søndag den 28. april 2013

Kylling med nudler, broccoli og peanutbutter


Nem og enkel mad…

…med udgangspunkt i kylling, nudler og peanuts Jeg kan godt lide både kylling og peantubutter, så det var lige en opskrift efter min smag. Inspirationen fik jeg fra bloggen Lidt om alt og meget om mad


Kylling med nudler, broccoli og peanuts - min version
(2 personer)
250 g kylling skåret i små tern
2 spsk peanutbutter
1 spsk soja
1 spsk olie
lidt tørret chili
limesaft
olivenolie
150 g broccoli delt i buketter og den fine del af stokken skåret i tern
1 lille dåse kokosmælk
40 g jordnødder
100 g fuldkornsnudler
Start med at lave marinaden. Peanutbutter røres sammen med soja, olie, chili og limesaft. Hældes i en plasticpose sammen med kyllingekødet i tern. Det hele vendes godt rundt i posen og så skal det stå og trække - mindst et par timer, men også gerne længere tid. Når maden skal tilberedes steges kyllingeternene i olie på en pande. Imens koges nudlerne i vand efter pakkens brugsanvisning. Broccolibuketterne lægges i en sigte og når nudlerne er kogt færdige, hældes nudler og kogevand over broccolien. Derefter hældes nudler og broccoli tilbage i gryden. Kokosmælken hældes over kyllingeternene, varm det igennem til det koger og hæld det over nudler og broccoli i gryden. Til sidst tilføjes peanuts og så er retten klar til servering. Som tilbehør havde jeg lavet en salat med iceberg, agurk og ananas. Dertil en dressing af A38 krydret med lidt friskrevet ingefær, gurkemeje og tørret koriander.

Nyt fra Anne på Sjette
Så er jeg igen alene her i min hyggelige lejlighed på sjette sal. Datteren er nemlig rejst to måneder til Australien for at besøge en fyr, hun lærte at kende, da hun var i Indien. En rigtig sød fyr ved navn Oliver. Håber ikke, at hun ender med at immigrere til Australien - det er så langt væk. Men vi må se, hvordan det går.

fredag den 26. april 2013

Chorizo med chipotlechili


Da jeg for et stykke tid siden besøgte Torvehallerne…

…i København købte jeg hos Krydderiet en dåse chipotlechili med hjem. Det er mit første bekendtskab med denne meget stærke chili, så det var lidt spændende. Sammen med dåsen fik jeg en opskrift og den fik jeg så for nylig prøvet af.



Chorizo med chipotlechili – min version
(2 personer)
1 løg
olivenolie
200 g chorizopølse
1 ds hakkede tomater
1 stk chipotlechili i lage
½ spsk balsamicoeddike
1 spsk finthakket persille
½ broccoli
Hak løgene groft og vend dem i lidt varm olie på panden i ca. et minut. Skær pølserne i mundrette bidder og tilsæt dem til løgene. Steg begge dele på panden yderligere 2-3 minutter. Hak chipotlen fint og tilsæt den sammen med persille og balsamicoeddike. Lad det hele simre i ca. 15 minutter. I stedet for at servere retten med brød eller pasta. kogte jeg i stedet noget broccoli. Ikke mørt, men så det stadig er al dente. Når broccolien er kogt, hældes vandet fra og broccolien lægges i bunden af et fad. Hæld tomatchilipølsesovsen over og server retten med salat til og evt. revet ost.

Note: Jo, det var en stærk chili, som man skal være varsom med. Men den gav en god smag til tomatsovsen, så det blev en god (stærk) og nem hverdagsret.

tirsdag den 23. april 2013

Korn med grønsager og ost



Aftenens grønsagstilbehør var Stop-spild-af-mad-inspireret…

…her var en rest spidskål, nogle efterhånden halvgamle gulerødder og en broccoli, der trængte til at blive brugt. Blandet med korn og revet ost blev det dejligt grønsagstilbehør til en gang pølser.


