søndag den 30. oktober 2016

Sorte bønner med chili og koriander

Bønneret – lyder det lidt fattigt eller hippieagtigt? Dagens ret med bønner ser måske nok trist og kedelig ud, men den smagte forbavsende godt. Opskriften fandt jeg hos  viskalspise.dk, men oprindeligt kommer den fra dansk Vegetarforening.

En af de ting der skal i retten er koriander. Nu er det ikke altid så nemt at få fat i frisk koriander, ikke i mine supermarkeder i hvert fald. Men så stod der i denne opskrift, at man kunne købe syltet koriander på glas. Og det havde supermarkedet. Det smagte ovenikøbet godt, selvom smagen er lidt anderledes end frisk koriander. 

Du kan spise bønneretten i sig selv sammen med salat og Naanbrød. Men det er også rigtig lækkert at bruge bønnerne som fyld i en tortilla sammen med avocado og andet grønt. 





Sorte bønner med chili og koriander
(2 personer)
2 løg
olivenolie
2-3 fed hvidløg
1-2 friske chilier
1 dåse bønner eller 2½ dl kogte bønner
kogende vand
1 lime eller citron
2-3 tsk syltede eller 2-3 spsk friske hakkede koriander
Start med at hakke løgene fint. Svits derefter løgene i olie til de bliver blanke, men ikke brune. Tilsæt bønnerne. Skyl chilierne og befri dem for kerner. Skær dem i små stykker og kom dem i gryden sammen med finthakket hvidløg. Lad det hele stege mørt ved lav varme. Rør ofte i massen med en træske, så nogle af bønnerne moses. Tilsæt kogende vand i små skvæt ind imellem, så det ikke brænder på og får en kartoffelmos-agtig eller grød-agtig konsistens. Når halvdelen af bønnerne er kogt, tilsættes lime- eller citronsaft og koriander og det hele smages til med salt. lad mosen hvile nogle minutter, inden den serveres,






fredag den 28. oktober 2016

Lækker rodfrugtssuppe med spændende topping af kikærter, nødder, æbler og abrikos


Efterårets første suppe blev en rigtig ”rydopikøleskabet”-suppe. Hvilket slet ikke er den værste slags suppe. På den måde kan man nemt få brugt nogle kedelige grønsagsrester. Og hvis man oven i købet laver en blendet suppe, så er der aldrig nogen der vil opdage, at den har bygget på lidt bløde og kedelige grønsager. Toppingen til suppen var en ny og anderledes slags, som jeg havde set hos Alt for Damerne.






Rodfrugtssuppe med topping af kikærter, nødder, æble og abrikos
(2 personer)
500 g blandede grønsager – jeg brugte kartofler, porre og gulerødder
7 dl bouillon
½ dl mælk
120 g kikærter, kogt eller på dåse
4 tørrede abrikoser
½ dl hasselnødder
et halvt æble
olivenolie
salt, peber
timian
evt. et drys paprika
Gulerødder og kartofler skrælles og skæres i tern. Porren skæres i mindre stykker. Grønsagerne kommes i en gryde med bouillon og koger ca. en halv time. Hasselnødderne hakkes og abrikoserne skæres i små tern. Æblet skæres også i tern. Æble, abrikos, nødder og kikærter blandes med olie, timian, salt og peber. Lægges på bagepapir og bages i ovnen ved 180 grader i 20 minutter. Når grønsagerne er kogt, blendes de til en tyk suppe. Mælken tilsættes og suppen varmes igennem. Smag den til med salt, peber og paprika. Serveres med kikærtetopping og brød. Hvis man er mere sulten, kan man tilføje bacon, pølseskiver eller tern af kogt kylling.

tirsdag den 25. oktober 2016

Dejlig pastaret med palmekål, champignon og tomat

I min kasse fra Aarstideren dukker der med jævne mellemrum et bundt lange mørke blågrønne, næste sorte blade op. Det er en palmekål, som - meget passende - også kaldes sortkål. På engelsk kaldes den Tuscan Kale og det er da også en grønsag, som er meget populær i Toscana. Her har jeg brugt palmekålen i en pastaret med champignon.




