søndag den 27. februar 2011

Orange-snegle

Jeg havde et stykke tid haft lyst til at bage snegle og da jeg oven i købet havde marcipan tilovers fra julen, syntes det jo at være en oplagt ide. At jeg ikke var den eneste der gik i snegle-tanker, opdagede jeg, da jeg så Klidmoster havde en opskrift på grove luksus-snegle på sin blog. Du kan se den her. Og så måtte jeg jo bare se at komme i gang. Dejen lavede jeg efter Klidmosters opskrift, men fyldet var noget jeg selv fandt på. Det blev til orange-remonce (prøv lige at sige det højt – orange-remonce). Resultatet blev nogle lækre klistrede snegle med appelsinsmag.

Orange-snegle
(14 stk.)
Dej
25 g gær
2½ dl kold mælk
2 spsk neutral olie
1 spsk sukker
1 tsk salt
1 tsk kardemomme
100 g grahamsmel
ca. 300 g hvedemel
Orange-remonce
100 g smør
100 g sukker
100 g marcipan
fintrevet appelsinskal fra to appelsiner
50-75 g blød nougat
Rør gæren ud i den kolde mælk. Tilsæt olie, sukker, salt og kardemomme. Ælt dejen ved jævn hastighed til den er smidig og glat. Kom dejen i en smurt skål og lad den hæve, tildækket, til dobbelt størrelse et lunt sted. Efter hævning rulles dejen ud i ca. 40 cm x 50 cm. Remoncen fordeles jævnt over den udrullede dej. Rul dejen stramt sammen på den lange led og skær den i 12-15 snegle. Bages 12-15 minutter ved 225 grader. For at det skulle blive til rigtig luksussnegle, blev de pyntet med smeltet mørk chokolade. Mums.

lørdag den 26. februar 2011

Blomkålssalat med frugt og nødder

Fik lyst til krebinetter, så det kom med i ugens madplan. Dertil skulle der serveres braskartofler, begge dele ganske ordinært og derfor skriver jeg heller ikke noget om, hvordan disse ting blev lavet. Men der skulle jo noget salat til, vi spiser salat til maden næsten hver dag. Nogle gange bliver det bare en almindelig (kedelig) salat med iceberg, peberfrugt, agurk og tomat. Andre gange har jeg nogle gode ingredienser, jeg kan bruge eller en spændende opskrift, jeg skal have prøvet af. Til krebinetterne syntes jeg at en blomkålssalat, som jeg havde set hos www.aarstiderne.com så meget passende ud. Og den blev også god.


Blomkålssalat med frugt og nødder – min version
(2 personer)
½ blomkålshoved
30 g mandler og cashewnødder
1 æble
4 tørrede abrikoser
sennep
olie
æbleeddike
citronsaft og –skal
Rens blomkålen og skær den i fine flager. (Ja, min blomkål blev altså ikke til fine flager. Jeg brugte køkkenmaskinen og det jern, der skulle kunne skære skiver. Det skete bare ikke, i stedet for fine flager blev det til fnuller. Men pyt, blomkålsfnuller smager faktisk lige så godt som fine flager.) Mandler og nødder blev ristet på en tør pande og abrikoser blev tilført efter at være blevet klippet i små tern. Nødder og abrikoser hældes over blomkålen. Så skæres æblet i tern og røres med æbleeddike, sennep, olie og citronsaft. Smages til med salt og peber inden det blandes sammen med de øvrige ingredienser. Lækker salat, både syrlig, sprød og med bid.

onsdag den 23. februar 2011

Porrepaté og kartoffelfad med chili

Lørdag aften kom min bror og Den Glade Murer til middag, så hvad skulle jeg finde på ? Nu vidste jeg, at Den Glade Murer er ret vild med porrer indbagt i fars, så jeg tænkte at noget med porrer og fars måtte være sagen. Jeg fandt en opskrift på porrepaté i bogen ”Spis dig sund – mere grønt” af Inge Kauffeldt. Som tilbehør fik vi kartoffelfad med chili efter en opskrift på Arlas hjemmeside samt salat med rød spidskål, en opskrift jeg har blogget om tidligere og som man kan se her. Gæsterne kunne lide maden, der blev spist op af både kartoffelfad og salat. Porrepatéen var der derimod en rest tilbage af og den egner sig fint til pålæg, så det gjorde bestemt ikke noget.

 Porrepaté – min version
(4 personer)
400 g flæskefars
3 æg
2½ dl minimælk
60 g mel
timian
salt, peber
600 g porre
Farsen røres med æg, minimælk og mel. Derefter krydres farsen med timian, salt og peber. Man må gerne bruge meget krydderi for at give smag. Pil halvdelene af bladene af porrerne og blancher dem et kort øjeblik i kogende, letsaltet vand. Resten af porrerne skæres i små stykker og vendes i farsen. De fire indvendige sider af en passende aflang form dækkes med de blancherede porreblade. Lad porrerne hænge ud over siderne, så der er blade til at folde ind over til sidst. Kom farsen i og luk porrebladene sammen om farsen. Stil formen i ovnen og bag den 45 minutter ved 200 grader.


