onsdag den 29. maj 2013

God mad i Toscana II


I sidste indlæg nåede vi…

…de to første retter med mad fra det toscanske køkken. I dette indlæg ser vi på de to sidste retter i middagen. Det er kun et udvalg I ser her, for jeg fik ikke taget lige gode billeder af alt, vi fik serveret.

Tredje ombæring hedder Secondo piatto, som betyder ”anden ret” og den består enten af kød eller fisk. Denne del af måltidet bliver som regel serveret uden tilbehør til, men det gjaldt heldigvis ikke for os. Så vi fik lidt grønsagstilbehør hver dag, hvilket jo kun kunne glæde en grønsagselsker som mig. Jeg kunne godt have brugt endnu flere grønsager og salat, men på den anden side…når man drager ud i verden er det jo også for at prøve noget andet end det derhjemme.

Kalve escalopes med citronsauce og grønsager

Vildsvinegryde med polenta og kartofler

Kalvekødsruller med skinke og grønsager

Så kommer vi til middagens afslutning Dolce, som betyder ”den søde”. Og her smagte vi et dejligt udvalg af lækre desserter.

Karamelbudding med appelsin

 Mandeltærte - uhm den var god!

Kastanjemelspandekager med is og nutella - også en favorit!

Det var lidt om Mamma Gemmas skønne toscanske middage. Der var også andre lækkerier på turen og det kan I læse mere om i næste indlæg.

tirsdag den 28. maj 2013

God mad i Toscana I


Sidste uge var en rigtig favorituge…

…da jeg hele ugen var på vandreferie i Toscana sammen med min søster. Udover en masse dejlige vandreture i Toscanas skønne natur (mere om det senere), var der også masser af gode madoplevelser. Vi boede i det hyggelige pensionat La Fontanella i den idylliske lille landsby Roggio oppe i de grønne Apuanske bjerge. På La Fontanella er det Mamma Gemma, der regerer i pensionatets køkken og hver eneste dag havde vi glæde af hendes lækre italienske mad med lokale råvarer.

Hver dag var der fire retter til aftensmaden. Og ja, nogle af os (!) blev nødt til at smage det hele selvom det var noget mere mad end de fleste af os er vant til. Men man (jeg) ville jo helst ikke gå glip af noget. For at vi kunne følge med i de mange spændende retter, blev der hver dag skrevet op på en tavle. hvad dagens middag bestod af. Det stod godt nok på italiensk, men heldigvis havde vi husets søn, Andrea, til at oversætte til engelsk.


Vi startede med Antipasto, som betyder ”før måltidet”. Her fik vi som regel serveret tre forskellige spændende hapsere.

 Her har vi crostini med grøn sauce, squash med ost og tomat og en farseret tomat

Grøn peber med kødfyld, en skive aubergine med sauce og kartoffelmos med svampefyld

Og her aubergine med fars, en squashfritte og et stykke ristærte

Næste servering var Primo Piatto, som betyder ”første ret”. Det er ofte en ret med pasta, ris eller måske suppe.

 Lækker grønsagssuppe - måske lidt kedelig på billedet, men smagen fejlede ikke noget.

Gnocchi med tomatsauce - langt fra alles favorit

Til gengæld var den hjemmelavede ravioli bare rigtig lækker!

Så er vi halvvejs gennem måltidet. I næste indlæg kommer der lækre kødretter og dejlige desserter.

søndag den 26. maj 2013

Pastagratin med grønsager i ramsløgsovs


Sent i aftes vendte jeg hjem...

...efter en skøn uges ferie i Toscana. To ting (som jeg begge holder rigtig meget af) var især på programmet og det var vandreture og god mad. Der skal nok komme indlæg om både det ene og det andet, men det  tager lidt tid at få styr på billederne og hverdagen med arbejde starter igen i morgen. Derfor får I denne omgang en opskrift, som jeg prøvede af før ferien.