Pasta med palmekål, champignon og tomat
(2 personer)
100 g pasta (jeg brugte pasta lavet af røde linser, men alle slags pasta kan bruges)
1 løg
olivenolie
1 fed hvidløg
125 g champignon
100 g palmekål - har du ikke palmekål, kan du bruge spinat
30 g soltørrede tomater

Kog pastaen efter anvisningen på pakken. Skyl palmekålen godt, lad den dryppe af og tør bladene. Skær den nederste og groveste del af stilkene fra. Skær resten i smalle strimler. Rens champignonerne og skær dem i skiver. Hak løget groft og svits det i olien, til løgene bliver bløde og klare. Tilsæt finthakket hvidløg og de skivede champignon og svits til champignonerne er blevet brune. Tilsæt kålstrimlerne, læg låg over panden og lad det svitse 5-10 minutter. Hak de soltørrede tomater og tilsæt dem til grønsagerne. Smag til med salt, peber og basilikum. Vend grønsagsblandingen med pasta og server med et drys revet parmesanost og med dagens salat til.

lørdag den 22. oktober 2016

Rødfisk med rodfrugter og balsamicomandler

I Rema havde de på et tidspunkt tilbud på rødfisk og det fik jeg lyst til at prøve. Jeg har ikke meget erfaring med fisk udover de allernemmeste som f.eks. laks, tun, makrel, rødspættefletter. Så jeg havde aldrig lavet en ret med rødfisk før, jeg tror faktisk ikke engang, jeg har smagt det før.
For at tage det sidste først, så havde fisken en fin delikat smag. Og konsistensen af kødet virkede lækker. Til gengæld var der lige de der skæl, der skulle skrabes af. Det var en helt ny oplevelse for mig. Helt nemt var det ikke, men jeg fik da skrabet dem af.

Opskriften er min version af en opskrift, jeg så hos skagenfood.dk





Rødfisk med rodfrugter og balsamicomandler
(2-3 personer)
350 g rødfisk
½ dl olivenolie
citron
hvidløg
timian
salt og peber
50 g mandler
2 spsk balsamico
1 spsk honning
200 g kartofler
½ citron
225 g rødbeder
150 g gulerødder
½ porre
Marinade: ½ dl olivenolie, saft fra det halve af den halve citron, 2 fed presset hvidløg, timian, salt og peber. Det hele røres sammen og smages til.
Rodfrugter: Skræl rødbeder, gulerødder og kartofler. Skær dem i mindre tern. Skær porren ud i mindre stykker. Læg alle grønsager ned i et ildfast fad, brug gerne et stort fad så laget af grønsager ikke bliver for tykt. Hæld marinaden over og vend det hele rundt. Kom stanniol over grønsagerne og bag fadet i ovnen ved 225 grader i 45 minutter eller til grønsagerne er møre.
Mandler: Mandlerne lægges på en tør opvarmet pande. Når mandlerne er opvarmet, tilsættes honning og balsamico. Pas på de ikke brænder på. Når panden er tør, er mandlerne færdige.
Fisk: Skrabet skindet fri for skæl (gerne i køkkenvasken, da det sviner en del) og dup fisken tør. Skær fisken i portionsstykker og læg dem med skindsiden nedad oven på rodfrugterne. Pres lidt citron over og dryp med lidt olie. Krydr med salt og peber. Fisken skal have 10-15 minutter, så den skal i ovnen, når grønsager har bagt 30 minutter.

Note: Det smagte godt, jeg kunne godt blive glad for rødfisk – trods arbejdet med skællene. 

onsdag den 19. oktober 2016

Pastafad med græskar og spinat

Den danske efterårsferie er efterhånden blevet til en helt Halloween-ferie. Hvilket er fint nok for mig, hvis det kan holde julepynten lidt på afstand. Der er græskar, uhyggelige skabninger og edderkopper alle vegne. Edderkopper sætter jeg ikke gerne tænderne i, selvom jeg ved at de gør det nogle steder i verden. Græskar derimod kan bruges til mange lækre ting. I dagens ret har jeg brugt Hokkaido i en ret med pasta og spinat. Det er dejlig kødfri efterårsmad.