Kartoffelfad med chili – min version
(4 personer)
1 kg skrællede kartofler i tykke både
2 røde chilipebre
200 g løg skåret i halve ringe
1 rød peberfrugt skåret i tern
salt og peber
½ l mornaysauce 5%
Flæk chilipeberne på langs. Fjern kernerne under rindende vand med en spids kniv. Hak chilipeberne. Kom kartoffelbåde, løg, peberfrugt og chili i et stort ovnfast fad. Drys med salt og peber. Fordel Mornaysaucen over og bag fadet i ovnen i ca. 1 time.

mandag den 21. februar 2011

Boganmeldelse: Lige østen for regnen

Boganmeldelse af Levi Henriksen: Lige østen for regnen
Bogen er udkommet på forlaget Batzer og Co. Du kan læse mere om den her

Lavmælt, melankolsk og lun historie om journalisten Simon Smidesang, som efter at have opdaget sin kones utroskab flytter langt ud på landet til en lille bygd. Her overtager han sine bedsteforældres hus, et sted han ofte opholdt sig som barn, når hans forældre havde for travlt med deres egne liv til at tage sig af ham. Han starter et nyt liv som landpostbud i området og nyder det rolige tempo tingene foregår i. På sine daglige rute møder han forskellige af de lokale beboere og bliver efterhånden draget ind i deres verden. Der er den pensionerede gartner Andreas Hemingby, hvis tvillingebror løb med den kvinde, han elskede. Der er tagdækkeren Eyvind Bjørkli, der hellere opholder sig på bygdens tage end hjemme hos konen, der har fået fjernet begge bryster. Der er den lokale læge Doktor Sand, som har lavet sin egen mikstur, der kan hjælpe på lidt af hvert. Og så er der Ginni Bang, en mystisk kvinde, altid indhyllet i tørklæder og med en stor forkærlighed for franske film. En kvinde som Simon meget gerne vil lære bedre at kende. Som så mange andre i den lille bygd har Simon også selv en fortid han skal have bearbejdet, en fortid hvor hans nu afdøde kunsterfar spiller en stor rolle.

Jeg kan godt lide at læse den slags rolige fortællinger om sære skæbner ude på landet, hvor naturen og årstidernes skiften er en del af fortællingen. Levi Henriksen har også skrevet en anden bog, som er oversat til dansk. Den hedder: Sne vil falde på sne som faldt (spøjs titel). Den kan også anbefales.

søndag den 20. februar 2011

Salat med rød spidskål

Rød spidskål – det havde jeg ikke hørt om, før jeg læste, at der ville være sådan en i min næste kasse fra Aarstiderne. Og lige efter læste jeg så en opskrift med rød spidskål, som Newyorkerbyheart bloggede om. Hun valgte at servere spidskålen dampet, du kan se hvordan her. Jeg valgte at bruge den i en salat. Kålen i sig selv er meget smuk, synes jeg. Datteren synes, at det er misvisende, at den hedder ”rød” spidskål. ”Den er jo lilla” sagde hun. Og det er den vel egentlig også. Under alle omstændigheder gjorde den sig rigtig godt i salaten, både i forhold til udseende og smag.

Salat med rød spidskål
rød spidskål
pastinak
blommer
tranebær
olie
hindbæreddike
honning
lidt appelsinsaft
(Beklager at jeg ikke antal/vægtangivelse med, men jeg laver ofte salat ud af det jeg har i en passende portion uden at gå så meget op i mængder).
Spidskålen skæres i fine strimler, der evt. kan deles en gang til, hvis man ønsker stykkerne mindre. Pastinakken skrælles og derefter bruger man kartoffelskrælleren til at lave nogle lange strimler. Det er bedst hvis de ikke bliver for brede, det blev mine ind imellem. Og pastinaksmagen kan være lidt dominerende. Blommer blev skåret ud i små tern og så blev det hele blandet sammen med en god håndfuld tranebær. Dressingen blev rørt sammen af ovenstående ingredienser og så røg den ned til frugt og grønt og det hele blev blandet sammen.

fredag den 18. februar 2011

Grove boller med æble og valnødder

Hvis man kan lide lidt grove og rustikke boller, hvor der er noget at tygge på, så er denne opskrift måske værd at prøve. Bollerne får en god smag fra hvedekerner, æbler og valnødder.