Korn med grønsager og ost
1 løg, finthakket
olie
2 dl hvedekerner
60 g spidskål snittet fint
60 g gulerødder i små tern
100 g broccoli hakket groft
2½-3 dl bouillon
100 g revet ost
salvie
salt, peber
frisk timian
Svits løgene bløde i lidt olie i en gryde. Tilsæt hvedekernerne og lad dem svitse med et par minutter. Så tilsættes den finthakkede spidskål samt 1½-2 dl bouillon. Læg låg på gryden og lad det småkoge 10 minutter. Hvis væden koger væk, kommes mere bouillon i gryden. Gulerødder og broccoli tilsættes og det hele koger endnu 10 minutter. Til sidst kommes revet ost i og det hele røres rundt og varmes igennem til osten er smeltet. Smages til med salvie, salt og peber. Ved serveringen pyntes med et drys frisk hakket timian.

Nyt fra Anne på sjette
I morgen skal vi holde åbent hus på "mit" bibliotek. Det skal vi, fordi vi torsdag går over til det der kaldes "åbne biblioteker". Det betyder at brugerne kan bruge biblioteket hele dagen mellem kl. 7 og kl. 22. Til gengæld må de klare sig selv de fleste af timerne, da personalet kun vil være tilgængeligt på visse tidspunkter af dagen. Spændende hvordan det kommer til at gå. Skulle du være i Aarup på Fyn mellem kl. 19 og 21 i morgen aften, kan du jo komme forbi og hilse på.

mandag den 22. april 2013

Bøger (eller bog) læst i marts 2013


Det er faktisk ved at være helt pinligt, men i marts måned fik jeg kun læst en eneste bog...

...og så var den ikke engang særlig tyk! Men nogle gange prioriterer man så meget andet og når jeg så endelig gik i seng og skulle til at læse, så faldt øjnene meget hurtigt i og så var det slut med læsningen den dag. Og det var ikke engang fordi bogen var særlig kedelig, at jeg faldt i søvn – jeg var bare træt.

Men hvad var det så for en bog, jeg trods alt fik læst?
Det var romanen ”En fortælling om at glemme” af Stephan Merrild Block, en amerikansk forfatter der skriver interessante bøger med et rigtig godt sprog. Bogen er udgivet på forlaget Tiderne skifter


Denne bog handler om Alzheimers, en særlig udgave af sygdommen der rammer yngre mennesker. Man følger to personer: Den gamle pukkelryggede særling Abel, der stadig bor på den gamle slægtsgård, hvor han engang boede sammen med broren, der fik tidlig Alzheimers og den unge ensomme og nørdede fyr Seth, hvis mor lider af sygdommen.

Al jorden omkring Abels forfaldne gård er solgt til nybyggeri og de pæne mennesker i de pæne huse omkring ham, ser skævt til den underlige gamle mand. Abel er ligeglad, hans tanker drejer sig mest om fortiden, det vil sige den gang han boede sammen med broren og brorens kone, som han forelskede sig voldsomt i.

Seths far forsumper foran fjernsynet med en drink i hånden, så der er ikke meget hjælp for Seth at hente der. I stedet prøver han at håndtere sin mors sygdom ved at finde ud af så meget som muligt om sygdommen og om hendes baggrund og familie. At opsøge en masse fremmede mennesker med sygdommen for at høre deres historie, er ikke nogen nem opgave for en genert ung mand, men nysgerrigheden er for stor.

Hvis man gerne vil læse om sygdommen Alzheimers og hvordan den påvirker såvel de syge som de pårørende, så er denne bog spændende at tage fat i. Bogen bygger på forfatterens egne erfaringer med Alzheimers, der dels er personlige, sygdommen findes i hans egen familie og dels faglige, da han studeret kognitiv neurovidenskab på universitet



søndag den 21. april 2013

Rodfrugttærte uden tærte


Her er en slags rodfrugttærte uden tærte (!)…

…som kan bruges som tilbehør eller spises som hovedret. Når jeg skriver, at det er en tærte uden tærte, så er det fordi fyldet minder om tærtefyld, men der er ingen dejbund. Man kan bruge de rodfrugter man lige har på lager. Denne dag bestod fyldet af kartofler, rødbeder og gulerødder. God måde at få brugt sin rodfrugtrester på.