Pastagratin med grønsager i ramsløgsovs
(2 personer eller 1 person 2 dage)
100 g pasta
100 g blomkål
50 g broccoli
75 g gulerødder
Opbagt sovs af:
lidt smør
lidt mel
kogevand fra grønsagerne
mælk
salt, peber
ramsløg, hakket
75 g revet ost
Pastaen koges som den plejer. Blomkål og broccoli deles i buketter og gulerødderne skæres i store tern. Begge dele koges sammen i letsaltet vand i ca. 10 minutter. Gem endelig kogevandet, når grønsagerne er færdigkogt, det skal nemlig bruges som en del af sovsen. Når pasta og grønsager er færdigkogt, drypper de af og blandes i et smurt ildfast fad. Derefter laves en opbagt sovs. Jeg har ikke skrevet de præcise mål, da mængden afhænger af, hvordan sovsen bliver. Start med at smelte lidt smør i en gryde (ca. 25 g). Når smørret er smeltet tilføjes mel – ca. 2 spsk. Det hele piskes sammen under omrøring. Når massen koger tilføjes grønsagsvand og mælk lidt ad gangen og der piskes ind imellem til sovsen har en passende konsistens. Krydr med salt og peber og bland ramsløgene i. Sovsen hældes over grønsager og pasta og det hele vendes godt rundt. Drys med revet ost og sæt fadet i ovnen ved 200 grader ca. 15 minutter. Værsgo – en dejlig grønsagsret der spises sammen med dagens salat.

fredag den 17. maj 2013

Tærte med bagte grønsager


Her er endnu en tærte uden tærtebund…

…det kan man sagtens lave og så bliver tærten lidt lettere. Denne gang er det er en tærte med dejlige farverige grønsager som aubergine, squash og peberfrugt. Som udgangspunkt har jeg brugt en opskrift fra bogen ”Sund mad – let at lave”, men har ændret i opskriften ved at skære dejbunden bort og i stedet komme mere fyld i. I den oprindelige udgave er der gedeost, det valgte jeg så lige at springe over. I stedet brugte jeg hytteost.


Tærte med bagte grønsager – min version
(2 personer eller 1 person 2 dage)
½ squash
½ aubergine
1 rød snackpeber
1 løg
olivenolie
salt
hvidløgspeber
2 æg
1 dl skyr
200 g hytteost
Herbes de Provence
50 g revet ost
Squash, aubergine og snackpeber skylles og skæres i grove stykker. Løget skrælles og skæres i tynde både. De udskårne grønsager lægges på bagepapir og drysses med salt og hvidløgspeber samt vendes rundt i lidt olie. Bages derefter ved 175 grader i 15 minutter. En tærteform smøres og grønsager lægges heri. Æggene piskes sammen med skyr, hytteost og krydderier. Hældes over grønsagerne. Og så drysses til sidst med revet ost. Bages i ovnen ved 180 grader i 30 minutter. Serveres med dagens salat lavet af: grøn salat, tomater, bladselleri og agurk. Dertil en dressing af olivenolie, balsamicoeddike, lidt honning, salt og peber.

Note: Man kan selvfølgelig sagtens komme fyldet i en dejtærte, hvis man foretrækker det.

Nyt fra Anne på Sjette:
I morgen drager min søster og jeg afsted på ferie til Toscana! I en uge skal vi bruge dagene på dejlige vandreture i den toscanske natur og om aftenen skal vi forhåbentlig nyde en masse god toscansk mad. Så der er virkelig noget at glæde sig til.

mandag den 13. maj 2013

Cremet karry- og appelsinkylling med quinoasalat


Lækker karrykylling med spændende salat…

…der er hvad denne opskrift kan glæde dine smagsløg med. Opskriften har jeg fundet i Spis Bedre nr. 2 2013. Retten blev serveret en aften, jeg havde mine forældre på besøg, så jeg turde ikke lave den for stærk. De syntes heldigvis, at det var lækker mad. Selvom min far mumlede noget om kartofler, eller i det mindste brød til. Det er nok lidt svært for den generation at undvære det sædvanlige tilbehør. Men salaten med quinoa mættede nu godt, det måtte min far også indrømme.

Desværre fik jeg ikke noget godt billede af den færdige kylling. 
Til gengæld får I et billede her af alle ingredienserne til marinaden

Cremet karry- og appelsinkylling med quinoasalat– min version
(4 personer)
1 hel kylling ca. 1,2 kg
Marinade af:
1 spsk fennikelfrø
1 spsk korainderfrø (kunne jeg ikke få, så jeg brugte stødt koriander)
1 spsk karry
1 tsk gurkemeje
½ tsk chiliflager
1½ dl appelsinjuice – gerne friskpresset
1 fed hvidløg
1 spsk flydende honning
1 spsk olivenolie
salt, peber
1 dl skyr
Quinoasalat
1 dl mandler
2 dl rød quinoa
½ granatæble
1 stor fennikel
½ spsk olivenolie
1 spsk flydende honning
½ dl hvid balsamico
salt, peber
3 spsk citronsaft
1 dl hakket persille
1 bakke blandet salat
Til marinaden stødes fennikelfrø og evt. korianderfrø i en morter. Blandes med de resterende krydderier, appelsinjuice, revet hvidløg, honning, olivenolie, salt og peber. Læg kyllingen i en plasticpose, hæld marinaden ved og masser kryddderiblandingen ind. Marineres i køleskabet en times tid. Vend rundt på den en gang imellem. Sæt ovnen på 225 grader. Klip ryggen op på kyllingen og klip rygbenet væk. Fold den ud og tryk den flad, Læg den i et ovnfast fad og hæld marinaden over. Steg midt i ovnen i ca. 45 minutter. Dryp 2-3 gange undervejs.


