søndag den 28. maj 2017

Lun salat med linser, blomkål og mango

Hvordan har du det med grønne linser? Selv har jeg det rigtig fint med dem. De har bl.a. den fordel, at de ikke skal stå i blød, før man kan bruge dem i modsætning til f.eks. kikærter. Og så har de masser af proteiner, hvilket jo er rigtig godt, når man ikke spiser så meget kød.

En god måde at spise linser på er i salater. Som i denne lune salat med blomkål, rødløg og mango.





Lun salat med linser, blomkål og mango
(2 personer)
1 dl grønne linser
½ blomkålshoved
1 rødløg
olivenolie
karry
gurkemeje
½-1 mango afhængig af størrelsen
en håndfuld cashewnødder
koriander
dressing:
1-2 spsk peanutbutter
citronsaft
karry
gurkemeje
salt, peber
vand

Start med at skylle blomkålen og del den derefter i små buketter. Skær rødløget ud i smalle både. Vend blomkålsbuketter og rødløg i en skål med olie, gurkemeje, karry og lidt salt. Læg derefter løg og blomkål på bagepapir på en bageplade og bag dem i ovnen ved 200 grader i ca. 25 minutter.

Kog de grønne linser. De skal helst ikke koge for meget ud, så giv dem 20-25 minutter. Skær mangoen i tern. Rør dressingen sammen af alle ingredienser. Rør til det bliver en fin glat dressing.

Vend blomkål og løg med linserne og kom blandingen i et fad. Hæld lidt dressing over og top med mangotern, cashewnødder og lidt hakket koriander. Servere resten af dressingen til sammen med godt brød.

torsdag den 25. maj 2017

Skøn salat med spinat, rabarber og blå ostedressing

I denne varme er salater bare sagen (Selvom jeg nu gerne spiser salater hele året). Og nu hvor rabarber er i sæson, skal det selvfølgelig være en salat med rabarber. 

Til opskriften skal man bruge råsyltede rabarber og hvis man ikke lige har sådan nogle på lager, ja så tager det et par dage før man kan få lavet sin salat. Rabarberne skal nemlig stå og trække i lagen et par dage, så bliver de bedst.

Opskriften har jeg fundet i bogen ”SalatTøsen” af Mette Løvbom. Hun har nogle virkelig lækre opskrifter på alle mulige salater. Du kan følge hende på hendes blog Salattøsen.


Man starter altså med at råsylte nogle rabarber og jeg fulgte Mettes opskrift fra bogen.

Råsyltede rabarber:
8 stænlger rabarber
1 dl vand
3 dl rørsukker
3 dl æblecidereddike

Snit rabarberne i små stykker på ca. ½ cm. Læg dem i et skoldet sylteglas. Kom vand, sukker og æblecidereddike i en gryde og varm det i en gryde til sukkeret er opløst. Hæld den varme lage over rabarberne. Lad rabarberne trække et par dage. Det er kun en mindre del af de råsyltede rabarber i denne portion, du skal bruge til salaten. Men så kan du bruge resten til andre salater eller sammen med ost.



Spinatsalat med rabarber og blå ost
(1 skål salat som på billedet)
1 bakke spinat
100 g mandler
3-4 spsk råsyltede rabarber
50 g blåskimmelost
3 dl cremefraiche 18%
evt. ½ tsk honing
salt, peber

Til salaten skyller og tørrer du spinaten og kommer den i en skål. Mandlerne hakkes groft og blandes i spinaten sammen med de råsyltede rabarber.

Dressingen laves ved at røre den blå ost ud i cremefraichen til den ikke klumper mere. Smag til med salt og peber og evt. en ½ teskefuld honning. Kom lidt af blåskimmeldressingen på salaten og servere resten til i en skål ved siden af.

tirsdag den 23. maj 2017

Pandemad med quinoa, aubergine, tomat og feta

Dagens ret er en dejlig sommerlig let grønsagsret med udgangspunkt i quinoa og aubergine. Det er mad der passer fint til det lune vejr, vi har i øjeblikket. Men det passer også fint til en mere kølig dag. Og dem er der jo som bekendt en del af i den danske sommer.

