fredag den 31. december 2010

Lun salat med kartofler og spinat

Året sidste opskrift bliver denne lune hverdagssalat, som kan bruges som tilbehør til kød eller grønne retter. Som man kan se på billedet, fik vi pølser og tomater til. Opskriften er fra Spis Bedre nr. 11, 2008. Jeg lavede lidt om, da jeg brugt frossen spinat i stedet for frisk spinat. Men det tror jeg nu ikke, at den blev ringere af.



Lun salat med kartofler og spinat
(2 personer)
300 g kartofler
chilipulver efter smag
paprika efter smag
salt
½ løg
olivenolie
150 g frossen spinat
6 oliven – gerne sorte, men andre slags kan også bruges
50 g fetaost

Sæt ovnen på 225 grader. Skræl kartoflerne, eller brug dem med skræl, skær dem i tern og bland dem med salt, paprika, chilipulver og olie. Bred kartoflerne ud i et ovnfast fad og steg kartoflerne midt i ovnen, ca. 20 minutter eller mere. Det er i hvert fald min erfaring med min ovn, at kartofler altid skal have længere tid i ovnen end der står i opskriften. Denne gang blev det så til 40 minutter. Pil løget, hak det fint og steg det i lidt olie. Tilsæt spinaten og varm det igennem inden de varme kartofler tilsættes sammen med oliven og til sidst smuldres fetaosten over.


Godt nytår til alle læsere af min blog.

onsdag den 29. december 2010

Boganmeldelse: Østen for solen


Boganmeldelse af Julia Gregson: Østen for solen

Bogen er udkommet på forlaget Lindhardt og Ringhof.
Du kan se mere om bogen her

I denne roman følger man tre unge engelske kvinders rejse til Indien i slutningen af 1920’erne. Rose er en smuk unge pige, der skal giftes med officeren Jack, hvis regiment befinder sig i Indien. De har kun mødt hinanden nogle få gange i England og kender ikke hinanden særlig godt. Alligevel har Jack friet og Rose har sagt ja. Med sig har Rose sin barndomsveninde og kommende brudepige Victoria, kaldet Tor. Tor har ikke et særlig godt forhold til sin mor og glæder sig til at komme ud og opleve verden på egen hånd. Moren på sin side håber at datteren endelig finder en passende ægtemand i Indien. De to unge kvinder rejser sammen med den lidt ældre Viva, som er blevet ansat af familierne til at passe på de unge kvinder. Viva er født og opvokset i Indien, men mistede sine forældre som barn og måtte rejse til England, for at bo hos forskellige familiemedlemmer. Men nu er hun på vej tilbage, dels for igen at opleve Indien, dels for at få ordnet nogle uafsluttede sager bl.a. afhentning af en kuffert forældrene har efterladt. Foruden at være chaperone for de to unge kvinder, har Viva også sagt ja til at holde øje med Guy Clover, en stor og temmelig vanskelig dreng, der er på vej hjem til sine forældre i Indien.

De tre kvinder ankommer til Indien og man følger deres liv der et stykke tid. Rose bliver gift med Jack, men har ikke noget nemt ægteskab. Tor bor hos en engelsk dame og lever livet, indtil hun bliver uvenner med damen. Og Viva, som har en drøm om at blive forfatter, får arbejde på et børnehjem. Bag det hele ulmer oprøret mod det engelske kolonistyre.

Selvom historien lyder lidt triviel, synes jeg faktisk den var god og var ret grebet af den. Det er spændende at følge de tre kvinders liv og udvikling på rejsen og i deres første tid i Indien. Samtidig får man et godt tidsbillede af Indien i den sidste tid af kolonimagtens styre.



mandag den 27. december 2010

Orientalsk skinkegryde

Julen er forbi, i hvert fald hjemme hos mig. Nisser, pynt og Georg Jensen-lysholdere er pakket i julekassen. Det eneste af julen der er tilbage, er den konfekt, vi ikke fik spist. Vi blev nemlig kun seks juleaften og i dagene efter, vi skulle have været ni. Sådan er det når vintervejret dækket landet fra øst til vest med sne og is.
Og her følger så en ikke juleagtig opskrift på en dejlig skinkegryde. Opskriften fandt jeg på: www.viskalspise.dk. Der står ikke noget om, at der skal serveres ris til, men Datteren syntes, det manglede. Og ris havde også passet rigtig godt til. Men jeg synes nu også, at den var god uden, især med en stor portion salat til.


Orientalsk skinkegryde
(2 personer)
200 g skinkestrimler af yderlår
1 tsk olivenolie
1 løg
½ rød peberfrugt
½ blomkålshoved
1 tsk karry
1-1½ dl bouillon
1 spsk majsstivelse
1 dl minimælk
kokosmel
jordnødder
Hak løgene, skær peberfrugten i tern og del blomkålen i små buketter. Opvarm olien på en pande. Svits grønsagerne under konstant omrøring i ca. 5 minutter. Tilsæt kødet og lad det svitse med et par minutter. Krydr med karry og salt. Tilsæt bouillon og lad det koge op. Rør majsstivelsen ud i mælken og jævn sovsen. Lad den koge op. Som tilbehør kan man have en skål med kokosmel og en med jordnødder. Dertil salat som denne dag kom til at bestå af: icebergsalat, finthakket grønkål, ananas og agurk. Dertil en dressing af mager cremefraiche med ananassaft, salt og peber.

torsdag den 23. december 2010

Julebiscotti og God Jul

Hermed det sidste indlæg inden julen. På falderebet fik jeg lige bagt en stak julebiscotti til at tage med ned til min søster i morgen. Jeg har taget udgangspunkt i en opskrift fra TV2, man kan se den her Jeg har dog tilføjet visse ændringer. Som at bruge dadler i stedet for rosiner og tilføre dejen hakket mørk chokolade med appelsin.


Julebiscotti
(ca. 30-40 stk)
125 g hvedemel
125 g durummel
2 tsk stødt kanel
½ tsk stødt kardemomme
150 g rørsukker
75 g hakkede dadler
75 g grofthakkede mandler
50 g mørk chokolade med appelsinsmag
2 store æg
2 spsk olie
1 æg til pensling

Kom de to slags mel i en skål sammen med kanel, kardemomme, rørsukker, dadler, chokolade og mandler. Rør æggene i et ad gangen og saml dejen med olien. Når dejen kan æltes, uden at den hænger i fingrene, deles den i 3-4 stykker, som rulles til pølser. Her fik jeg vidst glattet pølserne lidt for meget ud, men det er også et spørgsmål om, hvor store man vil have sine biscotti. Dejen lægges på en bageplade beklædt med bagepapir. Pensl med sammenpisket æg og bag stængerne ved 175 grader i 20. min. Afkøl stængerne en smule, før de skæres med i en skarp kniv i 1 cm skrå skiver. Læg kagerne tæt på bagepladen og tør dem midt i ovnen ved 150 grader i 20-30 min.

I morgen drager Datteren og jeg samt biscotti og en masse konfekt til familiejul i Sønderjylland, om DSB og vejret vil.

Rigtig god jul til alle mine læsere.

onsdag den 22. december 2010

Pureret grønsagssuppe

I søndags var det jo Store Konfekt Dag og oven på sådan en dag, hvor man har stået med hænderne i marcipan, chokolade, nødder og andre lækre ting i mange timer, trænger man til noget sundt at spise. Valget faldt på en pureret grønsagssuppe. Så kunne jeg lige få brugt en rest gulerødder og kartofler.