Til salaten ristes mandlerne på en tør hed pande. Lad dem afkøle og hak dem groft. Skyl quinoaen godt i lunkent vand og kog den efter anvisningen på pakken i vand og bouillon.
Pil granatæblekernerne ud. Rens fennikelen og skær den i strimler. Steg strimlerne på panden i lidt olie i ca. 2 minutter. Tilsæt honning, balsamico, salt og peber. Lad væsken koge ind og lad fennikelen køle af.
Bland quinoa, granatæble, fennikel, citronsaft og persille. Krydr med salt og peber. Vend salaten i og top med hakkede mandler.
Tag kyllingen op og skær den ud i stykker (altså der er jeg virkelig ikke ekspert ). Anret stykkerne på et fad. Pisk stegeskyen sammen med skyr og server den til kyllingen sammen med salat.

Note: Karrysovsen/marinaden kunne som sagt godt have været stærkere efter min smag, men den havde en god fyldig smag. Blandingen af appelsin og karry er rigtig god, det skal huskes til en anden gang. Salaten med quinoa var også rigtig lækker, den skal nok laves igen.

lørdag den 11. maj 2013

Bagte grønsager med krydret ost


Bagte grønsager er dejligt tilbehør…

…her er der brugt aubergine, kartofler, gulerødder og løg. Og fetaost/salatost til at sætte ekstra smag på retten. Jeg spiste et stykke laks til samt lidt kogt broccoli. Dejlig hverdagsmad. Opskriften har jeg fundet hos Arla.


Bagte grønsager med krydret ost – min version
(1 person)
150 g kartofler
50 g løg
100 g aubergine skåret i store tern
50 g gulerødder skåret i store tern
2 spsk olie
salt
peber
30 g Apetina salatost i tern
1 stængel finthakket forårsløg
et par friske kviste timian
Skræl kartoflerne og skær dem i store tern. Kog kartoffelternene ved svag varme i ca. 3 minutter. Hæld vandet fra og damp kartoflerne tørre. Tilsæt løg i strimler, auberginetern og gulerodstern samt olie. Vend det hele godt rundt og læg grønsagerne på et stykke bagepapir. Krydr med salt og peber. Mos fetaen groft og bland den med finthakket forårsløg og timian. Drys den krydrede feta over grønsagerne og bag dem i ovnen ved 250 grader i 20 minutter. Vend et par gange i dem undervejs.

Ny fra Anne på Sjette:
I morgen bliver min lillebror 50 år! Lidt skræmmende at have en lillebror, der er så gammel. Men lige meget hvor gammel og gråskægget han bliver, vil han nok altid være "min lillebror" - ham der kan finde på at drille, ham der står på hovedet i buskadset i sin søgen efter kravl og kryb, ham jeg kan have en god snak med, ham som jeg kan gå nogle gode ture med. Gid han må opleve mange fødselsdage endnu :-)

torsdag den 9. maj 2013

Træstammer


Nogle træstammer kan man nøjes med at nyde synet af...

...her iklædt det fineste forårsløv

Andre træstammer får man lyst til at sætte tænderne i...

...så man kan nyde den gode smag af marcipan og andre lækre sager

Nedenstående opskrift er fra Odense Marcipan.