Pastafad med græskar og spinat
(2 personer)
100 g fuldkornspasta
250 g græskarkød dvs. uden skræl og kerner
olivenolie
salt, peber
200 g frossen spinat, optøet
muskat
frisk eller tørret timian
frisk eller tørret salvie
25 g smør
1 spsk hvedemel
3 dl mælk
50 g Danablu eller anden blå ost
25 g revet parmesan
Kog pastaen efter anvisningen på pakken. Lad den afdryppe. Skær græskarkødet i mindre tern. Varm olien på panden og svits græskarternene ved middel varme i 10-15 minutter. Krydr med salt, peber, muskatnød, timian og salvie. Lad græskarternene svitse fem minutter mere. Vend derefter græskartern og spinat med pasta.
Varm mælken. Smelt smørret i en gryde til det bliver gyldent. Pisk melet i og pisk derefter den varme mælk i af flere omgange, til du har en tyk sovs. Pisk de to slags oste i sovsen, tilføj evt. mere mælk, hvis du synes sovsen bliver for tyk. 
Smør et ildfast fad, læg pasta- og grønsagsblandingen  i fadet og hæld ostesovsen over. Bag pastafadet i ovnen ved 200 gra der i ca. 30 minutter. Læg evt. et stykke stanniol over de sidste 10 minutter, hvis overfladen bliver for brun.

Note: Ret lækkert pastafad. Bliver bedst, hvis der er så meget sovs, at pastaen ikke bliver for tør.

søndag den 16. oktober 2016

Wok med kylling, hvidkål, broccoli og mango

Efter i to dage at have spist blød og kold mad efter min tandudtrækning, så var det rigtig dejligt at kunne spise normal mad i dag. Jeg ved ikke hvordan du har det, men jeg er altså ikke så vild med kun at spise blød mad. jeg kan godt lide, at der er noget at tygge på. Det mætter mig mere og virker mere tilfredsstillende end mad, der bare glider ned. Måske er det derfor jeg aldrig har været så vild med smoothies. De smager jo godt, men der er for lidt at tygge på.

Så i dag til aftensmad fik jeg lavet en lækker wok-ret med kylling, kål og broccoli. Her var der noget at tygge på, skønt. Nå, ja og så kunne jeg da også drikke både varme drikke som te og kaffe igen og et glas rødvin til aftensmaden. Det var rigtig dejligt at vende tilbage til mere normale madvaner igen.




Wok med kylling, hvidkål, broccoli og mango
(2 personer)
200 g kyllingefilet
sesamolie
150 g fintsnittet hvidkål
150 g broccoli - stokken skåret i tern, resten i mindre buketter
½-1 chili, finthakket
½-1 dl hønsebouillon
saften af 1 limefrugt
30 g cashewnødder
1 mango
persille
Skær kyllingekødet i strimler eller mindre stykker. Varm lidt sesamolie i wokken. Tilsæt kyllingestykker og steg dem 5-7 minutter, til de er gennemstegt. Tag kyllingestykkerne op. Varm lidt mere olie og svits hvidkål og broccoli fem minutter sammen med chili. Tilsæt bouillon og limesaft. Kom kyllingestykkerne i og varm det hele igennem. Tilsæt cashewnødder og mango samt persille og vend det hele rundt. Serveres med nudler.




fredag den 14. oktober 2016

Et besøg hos tandlægen og et par dage med blød og kold mad

Så skete det igen, en tand til måtte ud. Skjulte revner og ophobning af bakterier er ikke godt for helbredet, så jeg måtte desværre afgive endnu en tand. Selve operationen gik forholds nemt og smertefrit (det sidste takket være en god gang bedøvelse). Men det tager jo nogle dage inden man bliver helt sig selv igen.

Det første døgn eller to skal man helst kunne spise kold og blød mad. For ikke at lave af yoghurt alene valgte jeg at lave en mos af søde kartofler smagt til med chili. Dertil en "sovs" af grillede peberfrugter blendet med lidt cremefraiche. Og så en gang guacamole. Det var trods alt mere madagtigt end en portion yoghurt. Nå, ja og så en dosis smertestillende piller, det skal der også til.

Men ingen varme drikke, ingen rødvin, ingen varm mad. Den gode nyhed er, at is hører under kold og blød mad. Så en portion is bliver det næste og det er jo ikke helt galt.


onsdag den 12. oktober 2016

Nem efterårsmad - Kartoffelfad med grønkål og blå ost

En dejlig uges ferie i Andalusien er slut og jeg kom fra dejlige varme dage i Sydspanien hjem til køligt dansk efterårsvejr. Det kræver efterårsagtig mad og det kunne f.eks. være denne enkle ret med kartofler, ost og grønkål. Hvis du synes, at grønkålen ser lidt mærkelig ud i farven, så er det ikke så underligt. Jeg har nemlig brugt rød grønkål! Men du kan også sagtens bruge grøn grønkål. 