Opskriften er lavet med inspiration fra forskellige opskrifter på nettet.





Quinoa med aubergine, spinat og feta
(2 personer)
½ dl quinoa
1 aubergine
olivenolie
75 g frisk babyspinat
1 fed hvidløg
5 blommetomater
50 g feta

Skyl auberginen og skær den i små tern. Vend aubergineternene i olivenolie sammen med salt og peber. Beklæd en bageplade med bagepapir og bag aubergineternene i ovnen ved 200 grader i 20-25 minutter. Vend gerne aubergineternene undervejs. Kog quinoaen efter anvisningen på pakken.

Skær tomaterne over til 3 eller 4 dele, afhængig af størrelse. Skyl spinaten godt. Varm lidt olie på panden og vend spinaten sammen med finthakket hvidløg i olien, til spinaten falder sammen. Tilsæt tomatstykker og auberginetern sammen med quinoa og lidt salt og vend det hele rundt.

Når det hele er varmet igennem drysses feta over og så er retten klar til servering. Serveres med brød til, f.eks Naanbrød.

søndag den 21. maj 2017

Lækre rabarbermuffins med marcipan og hvid chokolade

Nu er det rabarbersæsonen over os for alvor og derfor skal der selvfølgelig rabarberkage på bordet/ bloggen.

Det blev til nogle rigtig gode muffins med både hvid chokolade, marcipan og crumble på toppen. De blev altså rigtig lækre.

Ideen til opskriften fik jeg fra Odense Marcipan. Men som så ofte før ændrede jeg på opskriften og lavede min egen version.






Rabarbermuffins med marcipan og hvid chokolade
18 muffins
150 g fintsnittede rabarber
40 g sukker
125 g smør
150 g sukker
100 g revet marcipan
1 spsk vaniljesukker
2 æg
2 dl cremefraiche 6% eller 9%
250 g hvedemel
2 tsk bagepulver
50 g grofthakket hvid chokolade
Topping:
75 g sukker
75 g fintsnittede rabarber
50 g havregryn
50 g smør

Start med at vende de fintsnittede rabarber med sukker og lad dem trække. 

Rør smør, sukker, marcipan og vaniljesukker blødt og cremet. Pis æggene i et ad gangen og pisk grundigt efter hvert æg. Rør cremefraiche, mel og bagepulver i dejen og vend til sidst rabarberstykkerne i. Fordel dejen i muffinsformene. Fordel den hakkede hvide chokolade på alle muffins.

Til toppingen blandes rabarber og sukker. Smørret smuldres i havregrynene og blandes med rabarber og sukker. Denne masse fordeles på toppen af kagerne.

Bag kagerne ved 180 grader i 25-30 minutter.

Hvis du ikke har lyst til muffins, kan du prøve en af disse kager i stedet:

fredag den 19. maj 2017

Godt tilbehør til kylling - pasta med squash, tomater og pesto

Bemærk at dette ikke er en opskrift med pasta af squash, men en opskrift med pasta og squash. Jeg må nemlig gerne spise gluten og dermed pasta lavet på mel. Jeg prøver at begrænse mit indtag af mad med gluten, men da jeg ikke har nogen problemer med at spise det, ser jeg ingen grund til at lade helt være.

Dagens opskrift er nem og enkel, lige hvad har brug for på en lun fredag aften i maj. Som sagt passer pastaretten fint til kylling, men du kan også bruge den som tilbehør til frikadeller, pølser, koteletter eller hvad du nu har lyst til.





Pasta med squash, tomater og pesto
(2 personer)
80-100 g pasta
olivenolie
1 rødløg
1 fed hvidløg
1 lille squash
250 g blommetomater
1-1½ dl fløde
1-2 spsk pesto
oregano
salt, peber

Hak rødløget fint. Skær squashen over på langs og derefter i skiver. Skær blommetomaterne i tre dele. Svits rødløgene i olie på en pande, til de blive bløde. Tilsæt presset hvidløg og vend rundt. Tilsæt squash og tomater sammen med oregano, salt og peber og lad det hele simre 10 minutter. 