Træstammer – min version
(12 små)
200 g kagerester
60 g marcipan, revet
90 g mørk chokolade
hindbærmarmelade
1 tsk romessens
ekstra marcipan
ekstra chokolade, smeltet
Smelt de 60 g chokolade i et vandbad eller i mikroovnen. Smuldr kagen i en skål eller brug en foodprocessor og bland med marcipan, smeltet chokolade og hindbærmarmelade. Hvor meget hindbærmarmelade man bruger afhænger af kagemassens konsistens, den skal stadig være fast. Smag kagemassen til med romessens. Sæt kagemassen i køleskabet til den er fast og tril den til en eller flere pølser. Rul den ekstra marcipan tyndt ud mellem to stykker bagepapir og pak kagepølsen ind i marcipanen. Skær derefter pølsen i mindre stykker og dyp begge ender i den ekstra smeltede chokolade. Sæt kagerne på køl og så er de klar til at blive spist – en meget lækker og koncentreret godbid.

tirsdag den 7. maj 2013

Spidskålssalat med mango og feta


Hos Hanne K's verden så jeg en opskrift på en lækker salat med spidskål…

...her får I min version. Spidskål er (endnu) en af mine yndlingsgrønsager. Mere let og fin end hvidkål og rigtig god som basis i forskellige salater. Opskriften er uden mængdeangivelse, da jeg bare har blandet ingredienserne til en passende portion.
  

  
Spidskålssalat med mango og feta – min version
spidskål
mango
purløg
feta eller salatost
radiser
dressing:
olie
frugteddike (jeg brugte en brombæreddike med appelsin)
lidt honning
lidt chilisauce
salt
Spidskålen skæres i meget fine strimler. Mangoen skæres i tern. Hvis ikke fetaosten er i tern, skæres den også i tern. Radiserne skæres i små strimler. Frugt, grønt og ost blandes i en skål sammen med klippet purløg. Til dressingen piskes alle ingredienserne sammen og smages til. Dressingen hældes over salaten og det hele vendes rundt. Værsgo – en dejlig let forårsagtig salat.

Ny fra Anne på Sjette:
I dag har jeg været på kursus hele dagen i "Personlig kommunikation". Og det er vel altid noget man kan blive bedre til. Ikke mindst når kommunikation og formidling er en del af ens job. Det er et stort emne til et et-dags kursus, men lidt klogere på nogle ting blev jeg da. Og andre ting fik jeg genopfrisket. Så alt i alt var det en udmærket dag. Og maden vi fik på kursusstedet var forresten også god.

søndag den 5. maj 2013

Bøger læst i April


Det gik lidt bedre med at få læst i april måned...
...hele to bøger blev det til. Og rent tilfældig var det to bøger, som til dels handlede og krig og krigens konsekvenser. Dog ikke den samme krig.

Bogen er udkommet på Gyldendals forlag. Læs mere om bogen her.

I ”Tigerens kone” af Tèa Orbreht, er det krigen i det tidligere Jugoslavien, der danner baggrund for en del af fortællingen. Forfatteren, som i øvrigt ikke er så gammel (fra 1985), voksede selv op i det tidligere Jugoslavien, men immigrerede til USA. Det er en bog med flere fortællinger samtidig, men alle har de omdrejningspunkt i den unge læge Natalia og hendes bedstefar. En af fortællinger handler om Natalia og hendes forhold til bedstefaren, som er død under mystiske omstændigheder. En anden fortælling handler om en undsluppet tigeren der huserede i bedstefarens landsby, da han var barn. Og en tredje fortælling er om den udødelig mand, som bedstefaren møder flere gange i sit liv. Bogens fortællinger indeholder både magi og unaturlige hændelser, men samtidig er de fortællinger om et land i krig, hvor dem der før var ens naboer og gode venner, pludselig er ens fjender. Læs den hvis du synes, at det er spændende at læse om forholdene i andre lande og hvis du er med på, at det der foregår i din bog ikke nødvendigvis altid er fuldstændig realistisk.

Også denne bog er udgivet på Gyldendal. Læs mere om den her

Den anden bog i jeg læste i april var ”Skæbnemærket” af Nancy Huston, en canadisk forfatter, der har boet i Paris siden 1973. I bogen følger man en families historie i fire generationer set gennem fire seksårigs børns øjne (dog med en ret voksen tankegang). Bogen starter i Californien i 2004 med den seksårige Sol, et meget selvcentreret og skræmmende barn med hang til vold og sex på nettet (ja, han er kun seks år). Næste seksårige er hans far Randall, der var seks år i 1982. En dreng, hvis mor er så optaget af jagten på sin families rødder, at hun ikke har meget tid til sin egen lille dreng eller til drengens far for den sags skyld. Randalls mor, Sadie, var seks år i 1962 og også hun var et barn svigtet af en mor, der havde travlt med sit eget liv, i dette tilfælde en stor sangkarriere. Sidste skud på stammen er Sadies mor, Kristina, som var seks år i 1944-1945, hvor hun er en del af en stor kærlig familie. Men heller ikke hun undgik at blive svigtet som barn. Spændende at følge generationerne gennem de seksåriges oplevelser. En ind imellem barsk bog om forældre og børn, om svigt og om at søge efter sine rødder.

