søndag den 27. august 2017

Rød spidskålssalat med quinoa og halloumiost

Spidskål er en herlig spise, ja det synes jeg i hvert fald. Den har en hel særlig måde at være sprød på, som er rigtig lækker. Her er den brugt i en god salat sammen med quinoa og halloumiost.

Spis den som hovedret evt. med brød til eller brug den som tilbehør.




Rød spidskålssalat med quinoa og halloumiost
(2 personer)
1 dl quinoa (gerne rød)
125 g halloumiost
150 g spidskål
2 blommer
olivenolie
frugteddike (jeg brugte tranebær)
honning
salt, peber

Start med at koge quinoaen efter anvisningen på pakken. Lad den afkøle.

Skær osten i skiver og steg den på en grillpande eller almindelige pande til den får farve. Skær osteskiverne i tern.Snit kålen forholdsvis fint. 

Pisk dressingen sammen af olivenolie, frugteddike, honning, salt og peber. Vend den i kålen sammen med den kogte quinoa. Skær blommerne i tern og vend dem i salaten. Til sidst vendes osteternene forsigtigt.

Værsgo, så har du en dejlig salat.

fredag den 25. august 2017

Sommerpizza med nektariner og ricotta

Det gode sommervejr fortsætter lidt endnu og så står der stadig sommermad på menuen. F.eks. kan man lave en pizza i en lettere udgave, som passer fint til den dejlig solskinsaften i august.

Mangler du kød på pizzaen, foreslår jeg at du bruger serranoskinke eller parmaskinke. Det vil passe fint.






Pizza med nektariner, ricotta og rucola
(2 personer)
pizzadej til 2 personer
½ løg
olivenolie
salt, peber
honning
frisk timian, finthakket
1 dl ricottaost
2 nektariner
basalmico
2 håndfulde rucola
1 håndfuld ristede græskarkerner
friske basilikumblade
parmesanost

Skræl løget og skær det i tynde ringe. Svits løget i olien sammen med honning, salt og peber indtil løget karamelliserer. Drys timian i og lad det stege et minut til. Sæt til side.

Rul pizzadejen ud på et stykke bagepapir. Smør ricottaosten ud over dejen og kom løg og timian ovenpå.

Skær nektarinerne i skiver og læg dem på pizzaen. Krydr med salt og peber. Bag pizzaen i 10-15 minutter.

Imens piskes vinaigretten sammen af olivenolie, balsamico og salt og peber.

Når pizzaen er færdigbagt kommes rucola og grofthakket basilikumblade henover. Dryp vinaigretten udover og drys med ristede græskarkerner og revet parmesanost.

onsdag den 23. august 2017

Sommerfad med blomkål,tomater, pasta og bacon

Rigtig mange elsker smagen af bacon og jeg kan også godt selv lide at bruge bacon som smagsgiver i en ret. Bacon giver altså et eller andet ekstra til smagen. Måske pga. det salte, måske pga. det røgede. Eller måske fordi de to ting sammen bare er et godt match.

I dagens sommerlige ret går baconsmagen fint sammen med blomkål og tomater.





Sommerfad med blomkål, tomater, pasta og bacon
(2 personer)
75 g bacon
100 g fuldkornspasta
200 g blomkål
8-10 blommetomater
4 æg
50 g ost
1 bdt persille, finthakket

Steg bacon på panden, til den bliver gylden og sprød. Kog pastaen efter anvisningen på pakken. Skyl blomkålen og del den i buketter. Skyl tomaterne og skær dem i mindre stykker.

Kom pastaen i et ildfast fad. Kom blomkålen ovenpå og derefter tomater og bacon. Pisk æggene med salt og peber og vend persillen i. Hæld æggemassen over grønsager og pasta.

Sæt fadet i ovnen og bag retten i 40-45 minutter. Osten drysses over, når der er 15-20 minutter tilbage af tiden i ovnen. Server med dagens salat.

søndag den 20. august 2017

Chokoladebrownie med kirsebær

Hvis du skal nå at bage endnu en kage med kirsebær i denne sommer, så vil jeg meget varmt anbefale denne kage. Den er meget, meget lækker.

Jeg bagte den til min søsters fødselsdag. Hun er ret glad for kirsebær, så hun skulle selvfølgelig have en kirsebærkage. Mange opskrifter blev kigget igennem, men denne her så rigtig god ud. Og vi blev ikke snydt. Kagen havde en dejlig fyldig chokoladesmag sammen med syrligheden fra kirsebærrene og så en ostetopping, som var lidt karamelliseret. 

Opskriften havde jeg fundet hos Emily Salomon.





Chokoladebrownie med kirsebær
(1 stor springform)
125 g smør
100 g mørk chokolade
2 dl sukker
2 dl mel
2 æg
1 tsk vaniljesukker
1 spsk kakao
Fyld:
1-200 g kirsebær skåret i halve og udstenede
100 g ristede og afskallede hasselnødder
Topping:
200 g flødeost
1 dl sukker
1 æggeblomme
1 tsk vaniljesukker

Smetl smør og chokolade i en gryde ved lav varme. Tag det af varmen og lade det køle lidt af. Pisk æg og sukker luftigt i en stor skål. Pisk derefter chokolade og smør i. Bland mel med vaniljesukker og kakaopulver. Sigt det i chokolademassen og rør det hele sammen. Rør de ristede hasselnødder i dejen.

Smør en stor springform godt. Du kan evt. lægge et stykke bagepapir i bunden. Hæld kagemassen i formen. Tryk de halve kirsebær ned i dejen. Pisk flødeost, sukker , æggeblommer og vaniljesukker sammen. Fordel ostemassen oven på kagen.