Rodfrugttærte uden tærte
1 bdt forårsløg, hakket
300 g kartofler, skrællet og revet groft
100 g rødbede, skrællet og revet groft
100 g gulerod, skrællet og revet groft
olivenolie
2 æg
½ dl mælk
1 spsk sennep
salt, peber
50 g revet ost
Varm lidt olie på panden og svits forårsløg og de øvrige grønsager heri i ca. 10 minutter. Smør en tærteform og hæld grønsagsblandingen i. Æggene piskes med mælk, sennep og krydderier. Æggemassen hældes over grønsagerne. Bag ”tærten” i 15 minutter ved 200 grader. Kom revet ost på og bag tærten yderligere 15 minutter. Smager fortrinligt som tilbehør til f.eks. en stegt kyllingemedister, frikadeller eller andet kød. Vi fik som sædvanlig salat til. Dagens salat var lavet af fintskåret spidskål, gul peberfrugt i tern og agurk i tern. Dertil en dressing af A38 og citronsaft.

Nyt fra Anne på Sjette
Skønt, at det endelig er blevet rigtig forår med grønt græs, grønne knopper på buskene og anemoner. Og skønt med en fridag hjemme i dag, efter to uge med flere sene vagter og to lørdagsvagter i træk. Der blev tid til både en gåtur med Datteren og senere en cykeltur. Så er dagens motion vist dækket ind.

fredag den 19. april 2013

Chokoladecookies med pebermynte og crumble med ferskner og hindbær


Hermed det sidste indlæg om min fødselsdag...

...og det handler om det søde, nemlig de to slags kager mine gæster fik serveret. Dels var der nogle meget lækre chokoladecookies med pebermynte, som Datteren havde fundet på vi skulle lave og dels en rigtig god og forårsagtig crumble med ferskner og hindbær.


Chokoladecookies med pebermynte
(ca. 20 stk.)
150 g mørk chokolade
150 g hvedemel
1 dl usødet kakaopulver
1½ tsk natron
100 g blødt smør
240 g brun farin
2 æg
100 g pebermyntechokolade, hakket
Start med at smelte den mørke chokolade enten i vandbad eller i mikroovnen. Sigt mel, kakaopulver, natron og salt i en skål. Kom smør og sukker i en anden skål og pisk det godt, til massen er cremet. Tilsæt æggene et ad gangen og pisk godt imellem hvert æg. Når den smeltede chokolade er afkølet vendes den i æggemassen. Så tilsættes de tørre ingredienser ad flere gange, rør godt i dejen ind imellem. Til sidst røres den hakkede pebermyntechokolade i dejen. Sæt derefter dejen i køleskabet ca. et kvarter før kagerne formes. Kagerne formes ved at tage hvad der svarer til ca. 2 spsk dej og samle det til en kugle, der lægges på en bageplade med bagepapir. Sørg for god plads imellem kuglerne, da de flyder ud. Sæt pladen i køleskabet yderligere 30 minutter, inden de bages i ovnen ved 165 grader i 15-20 minutter indtil kagerne er hævet og krakeleret på toppen.


Peach Melba-crumble – min version
(4 personer)
1 dåse ferskner
150 g frosne hindbær 
1 spsk rørsukker
Crumbledej:
50 g hvedemel
50 g havregryn
50 g sukker
50 g blødt smør
Giv de frosne hindbær et kort opkog – bare for en sikkerheds skyld. Tænd ovnen på 200 grader. Skær fersknerne i mundrette stykker og bland dem forsigtigt med hindbærrene. Smør et ovnfast fad og kom ferskener og hindbær i sammen med et drys rørsukker. Smuldr mel og havregryn med sukker og smør til en smuldredej. Fordel dejen over frugterne og bag kagen i ovnen ved 200 grader i ca. 30 minutter til overfladen er gylden. Serveres med en god cremefraiche, skyr eller lign. rørt med vaniljesukker. Is kan også bruges. 
Opskriften stammer fra en kogebog, men jeg har desværre ikke fået skrevet op hvilken en, det drejer sig om.


tirsdag den 16. april 2013

Røget kyllingesalat med druer


Her kommer opskriften…

…på den sidste ret, jeg serverede for mine veninder til min fødselsdag. Det er en salt med kylling og frugt. Dejlig lækker salat, der både kan spises lun og kold. Opskriften er endnu en gang fra Julie Heys kogebog ”Hey – Hvad skal vi spise?”, som jeg godt kan anbefale.


