårsagtigt, koldt og gråt, var en fyldig suppe på sin plads - det skulle være noget i stil med den italienske minestrone. Det blev der en dejlig suppe ud af med masser af grønsager og kålpølser.



Fyldig suppe med pølser og masser af grønt
(4 personer)
1 løg
olivenolie
2 fed hvidløg
1½ dl grønsagsbouillon
1 dåse tomater
200 g hvidkål
150 g broccoli (bruge gerne af stokken)
2 gulerødder
4 stk. kålpølser (andre pølse kan også bruges)
4-5 soltørrede tomater
paprika
salt, peber
1 dåse hvide bønner
masser af persille
parmesan

Skræl løget og hak det fint. Svits løgene i olie, til de bliver bløde og klare. Tilsæt presset hvidløg. Tilsæt 1½ dl bouillon samt en dåse tomater. Hak hvidkålen fint og tilsæt den til suppen. Lad suppen koge 10 minutter. 

Skær pølserne i skiver. Skræl gulerødderne og skær dem i skiver. Skær eventuel stok fra broccolien i skiver og del resten i små buketter. Skær soltørrede tomater i små tern. Tilsæt pølser, gulerødder, broccoli og soltørrede tomater. Kog suppen i 20 minutter. Smag til med salt, peber og paprika. Kom de hvide bønner i og varm suppen igennem.

Server suppen tallerkenvis med et ordentlig drys persille og parmesanost. Og så lidt godt brød til

fredag den 10. november 2017

Pastaret med sød kartoffel og halloumi

Her er en enkel grøn hverdagsret med pasta. Som så mange andre gange blev den lavet ud fra de forhåndenværende ingrediensers princip. En enkelt sød kartoffel som skulle spises var udgangspunkt, resten blev føjet til efterfølgende.




Pasta med søde kartoffel og halloumi
(2 personer)
1 stor sød kartoffel (ca. 300 g)
olivenolie
salt, peber
chiliflager
26 g mandler
100 g halloumiost
100 g fuldkornspasta
150 g frossen optøet spinat
1 spsk flødeost
citronskal

Skræl den søde kartoffel og skær den i tern. Vend ternene i olie med salt, peber og chiliflager. Læg dem på et stykke bagepapir og bag dem i ovnen ved 240 grader i 10 minutter.

Skær halloumiosten i tern. Læg ostetern og mandler ved siden af kartoffelternene og bag igen 10 minutter.

Imens koges pasta. Tilføj spinat de sidste fem minutter. Når pastaen er kogt hældes vandet fra gennem en sigte. Vend pasta og spinat med flødeost.

Anret pastaen på en tallerken og fordel kartoffeltern, ostetern og mandler over. Server med dagens salat.

onsdag den 8. november 2017

Knækbrød med quinoaflager og chiafrø

Hjemmebagte knækbrød smager altid godt. Bedst er det selvfølgelig, når det lykkes at gøre dem sprøde og knasende. Jeg bruger som regel denne opskrift, men jeg kan godt finde på at ændre lidt på ingredienserne.

For nylig lavede jeg nedenstående udgave med bl.a chiafrø og quinoaflager og de blev rigtig gode. Så nu får I opskriften, som de blev lavet denne gang. De blev dejligt sprøde og med en rigtig god smag.





Knækbrød med quinoaflager og chiafrø
1 dl chiafrø
1 dl hørfrø
1 dl solsikkekerner
1 dl græskarkerner
1 dl quinoaflager
1 dl fuldkornsspeltmel
1 dl olie
1 dl vand
1 tsk bagepulver
1 tsk salt

Alle de tørre ingredienser blandes godt sammen. Rør olien og derefter vandet i. Dejen bliver noget klistret, men det skal den være.

Del dejen i to. Rul hver halvdel tyndt ud mellem to stykker bagepapir. Fjern det øverste stykke bagepapir og skær Men en kniv eller en pizzaskærer skæres dejen op i passende stykker.

Knækbrødene bages ved 180 grader i 15-20 minutter. Hold øje med at de ikke bliver for mørke.


søndag den 5. november 2017

Pizza med rødbeder, gedeost og tahin

”Kan man komme rødbeder på en pizza?” sagde en bekendt for nylig med forbavselse i stemmen. Og ja, selvfølgelig kan man det. Jeg vil tro, at langt de fleste grønsager kan bruges på en pizza, men det er selvfølgelig smag og behag. 

Her har rødbeden fået følgeskab af gedeost, de to ting matcher hinanden rigtig godt. Og så er der også smurt tahin på pizzaen. Pizzaen lavede jeg efter at have set denne opskrift hos www.juliekarla.dk. 





Pizza med rødbeder, gedeost og tahin
(2 personer)
Pizzadej:
1 dl lunkent vand
15 g gær
3 dl fuldkornsspeltmel
½ tsk salt
1 tsk olie
½ tsk sukker
Fyld:
rødbeder (ca. 400 g)
olie
salt, peber
½ - ¾ gederulle
tahin
sesamfrø
rucola

Først skal dejen laves. Rør gæren ud i lunkent vand og tilsæt olie. Bland salt, sukker og mel og rør det sammen med vandet lidt ad gangen til du får en god spændstig dej. Ælt dejen igennem, læg den i en skål og lad den hæve 1 time.

Mens dejen hæver gøres fyldet klar. Skræl rødbederne, skær dem i små tern og vend dem i olie, salt og peber. Bag dem i ovnen en halv time ved 200 grader.

Efter hævningen rulles pizzadejen ud. Smør tahin hen over dejen. Tilsæt evt. lidt olie til tahinen, så den bliver nemmere at smøre ud. Fordel de bagte rødbedetern samt tern af gedeost over pizzaen. Drys med sesamfrø.

Bag pizzaen ved 200 grader i 20 minutter. Inden serveringen kommes lidt rucola over.