Pureret grønsagssuppe
(4 personer – eller 2 personer 2 dage)
800 g blandede grønsager – jeg brugte kartofler, gulerødder og porrer
1 spsk olie
1 tsk gurkemeje
1 l grønsagsbouillon
tørret salvie
1 spsk sennep
1 spsk citronsaft
2 spsk flødeost
salt, peber
80 g filet
Kartofler og gulerødder skæres i tern, porren i ringe. Grønsagerne svitses i lidt olie i en gryde under omrøring. Drys gurkemeje over og spæd med grønsagsbouillon. Tilsæt salvie og lad suppen snurre under låg til grønsagerne er møre, ca. 20 minutter. Tilsæt sennep og citron og lad det snurre lidt med inden suppen blendes. Til sidst tilsættes flødeost og suppen smages til med salt og peber. Fileten skæres ud i strimler, der steges på en varm pande uden fedtstof. Drysses over suppen ved serveringen. Bacon- eller skinketern kan også bruges. Synes man suppen bliver for tyk, fortyndes den med lidt vand.

mandag den 20. december 2010

Julens konfekt 2010

I går var det Store Konfekt Dag hjemme hos Datteren og jeg. Vi skal holde jul sammen med min familie hos min søster og vi skal have konfekt med. Så det var bare med at komme i gang med marcipan, mørk og lys chokolade, nødder af diverse slags, tørrede frugter og meget andet godt. Sådan en dag med meget chokolade der skal smeltes, bliver man rigtig glad for sin mikrobølgeovn. På billedet ses de fem forskellige slags jeg fik lavet i år. Prøvesmagningen i aftes siger god for alle slags, men jeg tror førsteprisen går til nougatbruddene. Blandingen af den fede bløde nougat, den mørke lidt bitre chokolade og de tørrede frugter er mums.


Panforte (Tillæg til Spis Bedre nr. 12 2010 – min version):
(25 stk)
100 g marcipan
1 dl mandler
1 dl blandede nødder (f.eks. hasselnødder, cashewnødder, paranødder, valnødder)
11/4 dl abrikoser i små tern
1½ dl hvedemel
1 tsk kakao
2 spsk lyst muscovadosukker
¼ dl sirup
1½ dl flormelis
100 g mørk chokolade
glasur: 100 g mørk chokolade
Sæt ovnen på 150 grader. Riv marcipanen fint. Hak mandler og nødder. Bland marcipan, mandler, nødder, abrikoser, hvedemel, kakao og muscovadosukker i en skål. Bring sirup og flormelis i kog og rør det med de tørre ingredienser. Smelt chokoladen og bland den i dejen. Ælt dejen til en fast dej (Det med æltningen gik ikke så godt. Jeg endte med bare at trykke dejen hårdt ned i formen og det fungerede fint). Læg bagepapir i bunden af en ovnfast form, ca. 24x24 cm og tryk massen ud i formen. Bag i den nederste del af ovnen i ca. 25. minutter. Lad afkøle. Smelt chokoladen og smør det hen over, når kagen er blevet kold.

Nougatbrud (Spis Bedre nr. 12 2010 – min version)
(20 stk)
200 blød nougat
100 g tørrede bær f.eks. blåbær, tranebær og abrikos
100 g mørk chokolade
Rør nougaten blød og vend frugten i. Ifølge opskriften skal man beklæde en lille form med folie og lave konfektmassen deri. Jeg brugte i stedet et stykke bagepapir lagt på en fast plade (i mit tilfælde en bakke) og det fungerede fint. Halvdelen af chokoladen smeltes og smøres ud på folien eller bagepapiret. Når chokoladen næsten er smeltet smøres nougatblandingen ud over og overfladen glattes med en ske. Sæt den i køleskabet til nougaten er fast. Overtræk nougaten med resten af chokoladen og sæt den i køleskabet til chokoladen er stivnet. Skæres til sidst i små firkanter med en skarp kniv.

Abrikoskugler (Opskriften er fra Politikens julekonfekt):
(ca. 25 stk)
6-8 tørrede abrikoser
ca. 2 spsk portvin
200 g marcipan
50 g hakkede valnødder
mørk overtrækschokolade
Hak abrikoserne fint, evt. på blender. Hæld portvin over, dæk til og lad dem trække køligt i 1 døgn. Ælt marcipanen med abrikoserne og valnødder. Form dem til kugler og tril dem i smeltet chokolade. Pynt med et lille stykke abrikos.

Konfekt med kaffe og hvid chokolade:
Piskerisets opskrift, du kan se opskriften her

Dadler med kokos, citron og hvid chokolade:
Piskerisets opskrift, du kan opskriften her

søndag den 19. december 2010

Nudler med chili og kylling

Der har ikke været tid til så mange nye opskrifter denne uge. Men i går aftes fik jeg afprøvet nedenstående hurtige og nemme opskrift på nudler med chili og kylling fra Spis Bedre, nr. 11-2008. Som tilbehør havde jeg lavet en grønkålssalat med bl.a. kakifrugt. Da jeg var inde i byen om formiddagen, var jeg forbi et marked og kunne ikke stå for den friske grønkål, så den måtte jeg have noget af. Senere faldt jeg så over kakifrugterne (eller sharonfrugter), som jeg ikke har prøvet før.. De har en sød mild smag og en flot orange farve. Så de røg i grønkålssalaten.


Nudler med chili og kylling (min version)
(2 personer)
ca. 100 g nudler
200 g kyllingebryst
½ rød og ½ gul peber
1 rød chili
den grønne top af en stor porre
1½ spsk olie
1 dl grofthakkede cashewnødder
1 spsk fiskesauce
2 spsk soyasauce
1½ spsk citronsaft
1 tsk stødt koriander (da jeg ikke havde frisk koriander)

Kog nudlerne efter anvisningen på pakken og lad dem dryppe af. Skær kyllingen i strimler. Skær peberfrugt og chili i små tern. Skær porretoppen i smalle strimler. Ifølge opskriften skulle man bruge forårsløg, men porren passede fint. Varm olien i en wok eller stor stegepande. Woksteg kyllingen under omrøring, ca. 3 min. Tilsæt nødderne og stødt koriander og steg yderligere 2-3 min. Tilsæt fiskesaucen og rør rundt. Læg kyllinger og nødder over på et fad. Lynsteg grønsagerne i resten af olien 3-4 min. Tilsæt kylling, nødder og nudler. Smag til med citronsaft og soyasauce, evt. sukker.

Dagens salat kom til at bestå af: Finthakket grønkål, groftrevne gulerødder og kakifrugt skåret ud i små tern blandet sammen med en dressing lavet af citronolie blandet med en mager cremefraiche og lidt salt og peber.

På den måde blev måltidet en slags ”Østen (wokretten) møder Norden (grønkålssalaten).”

torsdag den 16. december 2010

Drømmekage med æble og kaneldrys

Det er ikke så tit jeg bager kager. Ikke fordi jeg ikke kan lide kager, jeg holder meget af kager :-) Og netop derfor bager jeg dem ikke så tit, for det er alt for fristende. Meget af tiden er vi kun to, der skal spise en hel kage og det er jo ikke så godt. Jeg kunne jo fryse noget af det ned, men min fryser er ikke så stor, faktisk alt for lille, så der er ikke plads til at fryse så meget ned. Men sidste weekenden var Den Glade Murer på besøg og så syntes jeg, at det var på tide med en kage. Valget faldt på en kage fra Magasinet Mad! nr. 10, 2010.