Kartoffelfad med grønkål og blå ost
(2 personer)
250 g kartofler
salt, peber
150 g frisk grønkålen 
1 rødløg
1 dl mælk
1 dl fløde
26 g Danablu

Kartoflerne skæres i tynde skiver, kommes i en gryde med vand og koger et par minutter. Lægges i en sigte til afdrypning. De groveste ribber fjernes fra grønkålen. Kålen skæres ud i grove stykker. Kommes i kogende letsaltet vand og afdryppes. Løget hakkes fint og svitses i lidt olie på panden, til de bliver bløde. Mælken og fløden blandes og Danabluosten røres helt ud i væsken, så væsken bliver tyk og jævn. Et ildfast fad smøres. I bunden lægges halvdelen af kartoflerne og der krydres med salt og peber. Oven på kartoflerne lægges de hakkede løg. Kålen knuges godt og lægges oven på løgene. Halvdelen af mælkeostsaucen hældes over. Resten af kartoflerne lægges oven på kålen og resten af mælkeostsaucen hældes over. Krydr igen med salt og peber. Bages i ovnen ved 200 grader i 30-40 minutter. Spis salat til og evt. brød. Du kan også bruge kartoffelfadet som tilbehør til f.eks. frikadeller, pølser eller andet kød.

tirsdag den 11. oktober 2016

Vandreferie i Andalusien - kulinariske højdepunkter

Så er jeg tilbage igen fra en uges vandreferie i Andalusien. Jeg har været ude og gå nogle lange ture i nogle fantastiske smukke landskaber. Smukke selvom de var godt afbrændte og tørre efter en hed sommer.


Udover naturen og bjergene var jeg også meget fascineret af de små hvidkalkede landsbyer, som vi kom igennem på vores vandreture. De havde de hyggeligste små snævre gader og masser af dejlige blomster. Vi boede i en af de små landsbyer - Mecina hed den.


Men det her er jo en madblog, så her kommer lidt om maden. Morgenbordet var en morgenmadsbuffet med lidt af hvert dog ikke ost. I hvert fald ikke før guiden fik det købt ind efter gæsternes ønske. Det var yoghurt, havregryn og cornflakes. Der var brød, nogle gange også groft brød. der var en masse små pateer og pakker med forskelligt kødsmørepålæg og forskellige slags marmelade. Og så var der et udvalg af de søde kager, man åbenbart bruger som morgenmad i Spanien.

Frokosten var enten en picnic, hvor vi medbragte brød, skinke, pølser, oste, oliven, frugt m.m. Eller også smurte vi madpakker hjemmefra til dagens vandretur.

 

Nogle af de gode spiseoplevelser var en fireretters menu på en restaurant i Trevelz, som er en skinkeby fyldt med gode og lækre tørrede skinker. Her fik jeg salat til forret, så en dejlig lokal suppe, som hovedret en lækker fiskerret - ørred var det vidst - og en en meget lækker mousse med skovbær til dessert.



På en økologisk restaurant i Granada fik jeg en meget lækker og let grøntsagsret med grillede grønsager og hertil romesco-sauce lavet af peberfrugter og mandler. Mums det var godt. Og dejlig let mad på en dag, hvor temperaturen nærmede sig de 30 grader.


En aften spiste vi på en vegetarrestaurant i Mecina. Her fik vi en gedeostepakke med salat og humus, en lækker ret med linser og en slags citronbudding til dessert. Det var også rigtig god mad.




Og så spiste vi på en lokal restaurant i Mecina, hvor kokken var en argentiner med navnet Carlos. Han lavede også noget rigtig lækker mad - salat til forret, fyldt nakkefilet med grønsager til hovedret og gulerodskage til dessert.




Et par gange spiste vi på hotellet, men der var maden ikke så spændende. Bl.a. fik vi en tallerken med kartofler, spejlæg og forskellige pølser. Solid bondemad, som man måske spiser det lokalt, Men ikke ligefrem favoritmad for en grønsagsspiser som mig. Men det er nu altid godt at prøve noget lokal mad.