Rør fløde og pesto sammen og tilsæt det til grønsagerne på panden sammen med den kogte pasta. Varm det hele igennem og server det sammen med stegt kylling.

onsdag den 17. maj 2017

Lækker curry med broccoli og cashewnødder

Dem der følger min blog vil vide, at jeg er ret glad for curry-retter. Der er rigtig mange muligheder for variationer både med grønsager og krydderier.

Måske synes du, at listen over ingredienser til denne opskrift ser lidt lang ud. Det er den også, men meget af det er krydderier. Man skal også have gang i en hel del gryder til kogning af det ene og det andet. Men jeg synes bestemt, at det var arbejdet (også med opvasken) værd, da det blev en rigtig dejlig curry.





Curry med broccoli og cashewnødder
(2 personer)
½ broccoli
200 g kokosmælk (½ dåse)
50 g cashewnødder, usaltede
200 g dåsetomater (½ dåse)
30 g skyr
olivenolie
½ løg eller 1 bundtløg
1 fed hvidløg
revet ingefær
karry
Garam Masala
karrypasta
gurkemeje
cayennepeber
koriander
3 æg

Del broccolien i mindre buketter og giv dem et opkog i letsaltet vand. Blend cashewnødderne (gem lidt til pynt) sammen med kokosmælk, dåsetomater og skyr. Kog æggene.

Svits løgene i en gryde til de bliver bløde. Tilsæt hvidløg og ingefær og lad dem svitse med et par minutter. Tilsæt krydderierne og karrypastaen og varm det hele igennem. Hæld kokostomatmassen i gryden og bring det i kog. Tilsæt broccolien og varm det igennem.

Server ris til din curry sammen med æg. Drys med cashewnødder og koriander.

mandag den 15. maj 2017

Dejlig grønkålssalat med kerner og tahindressing - kan også spises på en forårsdag

Hvor er det dejligt med lidt varme og solskin. Og de nye friske forårsgrønsager er efterhånden kommet i gang, det er bare dejligt.

Alligevel kan der stadig godt dukke en mere vinteragtig ting op i kassen fra Aarstiderne. Som f.eks. grønkål. Men på den anden side set – man kan jo sagtens nyde en god grønkålssalat, også i maj måned.

Så her kommer opskriften på en rigtig dejlig grønkålssalat, som jeg har fundet på Stinnas blog. Jeg var løbet tør for bulgur, så jeg brugte speltkerner i stedet. Men ellers fulgte jeg opskriften.

Hvis du ligesom jeg er vild med gode vegetarretter, så kan jeg varmt anbefale Stinnas side. Hun har mange gode opskrifter.






Grønkålssalat med kerner og tahindressing – min version
(2 personer)
1 dl speltkerner
4 stængler grønkål (ca. 150 g)
½ rødløg
1 dåse kikærter
granatæblekerner
1 avocado
mynte
persille
2 spsk tahin
4 spsk vand
1 spsk citronsaft
¼ task kanel
Salt
1 fed presset hvidløg
ristede solsikkekerner

Kog spelten efter anvisningen på pakken. Skyl grønkålsbladene og hak dem ret fint. Kom grønkålen i en skål. Hak løget fint og tilsæt det til salaten sammen med kikærter, finthakket mynte og persille.


Til dressingen røres tahin med vand, citronsaft, hvidløg, salt og kanel. Vend kerner og dressingen i salaten. Top salaten med granatæblekerner og avocadotern. 

Salaten kan sagtens bruges som tilbehør til dit grillede kød. Eller du kan spise den som hovedret med brød til.

torsdag den 11. maj 2017

Paté med spinat og blomkål

Jeg kan godt lide ideen med grønsagspatéer. Dels får man brugt nogle gode grønsager, dels er der mad til flere dage. Også til madpakken. Så det er noget jeg laver ind imellem.

Men sommetider driller de og blive alt for løse og svære at skære skiver af. Andre gange bliver de rigtig gode og faste og så kan man skære rigtig fine skiver af dem.