Drømmekage med æble og kaneldrys (min version)
125 g smør
200 g sukker
3 æg
150 g hvedemel
1 tsk bagepulver
1 tsk vaniljesukker
1 dl mælk
3 æbler
100 g havregryn
4 spsk kanel
100 g brun farin
90 g koldt smør

Smør en bageform eller en springform (24 cm i diameter) eller beklæd formen med bagepapir og smør bagepapiret. Smelt smørret, pisk smør og sukker sammen i en skål. Tilsæt æggene et ad gangen og pisk dejen jævn. Bland hvedemel, bagepulver og vaniljesukker, sigt det i dejen og rør rundt med en ske. Rør mælken i dejen til sidst. Hæld dejen i bageformen. Skræl æblerne (hvis du synes, man kan også sagtens bruge dem med skræl) og skær dem i tynde både, der trykkes ned i dejen. Så laves kaneldrysset. Ifølge opskriften skulle man bruge 150 g hvedemel, men jeg valgte i stedet for 100 g grovvalsede havregryn, da jeg gerne ville have noget der var lidt mere groft. Havregrynene blandes med kanel og farin i en skål. Skær smørret i små tern og smuldr dem med fingrene i dejen. Fordel kaneldrysset jævnt over dejen. Bag kagen i ovnen ved 200 grader i 40 minutter. En dejlig kage med smag af æble og farin.

mandag den 13. december 2010

Græske frikadeller med gulerodstzatziki

Frikadeller kan jo laves på rigtig mange måder, det er kun fantasien der sætter grænser. Jeg har tidligere blogget en opskrift på frikadeller med nødder og æble, den kan ses her. Denne gang er mine frikadeller græsk inspireret og oplægget til opskriften er endnu engang fra kogebogen ”Spis maven flad” af Charlotte Hartvig og Majbritt L. Engell. Egentlig skulle det have været græske bøffer, men den fars jeg havde taget op af fryseren som oksefars, viste sig at være flæskefars i stedet. Og vupti blev det frikadeller i stedet for bøffer. Frikadellerne blev rigtig lækre og smagfulde, så det gjorde ikke det mindste. Gulerodstzatzikien var også det rene mums efter min smag.


Græske frikadeller med gulerodstzatziki (min version)
Frikadeller:
(2 personer)
250-300 g flæskefars
½ løg
1 fed hvidløg
25 g fetaost
50 grofthakkede grønne oliven
1 spsk olie
rosmarin
chiliflager
lidt limesaft
salt og peber
Gulerodstzatziki:

(2 personer)
200 g gulerødder
½ æble
¼-½ rød peberfrugt
½ fed hvidløg
100 g fromage frais
50 g hytteost
karry
chili
spidskommen
saften fra ½ lime
1 spsk soja
½ spsk balsamico
salt, peber
½ bdt. persille
15 g mandler

Pil og hak løget fint. Pres hvidløget og rør det med kødet. Tilsæt salt og smuldr fetaen i. Tilsæt de resterende ingredienser. Farsen formes til frikadeller, som steges på en pande. Til tzatzikien skrælles gulerødderne og derefter rives de groft sammen med æblet. Peberfrugten skæres i små tern. Hvidløget presses, persillen og mandlerne hakkes. Det hele blandes sammen og pyntes til sidst med lidt hakkede mandler. Lækker, farverig mad uden ret mange kulhydrater.

lørdag den 11. december 2010

Boganmeldelse: Ud og stjæle heste


Anmeldelse af Per Petterson: Ud og stjæle heste

Bogen er udkommet på forlaget Batzer & Co. Du kan læse mere her

En gribende historie om forholdet mellem drengen Trond og hans far. Handlingen foregår i to forskellige perioder. I nutiden hvor drengen er blevet en mand på 67 der, efter at have mistet sin kone, vælger at flytte ud for sig selv i en gammel hytte sammen med sin hund for at leve et enkelt og ukompliceret liv. Men stilheden og en nabo, som viser sig at være en kending fra gamle dage, bringer fortiden tilbage. Fortiden er sommeren 1948, hvor den dengang 15-årige Trond sammen med sin far tilbringer sommeren i en sæterhytte i det nordlige Norge tæt på grænsen til Sverige. Denne sommer kommer Trond tættere på sin far end han nogensinde har været før, bl.a. får den unge Trond indblik i nogle af farens hemmeligheder fra krigens tid.

Bogen indeholder en masse smukke naturbeskrivelser så man næsten kan se, lugte og høre naturen. Tempoet er roligt bortset fra at forfatteren sparer utrolig meget på sine kommaer og det gør at man som læser bliver lidt forpustet ind imellem. En god bog om forholdet mellem fædre og sønner, om livet på landet i Norge i gamle dage, om krig og om at foretage nogle vigtige valg i sit liv.

onsdag den 8. december 2010

Broccolisalat med pasta og røget filet

At bruge røget filet, som normalt bruges som pålæg, på samme måde som man bruger bacon eller skinke, var ikke en mulighed jeg havde tænkt på. Ikke før jeg så opskriften på denne pastasalat fra kogebogen ”Spis maven flad” af Charlotte Hartvig og Majbritt L. Engell. Det er i øvrigt en kogebog med mange spændende opskrifter: Dog indeholder mange af deres opskrifter ret mange ingredienser og jeg kan godt lide, at der ikke er alt for mange ingredienser i en ret. Det bliver hurtigt lidt dyrt plus at man står med nogle produkter, man skal have brugt. Men heldigvis kan man jo tilpasse opskriften efter egne ønsker og muligheder.

På billedet er dressingen ikke kommet i endnu

Broccolisalat med pasta og røget filet (min version)
(2 personer)
80 g røget filet
100 g fuldkornspasta
1 broccoli
1 rød peberfrugt
1 æble
40 hasselnødder
200 g hytteost
2 spsk valnøddeolie
1 spsk balsamico
1 stor tsk sennep
saften fra 1 lime
salt, peber

Rist skiver af røget filet på begge sider på en tør pande, så de bliver sprøde. Kog pastaen i rigeligt vand. Del broccolien i fine buketter, hak stokken meget fint. Skær peberfrugt og æble i tern, hak nødderne. Bland dressingen sammen med de øvrige ingredienser. Groft brød kan serveres til eller man kan bruge retten som tilbehør til kød.

mandag den 6. december 2010

Varm spinatsalat

Jeg elsker jo grønsager – pga. deres smag, deres farver og deres muligheder i madlavningen. Og så er de også sunde. Så ideer til nyt grønsagstilbehør er altid velkomment. I kogebogen ”Spis maven flad” af Charlotte Hartvig og Majbritt L. Engell fandt jeg nedenstående opskrift på en varm spinatsalat. Måske ser den lidt snasket ud på billedet, men den smagte godt.


 Varm spinatsalat med tomat og feta (min version)
(2 personer)
300 g frossent spinat
1 rødløg1 fed hvidløg
1 spsk soja
2 spsk olie med citronsmag
3 tomater
2 spsk kapers
½ tsk spidskommen
salt, peber
50 g feta
40 g hakkede nødder

Det er bedst hvis spinaten er tøet lidt op, inden den bruges, så der kan presses lidt væde ud af den. Skal det gå hurtigt, kan man ligge den frosne spinat i en sigte over en gryde med kogende vand, så tør det hurtigt. Løg og hvidløg hakkes og ristes svagt i soja og olie i 1-2 minutter på en pande. Tomaterne skæres i små tern. Spinat, tomat og kapers tilføjes og ristes på panden. Smag til med salt, peber og spidskommen. Serveres med knust feta og hakkede nødder.






lørdag den 4. december 2010

Pasta med champignonsovs

Startede mit nye vikariat det ”gamle” sted onsdag, dejligt at komme tilbage. Men med tre dage hvor jeg er kommet sent hjem, har der ikke været tid og overskud til det helt store i køkkenet. I får dog lige en hurtig vegetarret med pasta og champignon. Den stammer fra en gammel opskrift jeg en gang har fundet i et ugeblad. Allerede som ung elskede jeg at klippe opskrifter ud fra ugeblade og mange af dem har jeg fået sat ind i en mappe. Og resten ligger i en kasse, som kan være meget inspirerende at kigge i en gang imellem når man mangler ideer.