Røget kyllingesalat med druer – min version
(4 personer)
1-2 spsk røget paprika (eller almindelig paprika, hvis man ikke bryder sig om den røgede smag)
4 kyllingebrystfileter
300 g vindruer
5 forårsløg
2 æbler
4 spsk olivenolie
salt, peber
Rist paprikaen af på en tør pande. Tilsæt 2 spsk olivenolie og brun kyllingefileterne på begge sider i paprikaolien. Tilsæt vand , så det når halvt op ad kyllingekødet og lad det simre i vandet fem minutter på hver side. Tag panden af varmen og lad kyllingebrystfileterne trække i ca. fem minutter på panden. Skyl derefter druerne og rens forårsløg og æbler. Halver druerne, hak forårsløgene og skær æblerne i tern. Hæld vandet fra kyllingefileterne og del dem i mindre stykker. Kom dem på panden og tilsæt 2 spsk olivenolie samt vindruer, æbler og forårsløg. Lun salaten og smag den til med krydderier.

søndag den 14. april 2013

Blomkålssalat med kikærter og karrydressing og pølsehapsere


Som stor salatfan…

…kunne jeg selvfølgelig ikke undvære en salat på bordet til min veninde-fødselsdag. Denne salat, som jeg fandt i bogen ”Supersund – Salater” af Inge Kauffeldt og Helle Kleist, har blomkål og kikærter som hovedingredienser. Bogen er i øvrigt fyldt med gode salatopskrifter.


Blomkålssalat med kikærter og karrydressing – min version
(4 personer)
1 stort blomkålshoved
2 dåser kikærter
1 bdt fintsnittet forårsløg
1 gul peberfrugt skåret i tern
Blomkålen deles i små buketter og blancheres kort i letsaltet vand. Jeg kan bedst lide, når de stadig har så meget bid som muligt. Når de er kølet af blandes de med kikærter, forårsløg og peberfrugt. Lav en dressing ved at blande cremefraiche, A38, sennep, karry, hvidvinseddike samt salt og peber. Når jeg laver dressing går jeg ikke så meget op i, hvor meget der kommer i af hver ingrediens, men smager dressingen til efterhånden som jeg laver den. Bland grønsager og dressing og lad gerne salaten stå på køl en times tid før servering.

Til fødselsdagsbordet lavede jeg også nedenstående lækre snack med pølser og kartofler vendt i pesto og sat på pinde. Hvis der er børn med ved bordet, kan man nøjes med at sætte kartofler og pølser på pind til dem, men mange voksne vil sikkert godt kunne lide voksen-udgaven med pesto. Pestoen kan i øvrigt varieres, her er brugt en persillepesto. Opskriften, ja den har jeg fundet i Julie Hey’s kogebog ”Hey – hvad skal vi spise”.


Pølsehapsere med pesto – min version
(ca. 10 stk)
Skal og saft fra en halv økologisk citron
ca. 20 g persille (Er I klar over hvor lidt persille vejer!)
20 g pinjekerner
20 g parmasanost
½ dl olivenolie
½ fed hvidløg
salt, peber
6 kartofler
3 gode pølser
Kartoflerne renses og koges i letsaltet vand ca. 12-15 minutter. Hæld vandet fra og lad kartoflerne afkøle inden de skæres i skiver. Pølserne steges og skæres i skiver. Til pestoen rives citronskallen og persillen plukkes fri for stilke. Persillen skylles og blendes med citronskal, pinjekerner, revet parmasan, olivenolie og presset hvidløg. Smages til med citronsaft, salt og peber. Kartoffelskiver og pølseskiver vendes i pestoen og sættes på pinde. Inden serveringen varmes de lige i ovnen.

fredag den 12. april 2013

Carpaccio af laks med mandarin og bagt snackpeber samt krydrede pitatrekanter


Da jeg så nedenstående opskrift…

…i et blad (Alt for Damerne nr. 51 2012) faldt jeg straks for farvesammensætningen. Man kan kun blive i godt (forårs)humør af de glade friske farver. Den ret måtte jeg simpelthen prøve at lave og da jeg skulle have veninder på besøg til min fødselsdag, var der en oplagt mulighed.