Denne gang var en af de gode gange, for ud af denne opskrift kom der en rigtig lækker paté som både smagte godt og som var så fast, at man kunne skære de fineste skiver.






Paté med spinat og blomkål
(3 personer)
150 g frossen spinat
200 g blomkål
3 æg
100 g hytteost
50 g revet ost
½ dl mælk
1 spsk pesto
2 soltørrede tomater
salt, peber

Lad spinaten tø op og pres så meget væde ud, som muligt. Blomkålen deles i små buketter og koges i letsaltet vand i ca. 20 minutter. Afdryppes.

Så kommes de tre æg i en skål og piskes sammen med hytteost og mælk. Hak de soltørrede tomater i små stykker og pisk dem i æggemassen sammen med spinat og pesto. Til sidst piskes de kogte blomkål i.

Kom bagepapir i en bageform, det gør det nemmere at få patéen ud, når den er færdigbagt. Du kan
evt.  pensle papiret med olie. Hæld grønsagsæggemassen i bageformen. Bag den i ovnen ved 200 grader i 30-45 minutter til æggemassen er stivnet. 

Serveres med dagens salat.

mandag den 8. maj 2017

Ravioli med gulerødder, grønkål og løg

Nogle gange er det enkle og hurtige det bedste. 

Her har jeg valgt at blande ravioli med grønkål, gulerødder og løg. Jeg synes, at ravioli er en dejlig måde at få pasta på. Men det skal være nogle gode ravioli med god smag. Disse er nogle store lækre nogle med fyld af ricotta og spinat.





Ravioli med gulerødder, grønkål og løg
(1 person)
1 stk bundtløg
olivenolie
1 gulerod
100 g grønkål (frossen og optøet)
½ dl fløde
½ dl bouillon
salt, peber
1 spsk tomatpuré
100 g ravioli 
parmesanost

Snit bundtløget fint. Skær guleroden i tynde skiver. Varm lidt olie i en gryde. Tilsæt snittet bundtløg og lad dem svitse, til de bliver bløde. Tilsæt gulerodsskiver og lad dem svitse 5-10 minutter. Kog imens raviolien efter anvisningen på pakken. Tilsæt grønkål til grønsagerne samt fløde og bouillon og varm det hele igennem. Smag til med salt og peber og tomatpure. Vend forsigtigt de kogte ravioli i grønsagerne og server dem med revet parmesanost.

lørdag den 6. maj 2017

Lækker saftig brownie med peanuts

Denne lækre brownie lavede jeg, da jeg skulle besøge mine forældre i deres sommerhus sidste weekend. Dengang var vejret stadig ret køligt, så en god solid kage med masser af chokolade måtte lige være sagen.

Jeg fandt en rigtig god opskrift hos Loui & Bearnaisen.Jeg fulgte opskriften og det kom der en virkelig lækker saftig brownie ud af. 





Lækker saftig brownie med peanuts
150 g mørk chokolade
125 g usaltet smør
4 spsk crunchy peanutbutter
150 g sukker
2 æg
3 spsk kakaopulver
1 tsk vaniljesukker
90 g hvedemel
100 g saltede peanuts
50 g hakket mørk chokolade

Kom smør, chokolade og penautbutter i en lille gryde. Smelt det ved svag varme, rør i det ind imellem så det ikke brænder på. Når det er smeltet, tages gryden af varmen og chokolademassen afkøles.

Kom æg og sukker i en skål og pisk det skummende og luftigt. I anden skål blandes kakaopulver, vaniljesukker og hvedemel. Vend forsigtigt den smeltede chokolade i æggene. Sigt melblandingen i og vend det forsigt rundt, til der ingen klumper er. Tilsæt peanuts og hakket chokolade.

Beklæd en form på 20x30 cm med bagepapir. Hæld forsigtigt dejen i og glat den ud. Bages ved 175 grader i 15-18 minutter. Den må endelig ikke få for meget. Lad kagen afkøle på en rist.