Pasta med champignonsovs
(2 personer)
150 g pasta eller spaghetti
1 lille løg
1 lille fed hvidløg
150 g champignon
½ dl hakket persille
1 dl cremefraiche eller lignende mejeriprodukt
olie
salt, peber

Pastaen eller spaghettien koges som man plejer. Imens laves champignonsovsen. Løg og hvidløg hakkes fint, champignon renses og skæres i skiver og svitses sammen med løgene i lidt olie uden at tage farve. Persillen svitses med et øjeblik og cremefraichen tilsættes til sidst. Sovsen smages til med salt og peber og serveres til pastaen/spaghettien. Og så fik vi en meget enkel salat af strimlet salatblade samt rød peberfrugt og agurk i små tern. Nem, hurtig og billig mad.

torsdag den 2. december 2010

Boganmeldelse: Kleopatras kam


Anmeldelse af Maria Ernestam: Kleopatras kam

Bogen er udkommet på forlaget Peoples Press. Du kan se mere her

Jeg havde tidligere læst Maria Ernestams roman ”Hundens ører”, som jeg var ret begejstret for så en ny bog af samme forfatter, blev jeg jo nødt til at kaste mig over. Og jeg må sige med det samme, at den nye roman efter min mening langt fra var lige så god som ”Hundens ører”.

Når det er sagt, så er det stadig en spændende bog at læse. Forfatteren forstår virkelig at snøre læseren. Lige som man tror, at nu har man fattet sammenhængen, så viser det sig at hænge sammen på en helt anden måde. Der var op til flere overraskelser undervejs, som jeg ikke havde set komme.

Bogen handler om tre gode gamle venner – Anna, Mari og Frederik – der beslutter at starte et firma sammen. Da de tilsammen har en masse forskellige kompetencer, beslutter de sig for et forretningskoncept, der går ud på at løse alle mulige forskellige problemer for folk. Det kan dreje sig om hjælp til selvangivelsen, hjælp til indretning af spisestuen, hjælp til tilberedning af mad til en større fest osv. Undervejs viser det sig, at de tre venner slet ikke kender hinanden så godt, som de tror. Og da de en dag for besøg af en ældre forsagt kvinde med et usædvanligt problem, som hun gerne betaler rundhåndet for at få løst, sætter det gang i begivenheder, der ændrer livet for dem alle tre.

tirsdag den 30. november 2010

Cremet porre-citronsuppe med kylling

Vintervejr er suppevejr og dagens suppe blev lavet efter en opskrift i Kille Enna’s kogebog ”Smag – økologi året rundt en kogebog med portrætter”. Det er ikke en hurtig suppe at lave, til gengæld får den en ret flot grøn farve og en lidt speciel ,men god, smag. Godt med noget chili her i den kolde tid! Opskriften er som jeg lavede den.


Cremet porre-citronsuppe med kylling
(2 personer)
100 g løg
1 lille fed hvidløg
olivenolie
finthakket citronskal fra 1 citron
chiliflager
200 g kyllingekød
7 dl kogende vand
150 g rensede porrer
friske mynteblade

Skær løg og hvidløg i tynde skiver. Varm en gryde med lidt olivenolie. Tilsæt løg, hvidløg, citronskal og chili. Krydr med salt og peber og sauter i 20 minutter, uden at ingredienserne tager farve. Tilsæt kyllingekødet og hæld kogende vand på. Kog suppen i ca. 45 min. eller indtil kødet er mørt (afhænger af hvilken slags kyllingekød du bruger og hvor store stykker du putter i). Tag kødet op og trevl det. Tilsæt imens groftskårne porrestykker og kog dem møre. Blend halvdelen af suppen og bland den sammen med resten af suppen. Tilsæt kyllingekødet og server suppen med finthakket mynte på toppen. Jeg spiste hjemmebagt grovbrød til.

Og det var så sidste dag som ledig i denne omgang. I morgen starter jeg på et nyt vikariat, samme sted hvor jeg stoppede for en måned siden. Jeg håber stadig at få tid til at blogge, men måske bliver det knap så meget. Nu må vi se.

søndag den 28. november 2010

2 salater med gulerødder og lollo rossa

Inden for de sidste par dage har jeg haft lavet to forskellige salater, hvor de fælles ingredienser har været gulerødder og den salat som hedder lollo rossa. Lollo rossa er en salat med store krøllede blade, der er grønne forneden og rødlige i toppen. Ret smukke faktisk. Det salathoved jeg havde fået fra Aarstiderne var ikke så rødt i toppen, derfor ser salaten mest grøn ud på billederne. Man kan selvfølgelig bruge alle mulige andre typer salatblade i salatopskrifterne, efter hvad man nu har på lager. Jeg har ikke mål på ingredienserne, man blander bare efter ønske. Opskrifterne er ikke noget særligt, men tit står man lige og mangler en ide til en salat, så derfor får I disse to opskrifter.


Salat 1
salatblade
gulerødder
broccoli
klementiner

Broccolien skæres ud i små buketter og overhældes med kogende vand. Afkøles derefter. Salatblade skæres i mindre stykker og gulerødder skrælles til lange strimler med en kartoffelskræller. Det tager lidt tid, men det ser godt ud, næsten elegant. Klementinerne skrælles og deles i både, der hver skæres i to stykker. Det hele blandes sammen. Dressingen lavede jeg af olivenolie, saften fra en klementin samt lidt honning.


Salat 2
salatblade
gulerødder
sorte bønner
champignon

De sorte bønner lå i blød natten over og blev derefter kogt efter anvisningerne hos Hanne K. De blev fine. Salatblade skæres i mindre stykker og gulerødderne skæres i tern. Champignoner renses og skæres i skiver. Grønsagerne blandes sammen. Dressingen, som de sorte bønner blev vendt i lige så snart de var kogt, blev lavet af olie, balsamicoeddike, sennep og lidt citronolie.

lørdag den 27. november 2010

Gjern Bakker

De sidste dage har vejret ikke ligefrem egnet sig til vandreture som sådan. Man bliver i hvert fald hurtigt træt af at gå i høj sne. Men heldigvis nåede Den Glade Murer og jeg nogle ture i starten af måneden. Vi besøgte flere gange et ret spændende naturområde som hedder Gjern Bakker og det ligger mellem Silkeborg og Hammel.

Det er et område med mange høje spændende bakker, hvorfra man har mulighed for at få en helt fantastisk udsigt. Prøv f.eks. den lyngklædte kegleformede Store Troldhøj (75 m) hvorfra der er udsigt over bakkerne, Sminge Sø og Gudenåens enge. Eller Randershøj i Overholdt Plantage(100 m), som har fået sit navn, fordi det siges, at man engang kunne se helt til Randers. Også Viborg Domkirke skulle det være muligt at se i klart vejr. Vi har været oppe på højen et par gange, men endnu er det ikke lykkedes os at få et glimt hverken af Randers eller af Viborg Domkirke.