lørdag den 4. maj 2013

Hytteostpizza med løg og kylling


Jeg vil til enhver tid foretrække en hjemmelavet pizza…

…frem for en købepizza –i modsætning til Datteren. Nå, men da hun jo p.t. befinder sig i Australien, så kan jeg jo lave min pizza lige præcis, som jeg har lyst til. Hos Arla faldt jeg over denne lækre tomatfri pizza med kylling, løg og hytteost. Jeg ændrede lidt på opskriften, bla. tilføjede jeg en rest frisk spinat, som kaldte på at blive spist. Og jeg kyllingen blev stegt med røget paprika, to ting der passer ret godt sammen efter min smag.


Hytteostpizza med løg og kylling – min version
(2 personer eller 1 person 2 dage)
Pizzadej (du kan købe en færdig eller evt. bruge denne opskrift….)
200 g kyllingefileter
røget paprika
olivenolie
salt, peber
oregano
150 g løg i tynde skiver
3 forårsløg i tykke ringe
50 g frisk spinat
125 g hytteost med 4 slags løg
revet ost
Rist paprikaen af på en tør pande. Tilsæt 2 spsk olivenolie og brun kyllingefileterne på begge sider i paprikaolien. Tilsæt vand , så det når halvt op ad kyllingekødet og lad det simre i vandet fem minutter på hver side. Tag panden af varmen og lad kyllingebrystfileterne trække i ca. fem minutter på panden.. Hold kødet varmt. Kom de to slags løg på panden i lidt olie og steg dem ved stærk varme (men uden de bliver brune) i 3 minutter og jævn varme i syv minutter. Krydr med salt, peber og oregano. Forbag pizzadejen i ovnen ved 200 grader i ca. 10 minutter. Tag bunden ude, fordel hytteost og revet ost over og bag pizzaen yderligere 10 minutter. Tag pizzaen ud, fordel de stegte løg og kyllingekødet på bunden. Server den varme pizza med det samme sammen med en god salat.

Nyt fra Anne på Sjette:
I dag var sidste lørdagsvagt på denne side af sommeren! Tænk alle weekender fri fra nu af og indtil september. Ikke at det som sådan gør mig så meget at arbejde om lørdagen (man har jo så fri på et andet tidspunkt). Det er faktisk ofte ret hyggeligt at være på biblioteket om lørdagen, hvor lånerne har god tid. Men med den lidt bøvlede transport jeg har, er der ikke meget lørdag tilbage, når jeg endelig er nået hjem. Nu vil jeg nyde de næste mange lørdage...

onsdag den 1. maj 2013

Æggekage med squash, ost og skinke


Her er en  lækker æggekage med squash...

…som kunne have været et let forårsmåltid, hvis ikke nogen(!) havde kommet en masse ost på. Ikke at det gjorde den dårligere, men nok knap så let.


Æggekage med squash, ost og skinke
(3 personer)
1 squash
2 spsk hvedemel
4 æg
2-3 spsk cremefraiche (hytteost kan også bruges, hvis man har en rest af det)
salt, peber
Herbes de Provence
fedtstof til stegning
100 g cheddarost, skåret i små tern
1 pakke serranoskinke
Squashen rives groft og presses sammen, så noget af væden presses ud. Bagefter røres den revne squash med hvedemelet. Æggene piskes med cremefraiche og krydderier. Fedtstoffet smeltes på en  pande og æggemassen hældes på. Når æggemassen er stivnet lidt, fordeles den revne squash ud over hele æggekagen. Æggekagen steger videre til den er nogenlunde stegt på den ene side. Så vendes den og osteternene drysses ud over, så de kan ligge og smelte på overfladen. Lidt fedtstof varmes på en pande og serranoskinken steges heri. Ved serveringen kommes skinker på æggekagen. Serveres med dagens salat.

Nyt fra Anne på Sjette
I dag var jeg så heldig at have fri hele dagen. Formiddagen blev brugt til praktiske ting som at vaske tøj og handle. Om eftermiddagen cyklede jeg en dejlig lang tur ud til Løverodde, er ret smukt sted ved Kolding Fjord. Solen skinnede og skoven var fyldt med anemoner og jeg så årets første udsprungne bøgetræer. En rigtig dejlig fridag :-)