Når brownien er afkølet, skæres den i mindre stykker. Kagen smager bedst når den har sat sig, så kom kagestykkerne i en lufttæt beholder og opbevar dem i køleskabet til næste dag.

torsdag den 4. maj 2017

Tomater med pak choy og kikærter

Ind imellem får jeg en pak choy i kassen fra Aarstiderne. Den er god til at svitse på panden sammen med andre grønsager. Denne gang fik den selskab af tomater og kikærter, fordi det var det jeg havde på lager. Måske en lidt sjov blanding, som det jo nogle gange bliver, når man bruger sine rester.

Kombinationen endte nu slet ikke med at være så dum, det blev faktisk et dejligt let grønsagsmåltid.




  
Tomater med pak choy og kikærter
(1 person)
250 g friske tomater
olivenolie
½ løg
1 dl bouillon
spidskommen
salt
evt. soltørret tomat
100 g pak choy
100 g kikærter (kogte eller på dåse)
25 g salatost

Tomaterne skylles og kommes i kogende vand. Lad dem koge til de begynder at revne. Hæld tomaterne i en sigte og hæld koldt vand på. Fjern skindet og skær tomaterne ud i små stykker. Hak løget og svits det i lidt olivenolie i en gryde. Tilsæt tomaterne og bouillon og lad det småsimre en halv times tid.  Efter 20 minutter smages tomatsovsen til med spidskommen og salt. Hvis dine tomater har været vintertomater uden så meget smag, kan du evt. tilføje en finthakket soltørret tomat, for at give lidt mere dybde til tomatsmagen. 

Skyl pak choyen. Skær stænglen i mindre stykker og bladene i lidt større stykker.  Kom de hakkede Pak choy-stængler i tomatsovsen og lad dem simre med de sidste 10 minutter. Og kom pak choy-bladene og kikærterne i de sidste fem minutter, så de kan blive varmet igennem.


Ved serveringen drysses  smuldret salatost over. Som tilbehør havde jeg taget en tortillapandekage, som jeg havde skåret ud i trekanter og penslet med lidt olie. Derefter blev de varmet på grillpanden.

mandag den 1. maj 2017

Sellerifad med quinoa og citron

Hvis du ikke kan lide selleri, og her taler vi både om rodselleri og bladselleri, så kan du nu gøre en af to ting: Enten kan du sige – bvadr – selleri er bare ikke mig og så kan du gå videre til at se på nogle af mine andre opskrifter, som ikke indeholder selleri. Eller du kan tænke – hmm, selleri plejer jeg ikke at være så vild med, men måske skulle jeg give det en chance. Og så overveje at prøve nedenstående opskrift.

Selv synes jeg, at det blev en rigtig god selleriret, hvor sellerismagen ikke blev for dominerende og endte med at gå op i en større enhed af smagsindtryk. Så prøv den, hvis du tør.





Sellerifad med quinoa og citron
(2-3 personer)
½ dl quinoa
30 g smør
1 lille rødløg
4 stilke bladselleri
250 g rodselleri – efter at skrællen er blevet skåret af
1/2 citron
persille
tørret timian
tørret salvie
tørret chili
salt, peber
2 dl bouillon
1 dl fløde
75 g brød
evt. lidt revet parmesan

Start med at koge quinoaen efter anvisningen på pakken. Hak rødløget fint. Skyl bladsellerien og skær dem i tynde stykker. Smelt 20 g smør på panden og svits løg og bladselleri heri ca. 10 minutter.
Imens skæres rodsellerien i små tern og persillen hakkes. Efter 10 minutter tilsættes rodselleri og salt. Lad det hele småsimre 10 minutter mere. Tilsæt derefter bouillon, fløde, timian, salvie, chili, revet citronskal og saft. Lad det simre yderligere 5 minutter.


Smør et ildfast fad og hæld grønsagsblandingen i. Skær brødet ud i små tern og drys dem udover selleriblandingen. Bag fadet i ovnen ved 175 grader i 25-30 minutter til brødet på toppen er blevet sprødt. Tag fadet ud af ovnen og drys evt. lidt revet parmesanost over.