Der er op til flere muligheder for spændende ruter i de plantager der ligger i området og der er også mulighed for at gå en tur på ”Banestien”, som er en del af den nedlagte jernbanestrækning mellem Silkeborg og Langå. Ved parkeringspladserne er der borde og bænke, hvor man har mulighed for at spise sin medbragte madpakke.
Spændende sti i bakkerne
Et troldetræ på troldhøj
Udsigten fra Troldhøj
Gjern Å
Kan I se dyret i skrænten?

Man kan se mere om området her

torsdag den 25. november 2010

Frikadeller med nødder og æble

Jeg fik lyst til at prøve at lave nogle frikadeller med nødder i. Fandt en opskrift jeg en gang havde klippet ud af et ugeblad og arbejdede videre med den. Ifølge opskriften skulle der rosiner i, men det havde jeg ikke lyst til. Varme rosiner i kød får ikke ligefrem mine smagsløg til at huje af glæde. I stedet eksperimenterede jeg med æbler i små firkanter, de smagte nu ikke så meget igennem. Jeg krydrede også med lidt salvie, mens sparede lidt for meget på det, da jeg ikke ville have at smagen skulle blive for gennemtrængende. Det gjorde den så heller ikke. Men frikadellerne smagte nu udmærket og nødderne gav dem lidt knas, hvilket var lækkert. Jeg kom dog til at spise mine nøddefrikadeller alene. Ikke fordi Datteren ikke ville smage, men hun har desværre fået influenza og lever stort set af krydderboller med ost og så lidt frugt. Heldigvis kan frikadeller jo både fryses og bruges til madpakker/frokost, så der gør ikke noget, at der blev mange tilovers.


Frikadeller med nødder og æble
(2 personer)
250 g hakket kalve-og flæskekød
1 lille halvt æble skåret i små tern
50 g nøddekerner
½ løg
1 æg
salvie
salt, peber

Nøddekernerne males fint og blandes derefter med det hakkede kød, revet løg, æg og krydderier. Lad farsen hvile 10 minutter inden den formes til frikadeller og steges på panden. Som tilbehør varmede jeg noget frossen spinat og blandede det med lidt flødeost, muskatnød, salt og peber. Og så havde jeg lavet en salat af gulerødder, æbler og rød peber i tern. Det blev vendt i en dressing blandet af kvark, citronsaft, balsamicoeddike, soja, salt og peber. Sådan, farverig aftensmad.

onsdag den 24. november 2010

Pasta med grøntragout

Fandt en opskrift hos Sæson for god smag på pasta med rodfrugter. Den kombination havde jeg vidst ikke set før, så den måtte prøves. Rodfrugterne bruges til en grøntragout og det giver en god rustik vintersovs til pastaen. Man behøver ikke nødvendigvis at bruge de rodfrugter, der er nævnt i opskriften, f.eks. valgte jeg at bruge persillerod i stedet for pastinak.


Pasta med grøntragout
(2 personer)
½ halvt løg
1 persillerod eller pastinak
2 mindre gulerødder
100 g rodselleri
½ bakke champignon
olie
timian
1 fed hvidløg
1 dl bouillon
½ dl fløde
1 tsk majsstivelse
1 tsk sennep
Salt, peber

Hak løget groft. Skræl persillerod, selleri og gulerødder og skær dem i grove stykker. Rens champignon, fjern stokken og skær dem i kvarte. Varm olien i en stor gryde og svits løg, rodfrugter og champignon. Tilsæt timian og hvidløg og hæld bouillon ved. Læg låg på gryden og lad grønsagerne simre ved svag varme i 5-10 minutter til de er møre. Pastaen koges imens. Rør fløden med majsstivelse og sennep og hæld det ved grønsagerne. Lad simre 2 minutter, mens der forsigtigt røres rundt. Mangler man kød i retten vil lidt stegt bacon drysset over passe fint. Og en gang frisk persille havde også været godt, uanset om man spiser retten med eller uden kød. Retten blev serveret med lidt blandet salat og revet ost.

tirsdag den 23. november 2010

Foccaciaboller

Det var en kold, blæsende novemberdag og jeg havde bestemt, at vi skulle have suppe. Som dagen gik kunne jeg mærke, at lysten til et godt brød til suppen blev større og større og derfor endte jeg med at bage en dejlig gang foccacia-brød. De kan jo laves på flere måde, jeg fandt nedenstående opskrift med lidt grahamsmel i på http://viskalspise.dk.


Foccacia-boller
(10 stk)
25 g gær
1 dl lunkent vand
1 dl kærnemælk
1 tsk salt
1 dl grahamsmel
1 dl durumhvedemel
ca. 5 dl hvedemel
1 spsk olie til pensling
¼ tsk groft salt og 1 tsk oregano til drys

Gæren smuldres i en skål i det lunkne vand og røres ud. Kærnemælken tilsættes og derefter salt. Grahamsmel og durummel røres i og hvedemelet røres i efterhånden, så meget som dejen nu kan tage. Dejen æltes og lægges i en skål, hvorefter den hæver 20-30 min. Derefter rulles dejen til en pølse, der deles i 10 stykker. Stykkerne formes til boller med en diameter på ca. 10 cm og trykkes lidt flade. De efterhæver ca. 15. minutter. Inden brødene kommes i ovnen pensles de med olie og drysses med groft salt og oregano. Bages ca. 12 minutter ved 220 grader. Og så var der brød til suppen, dejligt.

søndag den 21. november 2010

Boganmeldelse: De levende


Anmeldelse af Annie Dillard: De levende

Bogen er udkommet på forlaget Aronsen. Du kan se mere her

Denne roman giver et godt indblik i en del af USA’s historie, da bogen handler om nogle af de nybyggere, der ankom til den lille koloni Whatcom på den amerikanske nordvestkyst i slutningen af 1800-tallet. Et område der senere blev en del af staten Washington. Man følger flere familier og det er ret spændende at læse om deres hårde og barske liv som nybyggere, hvor døden aldrig er ret langt borte. Nybyggerne kæmper hårdt for at skabe sig en tilværelse i et område, hvor de enorme træer står så tæt i de store skovområder, at det kan tage flere time at gå en kilometer. Man hører om nybyggernes dagligdag og deres hårde arbejde med at få noget ud af jorden. Man hører om deres omgang med de forskellige (og for det meste) venligtsindede indianerstammer, som de lærer at leve sammen med. Man hører om op- og nedture i området og hvordan området efterhånden udvides fra at bestå af nogle få blokhuse til at blive en rigtig by med banker, hoteller, jernbane o.s.v.

Jeg kom levende igennem bogen, ind imellem blev jeg fanget af beretningen, men ind imellem føltes den noget lang og tung. Alting beskrives meget omhyggeligt og det kan man godt blive træt af.

Men er man en læser med hang til detaljer og kan man lide at læse om nybyggere, indianer og USA’s historie, så er det absolut en anbefalelsesværdig bog.

fredag den 19. november 2010

Laks i skinkesvøb

Nogle retter kan jeg blive i godt humør af bare ved at se på dem. Det gælder den ret med ovnbagt laks og grønsager i dejlige farver – røde og gule peberfrugter og grønne squash. Opskriften er fra Magasinet Mad, nr. 9 2010.