Carpaccio af laks med mandarin og bagt snackpeber – min version
(4 personer)
2 store snackpebre
olivenolie
salt, peber
250 g røget laks
2 mandariner
12 ananaskirsebær
4 spsk olivenolie
1 lime, saft og skal
salt, peber
pinjekerner
Læg peberfrugterne i et fad. Hæld olie over og drys med slat og peber. Bag pebrene i ovnen ved 200 grader i ca. 20 minutter. Når de er kølet af pilles skallen af og pebrene skæres i tynde skiver. Fordel laksen i bunden af et fad. Skræl mandarinerne og skær dem i tynde skiver (Dvs. det gik ikke så godt med de tynde skiver, så det blev i stedet bare mandarinstykker). Læg skiver af peberfrugt og mandarin over laksen. Pil skallen af ananaskirsebærrene, halver dem og drys dem ud over fadet. Bland lidt olie med limesaft og –skal samt friskkværnet peber og hæld det over fadet. Pinjekernerne ristes på en pande og drysses over til sidst.


Krydrede pitatrekanter
Som tilbehør havde jeg lavet små trekanter af pitabrød smurt med forskellige oliekrydderblandinger, f.eks. hvidløgs- og chiliolie blandet med Herbes de Provence og rapsolie blandet med sennep og friskhakket timian. Brødtrekanterne blev lige varmet en ovnen til de var tilpas sprøde. Dejligt tilbehør.

Note: Uha, den var god den lakseret.

onsdag den 10. april 2013

Boller med kerner og appelsin


I fredags havde jeg fødselsdag…

…og det lykkedes at samle den nærmeste familie til brunch. Da jeg næsten lige var kommet hjem fra Hamborg og da jeg også skulle have gæster i weekenden, blev det eneste hjemmelavede jeg serverede en gang boller. Resten købte jeg mig fra. Jeg havde set en opskrift i Søndag, nr. 52 2012. Jeg valgte at lave dejen som en koldhævet dej, så jeg kunne bage bollerne om morgenen på fødselsdagen og dermed have lune boller, når gæsterne kom. Det blev rigtig lækre boller, bløde og luftige. Appelsinen smagte ikke igennem, måske skulle man også komme saften i næste gang.



Boller med kerner og appelsin – min version
(24 boller)
15 g gær
1 spsk salt
2 spsk honning
6 dl koldt vand
4 dl A38
fintrevet skal af to øko-appelsiner
50 g solsikkekerner
50 g græskarkerner
100 g havregryn
300 g grahamsmel
500-600 g hvedemel
æg til pensling
solsikkekerner og græskarkerner til drys
Smuldr gæren i en stor skål. Tilsæt salt, honning, vand og A38. Bland appelsinskal, kerner og gryn sammen med grahamsmel og rør det i gærblandingen. Tilsæt hvedemel lidt efter lidt til dejen bliver nogenlunde fast. Lad dejen hæve i køleskabet natten over. Næste dag slåes dejen ned og formes til 24 boller. Lad bollerne efterhæve en halv time. Derefter pensles de med æg og drysses med kerner. Bages ved 200 grader i 25-30 minutter.

Nyt fra Anne på Sjette
Ja, tænk så er jeg hele 52 år. Det gør mig vist til en af de ældste madbloggere. Jeg kunne vælge at ærgre mig over at være blevet så gammel, men i stedet vil jeg glæde mig over, at jeg indtil videre har fået lov til at leve 52 år. 

tirsdag den 9. april 2013

To døgn i Hamborg

I sidste uge tog Datteren og jeg...

...på en lille miniferie til Hamborg. Det var ikke en by, jeg kendte meget til. Kedelig havneby er man måske tilbøjelig til at tænke. Men det er faktisk en rigtig fin by, hvis man vil på storbyferie. Her er seværdigheder, kultur, masser af butikker og spisesteder. Her er en hyggelig havnefront og dejlige søer midt i byen. Hamborg kan hermed anbefales.

Hermed nogle billeder fra vores oplevelser i Hamborg


Hamborg er en havneby - og endda en meget stor en af slagsen.
 Så har er masse af skibe, kraner og containere.

Der ligger også nogle dejlige søer midt i byen.

Vi var meget betaget af Miniature Wunderland - en kæmpemæssig modeljernbane i flere etage med en masse flotte scenarier med mange sjove detaljer...

...se f.eks her hvordan en flok bankrøvere er ved at bore sig vej ind i banken.

En turist lever ikke af seværdigheder alene - der må også mad og drikke til.