Bag kagen ved 175 grader i 35-40 minutter. Lad den afkøle og så er den klar til servering.

torsdag den 17. august 2017

Lidt om haggis og andre smagsoplevelser på ferien i Skotland

I sidste uge var Datteren og jeg på ferie i Skotland.Vi startede med et par dage i Edinburgh, hvor vi var på heldagstur den ene dag for at se en masse locations, hvor de har optaget serien "Outlander". En serie min datter er stor fan af.

De fleste dage tilbragte vi byen Inverness, som ligger i Højlandsområdet. Her vandrede vi ture - både i byen og i omegnen, vi besøgte museer og souvenirbutikker, vi var en tur til Loch Ness (og vi så ikke uhyret) og vi fik i hel taget hygget os sammen. Og så fik vi også en masse god mad.

Morgenmad


Den bedste morgenmad var uden tvivl den vi fik på The Fig Tree Bistro, en lille økologisk bistro i Edinburg med en rigtig hyggelig gårdhave. Datteren fik en traditionel engelsk breakfast, jeg fik en vegetarudgave.

Spisesteder i Inverness

På Johnny Foxes  fik vi to lækre forretter:

 En løg- og ostetærte med cheddarost

Pandekagestykker med laks, koriander og lime. Dertil en mangopuré

Til dessert fik vi

 Chokoladeappelsintærte med Bailey, vaniljecreme og appelsinsorbet

Eton Mess med vaniljecreme, marengs, hindbæris og bærpuré

På pubben The Castle Tavern fik vi vovet os ud i den skotske nationalret haggis.

Denne udgave af haggis var dog ikke den traditionelle måde at spise haggis på. Disse blev kaldt Haggis Bon Bons. De bestød af en lækker sprød skal udenpå og inden i var en blød masse, som smagte rigtig meget af lever. Heldigvis kan vi begge lide lever, så det blev god smagsoplevelse.

Og bagefter fik vi en god burger smagt til med bl.a. chorizo.

På en restaurant med det franskklingende navn Encore fik Datteren en dejlig mør 
Shetlandsk lammeskank med rødvins- og rosmarinsovs.


Og jeg fik Kylling Balmoral hvor fyldet var - haggis. 
I denne udgave smagte haggisen meget af allehånde. Og den smag mindede mig om da jeg var barn og min farmor lavede den gamle ret "finker", som også bestod af indmad ligesom haggis. Hun smagte nemlig også finkeren til med allehånde.


The Mustard Seedprøvede vi en tidlig menu med to retter.

Jeg fik en dejlig salat med makrel, fennikel, appelsinsauce og granatæblekerner. 
Datteren fik dagens suppe.

 Som hovedret fik Datteren et godt stykke oksekød med en god sovs.

Og jeg fik et godt stykke laks med en rigtig dejlig kartoffelmos til. Og så fik vi begge to grønsager til.

Sidste aften spister vi på restauranten The Waterside, som ligger rigtig godt med udsigt til floden Ness, som løber gennem byen. Og denne flod løber videre til Skotlands mest berømte sø, Loch Ness.

Her valgte Datteren endnu en gang burger.  Jeg valgte en rigtig dejlig vegetarret. En bøf lavet af Quorn (vegetarisk køderstatning) og butternutsquash. Bøffen blev serveret med 
butterdejsskiver og en meget lækker rød pebersovs.

Frokost m.m.
Til frokost var vi jo ofte på farten og maden blev derfor ofte noget hurtigt og let, som f.eks. en sandwich eller lign. Og så fik vi da også drukket en hel del kopper cappuchino og spist lidt kage.








mandag den 14. august 2017

Små tomatgaletter med feta

Så er jeg tilbage fra en uges dejlig ferie i Skotland sammen med Datteren. Det får I mere at høre om senere. Men i dag må jeg hellere få delt en opskrift og her er en af mine nye favoritter - galetter med tomater og feta. 

Det er en dejlig sommerlig opskrift, som er inspireret af denne opskrift, som jeg har set hos Anna-mad. Jeg lavede lidt om på Annas opskrift, idet jeg lavede fire små galetter i stedet for en stor og jeg brugte fetaost i stedet for Vesterhavsost.





Små tomatgaletter med feta
(4 personer)
1,5 dl fuldkornsspeltmel
2 dl hvedemel
50 g blødt smør
¾ dl A38
4-5 tomater afhængig af størrelse
1-2 stk. forårsløg
salt, peber
olivenolie
balsamico
50 g fetaost
frisk timian

Start med at lave dejen. Kom de to slags mel, smør og A38 i en skål og ælt det hele sammen til en sammenhængende dej. Stil den på køl, mens du laver fyldet.

Skær tomaterne i skiver. Hak forårsløget. Del dejen i fire dele og rul delene ud så store, som det kan lade sig gøre uden at dejen bliver for tynd.. Læg skivede tomater i midten, der skal helst være en kant på 1½-2 cm. Drys løg over og krydr med salt og peber. Dryp med lidt olivenolie og balsamico. Fold dejkanten omkring tomatskiverne hele vejen rundt. Drys med smuldret fetaost og drys med hakket timian.

Læg galetterne på et stykke bagepapir på en bagerist og bag dem 200 grader i 25 minutter. 

fredag den 4. august 2017

Ferie-pause

Kære alle som besøger denne blog

Bloggen har stået lidt stille i denne uge og det kommer den også til i næste uge. I denne uge pga. arbejde, min mors 80 års fødselsdag og forberedelser til ferie. I næste uge kommer der heller ikke til at ske meget, for i morgen tager Datteren og jeg på en uges ferie i Skotland.

Jeg regner med at være tilbage med nye gode og spændende opskrifter i uge 33. 
Mvh Anne

 

(Billedet er fra da vi var i Skotland sidste gang i 2007)