Laks i skinkesvøb med grønsager:
(2 personer)
2 stykker laks a 100 g
4 skiver tørret skinke (ifølge opskriften skal der bruges bacon, men jeg havde mere lyst til skinke)
olivenolie
salt, peber
1 rødløg
½ gul peberfrugt
½ rød peberfrugt
½ squash
2 dl surmælksprodukt – denne gang brugte jeg kvark blandet med A38
frisk persille eller basilikum
½ citron
salt og peber

Tænd ovnen på 220 grader. Pil rødløgene og skær dem i tynde både. Rens peberfrugterne og skær dem i strimler. Skyl squashen og skær den i skiver, der evt. halveres. Læg grønsagerne i bunden af et smurt ovnfast fad. Svøb 2 skiver skinke om laksestykkerne og læg dem oven i grønsagerne i fadet. Dryp olivenolie over og slut med salt og peber. Fadet sættes i ovnen ca. 15 minutter. Imens laves dressingen: Surmælksproduktet blandes med hakket persille eller basilikum og fintrevet citronskal, smages til med salt og peber. At bruge citronskal i stedet for citronsaft giver meget mere smag til dressingen.

Som tilbehør fik vi brød og en salat lavet af iceberg, appelsin, fennikel og granatæblekerner.

torsdag den 18. november 2010

Stegt flæsk med persillerødder og citron

En gang imellem kan et stykke stegt flæsk være dejligt. Og steges det på en pande uden fedtstof og hælder man det smeltede fedt fra, så er det ikke helt galt for sundheden. Tilføjer man oven i købet en masse grønt, så er det ved at være rigtig godt. Denne gang var flæsket tilbehør til en gang kartoffelmos og en gang persillerødder med citron. Kartoffelmosen var helt almindelig, men persillerødderne med citron var bare mums. De smagte godt lune til flæsket og kartoffelmosen, gav en dejlig friskhed til det sprøde, fede flæsk og løftede smagen for den måske ikke så interessante kartoffelmos. Og resterne smagte dejligt koldt, som en slags salat. Opskriften er fra Aarstiderne.


Stegt flæsk med persillerødder og citron:
(2 personer)
4 skiver stegeflæsk
250 g persillerødder
skal af en halv citron
timian
1 fed hvidløg
1 porre
kartoffelmos efter smag

Flæsket steges på panden til det er gyldent og sprødt. Fedtet hældes fra efterhånden. Persillerødderne skæres i stave eller tern og dampes i en gryde med lidt olie og vand. Revet citronskal tilføres persillerødderne sammen med timian (evt. frisk) og finthakket hvidløg. Porrerne renses og skæres i skiver og dampes sammen med persillerødderne, så det hele er færdigt på samme tid. Der må godt være lidt bid i både porre og persillerødder. Vend rundt i dem, krydr med peber og server til det stegte flæsk og kartoffelmosen.

onsdag den 17. november 2010

Majas gratinfad

Denne opskrift har hørt til blandt Datterens favoritter lige siden jeg fandt på den. Også andre børn har været glade for den ligesom en del voksne. Det er en nem, billig og hurtig ret. Og så kan den i øvrigt bruges som grundopskrift til en masse variationer – forestiller jeg mig. For her i huset skal den laves som den plejer, ellers er der nogen, der bliver skuffet!


Maja gratinfad
(2-3 personer)
150 g pasta – gerne fuldkorn
3 æg
1 dl mælk
100 g revet ost – gerne mager
pølser efter smag og ønske, vi bruger ofte 4 stk. wienerpølser
1 spsk sennep
salt og peber

Pastaen koges og afkøles. Lægges derefter i et smurt ildfast fad. Pølserne skæres i skiver og blandes med pastaen. De tre æg piskes med mælk, sennep, salt og peber samt halvdelen af den revne ost. Æggemassen hældes over pasta og pølser og resten af den revne ost fordeles over. Fadet sættes i ovnen ved 200 grader i 25-30 minutter. Spis en god gang salat eller råkost til, så man også får dækket behovet for grønt.

mandag den 15. november 2010

Pandekager a la Piskeriset

I aftes fik Datteren og jeg pandekager efter en opskrift, jeg havde fundet hos Piskeriset. Du kan se opskriften  her. Det var dejlige smagfulde mættende pandekager med farverigt fyld, mums.


Så i øvrigt en sjov udsendelse i fjernsynet i går, som jeg gerne vil gøre opmærksom på, da der kommer flere i serien. Serien hedder ”Så er der mad” og den kommer på DR2 om søndagen kl. 20.30. Serien handler om vores spisevaner gennem fem årtier og i går handlede det om 1960’erne, hvor jeg selv var barn. Der var mange sjove indslag, både ting jeg kunne mindes og ting jeg ikke vidste. F.eks. at det at lave mad dengang mere var noget man gjorde af pligt, end fordi man synes det var sjovt. Men de havde heller ikke så mange spændende og sjove råvarer og heller ikke så mange penge dengang, så egentlig er det vel slet ikke så mærkeligt.

søndag den 14. november 2010

Havreboller

Så blev der atter bagt boller i det lille hjem! Der er ikke meget der kan måle sig med duften af nybagte boller - tænderne løber i vand, man snuser ind og glæder sig til at bide til bollen. Og disse boller blev rigtig gode, synes jeg. Faste med bid og en dejlig smag fra kernerne. Udgangspunktet var en opskrift på havrehorn, som jeg havde fundet på http://www.broedet.dk/. Jeg ændrede dog lidt på opskriften, så den passede til de ingredienser, jeg havde på lager.


Havreboller
(ca. 18 stk)
4 dl vand
35 g gær
2 tsk salt
1 spsk honning
150 g havregryn eller evt. 5-kornsflager som jeg havde en rest stående af
80 g solsikkekerner
50 g græskarkerner
50 g grahamsmel
ca. 450 g hvedemel

Gæren opløses i tempereret vand og honning og salt blandes i. Derefter tilsættes kernerne. Havregryn/5-kornsflager blandes i og så grahamsmel. Hvedemelet røres i efterhånden og når dejen har en fast masse æltes den i ca. 10 minutter. (Det blev nu kun fem minutter i mit tilfælde, men bollerne blev gode alligevel).
Lad derefter dejen hæve et lunt sted i 40 minutter, hvorefter den slås ned og formes til boller. Så skal bollerne hæve yderligere en time (imens kan man jo f.eks. lige snuppe sig en cykel- eller gåtur). Bollerne pensles med æg og drysses med grovvalsede havregryn. Så bages de ved 200 grader i 20-25 minutter. Og så er det, at der breder sig en vidunderlig duft. Man forstår godt, at det siges, at det er nemmere at sælge et hus, hvis der lugter af nybagt brød.

lørdag den 13. november 2010

Svampebiksemad

Der findes mange variationer af biksemad. Her er en med æbler, bacon og champignon, som passer godt til en efterårsdag. Et dejligt måltid med brød og salat til. Man kan eventuelt servere den uden bacon, hvis man vil have en vegetarisk variant. Opskriften er fra Spis Bedre nr. 10, 2007.