F.eks en dejlig Jägerschnitzel

 Det usunde: Mange spændende kager

Det sunde: En meget lækker juicebar

Og så blev der shoppet - ikke tøj og kosmetik, men spændende madvarer og masser af chokolade
(så er der guf til riigtig lang tid)


søndag den 7. april 2013

Kirsebærquiche


I påsken bagte min søster og jeg…

...en kirsebærquiche, som vi havde fundet på www.viskalspise.dk. Så snart den var bagt og var kølet nok af, blev den sat på kaffebordet og sammen med Datteren fik vi gjort kål på det meste af kagen. For den var nemlig god. Min søster er ikke så vild med smørfyldte mørdejsbunde, så vi lavede i stedet en bund med cremefraiche og olie i stedet for smør. Desværre fik jeg ikke skrevet målene op, så I får opskriften med den oprindelige mørdejsbund.




Kirsebærquiche
(6 personer)
75 g smør
2 dl hvedemel
2 tsk sukker
1 æg delt i blomme og hvide
2 hele æg
1 dåse dessertkirsebær, 140 g drænet vægt
1 dl fløde
1 dl kirsebærsaft
1 tsk sukker
Sukker og mel blandes og smørret smuldres heri. Tilsæt ½ æggeblomme og saml dejen til en jævn glat masse. Et tærtefad smøres godt og mørdejen masses ud i formen og op ad siderne. Bages ved 200 grader i ca. 10 minutter. Når bunden er kølet af pensles den med lidt æggehvide for at forhindre saften i at trænge igennem. Den halve æggeblomme, resten af hviden samt de to hele æg piskes sammen med saft og fløde. Kirsebærrene fordeles på den forbagte bund og æggemassen hældes over. Quichen bages i ovnen ved 180 grader i 20 minutter til den karameliserer lidt på overfladen. Kan spises lun eller kold. Vi fik cremefraiche til.

Nyt fra Anne på Sjette:
Jeg har ikke været så meget på bloggen den seneste tid, da jeg i forbindelse med påsken har haft ekstra ferie. Ud over ovennævnte besøg hos min søster, har Datteren og jeg også været en lille tur i Hamborg. Og så har jeg holdt fødselsdag både fredag og lørdag, så der har været nok at se til. Bla. en hel del nye opskrifter, som er blevet afprøvet - dem vil der komme mere om på bloggen den næste tid. 

torsdag den 4. april 2013

Rodfrugtrulle med spinat


I påsken besøgte jeg min søster nogle dage…

…og udover at gå ture, snakke en masse og se film fik vi også både bagt og lavet mad sammen. Bl.a. lavede vi denne rodfrugtrulle, som jeg havde fundet i Julia Heys kogebog ”Hey – hvad skal vi spise?” En ny spændende måde at bruge rodfrugter på - selv når man efterhånden er ved at længes efter mere forårsagtig mad (og vejr). Dog syntes vi, at rullen blev lidt tør, men lidt mere cremet fyld med f.eks. ost, cremefraiche eller andet, kunnet nok have afhjulpet det problem. Rullen kan spises som tilbehør eller som hovedret.

Rodfrugtrulle

Ovnstegte frikadeller

Salat blandet af de forhåndenværende ingredienser

Rodfrugtrulle med spinat – vores version
(4 personer)
500 g kartofler
2 gulerødder
1 rødbede
1 løg
1 fed hvidløg
4 æg
2 spsk hvedemel
salt, peber
50 g spinatblade
Skræl rodfrugterne, riv dem groft og pres væden fra. Pil løget og riv det groft. Pisk æggene sammen og vend dem med rodfrugter, løg, presset hvidløg, mel, salt og peber. Fordel rudfrugtmassen fladt ud i ca. ½-1 cm’s tykkelse på en bradepande beklædt med bagepapir og bag den i ovnen ved 200 grader i 15-20 minutter. Skyl spinatbladene og dryp dem godt af. Læg dem i en stribe på midten af rodfrugtrullen. Rul rodfrugtmassen sammen i bagepapiret og bag den yderligere 10 minutter. Ved serveringen skæres rullen i skiver. Vi serverede ovnbagte frikadeller og salat til.

Note: En opskrift der sagtens kan bruges igen og hvor der er mange muligheder for at eksperimentere med råvarerne.