Svampebiksemad med æbler og bacon
(3 personer)
200 g bacon
700 g kogte kartofler
200 g champignon
1 æble
hvidløg
timian

Steg bacon sprød på en pande og læg det bagefter på et stykke køkkenrulle, så det kan suge fedtet. Kartoflerne skæres i tern og steges på panden til de bliver gyldne og sprøde. Champignonerne skæres i skiver og æblet i små tern. Jeg valgte at stege dem for sig selv på en pande ved siden af og så først blande dem med kartoflerne, når det hele var klart. De blev krydret med timian, salt og peber. Ifølge opskriften skulle der også krydres med hvidløg, men det glemte jeg. Det smagte nu godt alligevel. Til sidst blandes bacon i og så er retten klar til servering.

fredag den 12. november 2010

Bidstrup Skovene

Midt på Sjælland i Lejre kommune ligger et dejligt skovområde som hedder Bidstrup Skovene. I skoven ligger op til flere søer, bl.a. Avn Sø. Da mine forældre bor i nærheden af skovene, er det er et sted, jeg er kommet gennem snart fyrre år og på alle årstider. Om vinteren har vi løbet på skøjter på søen, om sommeren har vi badet i det kolde vand (dem af os der havde mod på det!). Uanset om det har været sommer eller vinter, har vi altid haft madpakker eller kaffe med. Skovture er i hel taget noget, vi har dyrket meget i min familie.

Sidste weekend var jeg der så igen på en dejlig efterårstur sammen med mine forældre. Vejret var skønt, solen skinnede fra en blå himmel og alt viste sig fra sin bedste side. Hermed følger nogle indtryk fra turen.

Søen gør sig godt i solskinnet

Denne træstamme har ligget i skoven alle de år, jeg er kommet her
Spejl eller sø?

Du kan læse mere om Bidstrup Skovene her

tirsdag den 9. november 2010

Vamillekranse

I weekenden var jeg på besøg hos mine forældre på Sjælland. Min mor skulle lave vanillekranse til det årlige julemarked og jeg gav en hånd med. Hun havde lavet dejen i forvejen efter en gammel opskrift fra et ugeblad. Så jeg hjalp mest med at dreje på håndtaget på den gamle kødhakker, hvor dejen blev presset igennem og kom ud i fine lange rillede pølser. Derefter blev pølserne skåret i mindre stykker og formet til kranse. Jeg er ikke en hund efter småkager, men sådan en rigtig god hjemmebagt vanillekrans med rigtig vanille i smager nu godt.


Vanillekranse
Opskriften sagde intet om antal, men den portion dej vi brugte var fire gange så stor som nedenstående og det blev til 4½ plade tæt besat med vanillekranse.
250 g mel
125 g sukker
75 g skoldede, smuttede, finthakkede mandler
vanillekorn fra en stang vanille
175 g smør
1 æggeblomme

Bland mel, sukker, finthakkede mandler og vanillekorn. Kom smørret i og gnid det godt sammen. Tilsæt æggeblommen og ælt dejen let sammen. Lad den hvile ca. 1 time. Kør dejen gennem kødhakkeren med en skive med et stjerneformet hul og lav lange stænger. Stængerne skæres i ensartede stykker som formes til små kranse. De anbringes på en bageplade og bages ca. 10 minutter i en varm ovn.

mandag den 8. november 2010

Squash-champignonsuppe

Den Glade Murer og jeg havde været på en dejlig vandretur i gråt, blæsende efterårsvejr. Efter sådan en tur ville en gang varm, fyldig suppe være rigtig godt og gerne en, man kunne lave ret hurtigt. Valget faldt på en Squash-champignonsuppe, en opskrift jeg havde klippet ud fra et ugeblad for mange år siden. Lidt ændringer kom til undervejs i form af krydderier og cabanossi-pølser, men ellers fulgte jeg opskriften.


Squash-champignonsuppe
(3 personer)
1 squash
250 g champignon
3 løg
200 g frossen spinat
1 pakke cabanossi-pølser (man kan også bruge chorizopølse)
1 spsk olie
2 tsk Herbes de Provence
Chili

Løgene pilles og hakkes groft. Squashen skæres i skiver. Champignonerne renses og skæres ligeledes i skiver. Olien varmes i en gryde og løgene steges klare heri. Squash og champignoner tilsættes og snurrer med i 5 minutter. Derefter tilsættes 1 l bouillon og når suppen har kogt fem minutter tilsættes frossen spinat og suppen koger yderligere 5 minutter. Suppen smages til med salt, peber, Herbes de Provence og chili. Til sidst tilsættes cabanossi-pølserne skåret ud i små skiver og når de er varmet igennem er suppen klar til servering. Brød serveres til.

fredag den 5. november 2010

Appelsinmarineret kalkun med grønsager i ovn

Denne opskrift fik jeg afprøvet sidste lørdag, da Datteren og jeg havde besøg af Den Glade Murer og min lillebror. Gæsterne var begejstrede og jeg synes også selv den blev rigtig god. Appelsin sammen med rodfrugter og kalkun er en rigtig god blanding. Appelsinsmagen giver lidt friskhed til de mere bastante rodfrugter og kalkunen blev ikke tør, som jeg havde frygtet. Opskriften er fra magasinet Mad! nr. 8 2010


Appelsinmarineret kalkunbryst med kartofler og fennikel i fad
(4 personer)
1 kalkunbryst (800 g)
olie, salt, peber
500 g kartofler
3 gulerødder
1 fennikel
2 løg
1 usprøjtet appelsin
1 spsk flydende honning

Tænd ovnen på 200 grader. Kalkunbrystet brunes på alle sider i lidt olie på panden, krydres med salt og peber. Derefter ordnes grønsagerne: Kartoflerne skrubbes godt og skæres i halve eller både. Gulerødderne skrælles og skæres i strimler. Fenniklen renses og skæres i tynde skiver. Løgene pilles og skæres i både. Kartofler og grønsager fordeles i bunden af et ildfast fad. Jeg tilføjede yderligere 1 spsk rapsolie med appelsin og lime, som jeg vendte grønsagerne med. Kalkunbrystet lægges ovenpå. Lav en appelsinmarinade – saften presses og røres med 1 spsk olivenolie og honning - og hæld den ud over kødet. Appelsinskallen rives og drysses ud over kød og grønsager i fadet. Krydr med salt og peber.
Ifølge opskriften skal fadet være i ovnen ca. 50 minutter. Det afhænger selvfølgelig af størrelsen på kalkunbrystet, som jo skal være gennemstegt, men det er også vigtig at kartoflerne er møre. Og i min ovn tager det altid længere tid at få ovnbagte kartofler færdige, end der står i opskrifterne. Så man må prøve sig frem til både kød og kartofler er møre.

Som tilbehør spiste vi brød og dertil nedenstående salat. Jeg havde fået gourmetbønner med i kassen fra Aarstiderne og dem ville jeg gerne bruge i en salat og det blev til nedenstående tomatbønnesalat.


Tomatbønnesalat:
Et bundt gourmetbønner renses, skæres i mindre bidder og dampes 2-3 minutter i lidt kogende vand tilsat olie og salt. Når bønnerne er kølet af blandes de med tomater skåret i både, lidt finthakket rødløg og hakket persille. En dressing lavet af balsamicoeddike, olie, sennep, salt og peber blandes og hældes over. Til sidst tilsættes en gang fetatern.

Det blev en dejlig salat der smagte godt og gav et farvemodspil til kalkunen og grønsagerne.

onsdag den 3. november 2010

Granslev Ådal - endnu en gang

Med fare for at nogen synes, at jeg gentager mig selv for meget, må jeg endnu en gang fortæller om et par ture, som Den Glade Murer og jeg har gået ved Granslev Ådal. Og det er vel at mærke nye ruter igen. I dette område er der bare mulighed for så mange og så forskellige ture, at det er helt utroligt. Der er mange smukke steder i Danmark, steder som rigtig mange mennesker kender eller har hørt om. Her i Midtjylland kan f.eks. nævnes Rebild Bakker og Mols Bjerge. Men hvem har hørt om Granslev Ådal – bortset fra de lokale? Granslev Ådal ligger ikke ret langt fra Hammel og Hammel ligger ikke så langt fra Århus, så bor man her og trænger til ny inspiration til sine gåture, så kan jeg kun sige: Prøv Granslev Ådal!

Vores to nye strækninger startede begge ved Granslev by, en hyggelig lille by der ligger rigtig smukt placeret mellem skove og bakker. På den første tur gik vi nordpå mod Bidstrup og Laurbjerg. En del af strækningen havde vi gået før, men meget var nyt. Fra Laurbjerg gik vi tilbage igen via den gamle banesti til Thorsø. Turen var på ca. 8 km.
Et kig ud over en mose

Granslev

 Efterårsfarver med knald på

Her løber Granslev Å ud i Lilleåen

Den anden tur gik sydpå mod Skjød, men inden vi nåede frem til byen, drejede vi ned mod ådalen og krydsede åen. Og så gik det tilbage mod Granslev igen på den modsatte side af ådalen. Det blev en tur på ca. 9 km. Vi havde ikke fået et kort med, så vi var lidt i tvivl om vejen og måtte spørge os frem hos nogle af de lokale. Det lykkedes os at finde den rigtige vej og det viste sig at være endnu en pragtfuld tur med mange flotte udkig over bakkerne ned mod ådalen.

 Et (lidt sløret) kig ud over bakkerne

 Her krydses åen

Udsigt fra vores madpakke-sted

mandag den 1. november 2010

Bagte kartofler med krydderdip

Jeg havde set en opskrift med bagte kartofler i Spis Bedre nr. 10 2009, som jeg havde lyst til at prøve. Og sørme ikke, om jeg var så heldig, at kassen fra Aarstiderne sidste gang indeholdt fire bagekartofler! Ifølge opskriften skulle man bruge en kartoffel til hver, men Datteren og jeg spiste 1½ hver. En er næsten for lidt, når det gælder som aftensmad. Det kommer selvfølgelig også lidt an på størrelsen.


Bagt kartoffel med krydderdip
(2 personer)
3 bagekartofler
75 g tørret skinke
1 forårsløg
½ æble
½ rød peberfrugt
1 dl cremefraiche
1 dl fromage frais
1 stor spsk hakket persille
1 spsk revet peberrod
1 spsk chilisovs
salt

Sæt ovnen på 225 grader. Skyl og skrub kartoflerne. Stik nogle huller i hver kartoffel med en gaffel. Læg kartoflerne på ovnristen og tilbered dem ca. en time. Skør skinken i strimler og rist den i lidt olie på panden. Rens forårsløget og skær i skiver. Skær peberfrugt og æble i små tern. Bland cremefraiche og fromage frais. Man kan sagtens nøjes med at bruge den ene slags, men nu havde jeg lige nogle rester, der skulle bruges, så jeg blandede. Tilsæt persille, peberrod og chilisovs. Bland alle ingredienserne undtagen skinken. Skær kartoflen op, kom skinke og derefter dip i og server.

Som tilbehør spiste vi en salat blandet at kogt perlebyg, æbler og broccoli. Dressingen blev blandet af olie, æbleeddike, sennep og honning.



søndag den 31. oktober 2010

Boganmeldelse: Hundrede år


Anmeldelse af Herbjørg Wassmo: Hundrede år

Herbjørg Wassmo er født i 1942. 100 år tidligere, altså i 1842, blev hendes oldemor Sara Susanne født. Denne roman handler især om Sara Susanne og om hendes datter Elida, som jo så er Herbjørgs mormor. Desuden hører man også lidt om moren Hjørdis og om Herbjørg selv.

Kan man lide at læse om kvindeliv i gamle dage, er det en oplagt bog. Det foregår i Norge, nordpå og langt ude. Familien var ikke en fattig familie, f.eks. ejede Sara Susannes mand, Johannes, et handels- og gæstgiversted med masser af folk og ind imellem god indtjening. Men livet var hårdt og kvinderne var seje, selv efter 10-12 fødsler. Noget som er svært at forestille sig i dag, især for en som mig, der kun har fået et barn. Og selvom mange af børnene døde, var der også mange der overlevede.

Noget andet der har ændret sig meget gennem tiden, er kvindernes afhængighed af deres mænd. Dengang var man heldig, hvis man fik en god mand. Og en god mand, var en der behandlede sin kone ordentlig, som ikke bankede hende, som kunne bestille noget og som ikke drak pengene op. At man så ikke nødvendigvis var særlig forelsket i ham betød mindre. Og så kunne det jo ske, at man mødte en som fik helt andre følelser frem. Som Sara Susanne der bliver glad for den malende præst, somr bruger hende som model for en figur på den altertavle, han er ved at male.

Det hændte også at kvinderne giftede sig af kærlighed og ikke nødvendigvis med den forældrene mente var den rette. Som mormoren Elida der vælger den svage Frederik, som ikke er mere svag end at han er medvirkende til, at de får 10 børn. Da Frederik bliver alvorligt syg og må på sygehus sydpå, vælger Elida at rejse med ham, og efterlader nogle af børnene i pleje, bl.a. Herbjørgs mor Hørdis. Det var svært at forstå for en lille pige.

Ind imellem formødrenes historier får man også et indblik i Herbjørgs egen barndom, hvor faderens misbrug af hende hang som en sort sky over hendes barndom.

Det var på mange måder et barsk liv, men ligesom det liv vi lever nu, var der op og nedture. Og det er spændende at læse om, synes jeg. Bogen springer lidt frem og tilbage mellem de forskellige personer, hvilket ind imellem kan være lidt forvirrende Men alt i alt er det en god og medrivende bog om hvordan det har været at være kvinde de seneste hundrede år..

torsdag den 28. oktober 2010

Lun bulgursalat med kylling og peberfrugt

Dagens ret bygger på en opskrift på bulgursalat fra Spis Bedre nr. 10 2009. Men som det jo så ofte går, når jeg laver mad, så blev der ændret lidt på opskriften. Jeg synes at retten virkede en smule kedelig i sig selv og ville gerne tilføre den noget, som kunne gøre den lidt mere spændende. Så jeg ændrede lidt på marinaden og tilføjede fetaost og frisk hakket basilikum. Og det blev faktisk rigtig godt, også Datteren var begejstret.


Lun bulgursalat med kylling og peberfrugt
(2 personer)
250 g kylling
saft fra ½ citron
salt, peber
1 tsk chiliolie
1 tsk hvidløgsolie
1 rød peberfrugt
1 gul peberfrugt
100 g fetaost
hakket frisk basilikum
olivenolie
2 dl bulgur

Skær kyllingen i mindre stykker. Bland marinaden og vend kyllingestykkerne heri. Jo længere tid de lægger i marinaden jo bedre, men de blev også gode, selvom de i mit tilfælde kun fik ca. 15 minutter. Derefter steges kyllingestykkerne på panden i olie i ca. 10. minutter. Bulguren koges efter anvisningen på pakken. Peberfrugterne skæres i tern og svitses på en pande i lidt olie. Når bulguren er færdig tilsættes de øvrige ingredienser – kylling, peberfrugt, fetaost og frisk hakket basilikum. Rør rundt og server. Som tilbehør serverede jeg en salat af icebergsalat, ananas og agurk med lidt cremefraiche-dressing smagt til med ananassaft og salt. Nem og hurtig aftensmad.