Grove boller med æbler og valnødder
(15 stk)
50 g gær
1 dl mælk
2 dl æblejuice
2 dl knækkede hvedekerner
½ dl olie
1 lille æble skåret i tern
30 g valnødder
100 g fuldkornshvedemel
100 g speltmel
ca. 200 g hvedemel
Mælk, æblejuice og hvedekerner kommes i en gryde og gives et opkog. Man kan evt. lade dem koge 3-5 minutter, hvis man ønskerne hvedekernerne mere bløde. Derefter køles det hele af til ca. 37 grader. Gæren røres i og derefter grofthakkede valnødder og æble i tern. Så røres først fuldkornshvedemel og derefter speltmel i. Og til sidst så meget hvedemel som dejen kan tage, uden at den bliver alt for tør. Dejen æltes godt og sættes derefter til hævning en time. Formes til boller af passende størrelse, som derefter efterhæver ca. en halv time. Inden bollerne sættes i ovnen pensles det med lidt pisket æg. Og så i ovnen ved 200 grader i ca. 15 minutter.

onsdag den 16. februar 2011

Kylling med cremet masalasovs

En enkel, nem og hurtig hverdagsret med kylling, lidt grønsager og krydderi, det fandt jeg i Spis Bedre nr. 2 2011. Opskriften i bladet var ganske vidst med kalkun, men jeg lavede den med kylling i stedet. Tilbehøret blev ris og en salat med mango. Måske ikke lige den mest fantastiske ret, men en god afveksling i hverdagen.

Kylling i cremet marsalasovs (min version)
(2 personer)
200 g kylling skåret ud i mindre stykker
1 spsk olie eller smør
½ squash
1 lille løg
salt, peber
1 tsk garam masala
4 tørrede abrikoser
1 dl piskefløde eller 1 dl mælk og 1 spsk flødeost
Svits kødet i en gryde i olie eller smør. Hak løg og squash og lad det svitse med. Drys garam masala over og vend rundt. Klip abrikoserne ud i små stykker og kom dem i gryden sammen med fløde og 1 dl vand. Lad det simre under låg i ca. 10 minutter. Serveres med ris.

Dagens salat blev lavet af iceberg, tomater, rød peberfrugt og mango – det hele skåret ud i små stykker. Og denne gang blev det uden dressing, det kan jeg godt lide ind imellem.

søndag den 13. februar 2011

Banestrækningen Havndal-Hadsund

Selvom det stadig er vinter, kan der godt ind imellem komme nogle rigtig dejlige dage med solskin og blå himmel, ja næsten helt forårsagtigt. Sådan en dag var det i går, og endda på en fridag. Lige den rigtige dag til en god vandretur og det benyttede Den Glade Murer og jeg mig af. Vi havde valgt at gå på den nedlagte jernbanestrækning mellem Havndal og Hadsund (Å Mølle). En rigtig dejlig tur gennem et flot varieret landskab der skifter mellem landbrugsland, små bakker og lidt småskov samt en dejlig lille ådal med Kastbjerg Å, der snor sig i bunden i dalen. Ved Å Mølle lidt udenfor Hadsund sad vi på en bænk i solen og spiste en grovbolle, inden vi vendte om og gik samme vej tilbage.

 Dejlig sti gennem landskabet
 Rester af sneen - nu som vand
 Kastbjerg Ådal
Å Mølle

fredag den 11. februar 2011

Kartoffelæggekage med chorizo

Jeg havde en halv chorizo-pølse, jeg gerne skulle have brugt og da jeg også havde en rest kartofler blev jeg inspireret til at lave en kartoffelæggekage med chorizo. Udover krydderier som peber, paprika og kryddersalt fra Læsø, kom jeg ikke andet i æggekagen – mest af hensyn til Datteren. Det havde ellers været fint med f.eks. oliven, finthakket peberfrugt, forårsløg eller andre former for grønsager.

Kartoffelæggekage med chorizo
(2-3 personer)
400 g kartofler (kommer man andre grønsager i, kan man skære ned på kartoflerne)
oliemargarine/smør/olie
100 g chorizo
3 æg
1½ dl mælk
1 spsk mel
peber
paprika
kryddersalt fra Læsø
Start med at koge kartoflerne, helst ikke for meget. Når de er kogt og kølet lidt af, skæres de i tern. Lidt fedtstof varmes på panden og kartoffelternene vendes deri. Krydr med peber og kryddersalt. Vend kartoflerne et par gange. Chorizo-pølsen skæres i små tern og blandes med kartoflerne. Æg, mælk, mel og paprika piskes godt sammen og hældes over kartofler og pølser. Så lader man æggekagen stå og stivne og når den ikke mere løber på oversiden, vendes den om og steger færdig på den anden side. Det tager ca. 25-30 minutter.

Som tilbehør fik vi ristet rugbrød og en salat af knoldselleritern, skåret i tern og kogt 2 minutter i vand – derefter afkølet, radiser i tern (sjældent har jeg fået radiser, der har smagt af så lidt – mon det er årstiden?), bønnespirer samt en dressing af cremefraiche og sennep. Det var ikke det helt store hit, men trods alt afveksling.

onsdag den 9. februar 2011

Boganmeldelse: Drengen som tæmmede vinden


Boganmeldelse af William Kamkwamba: Drengen som tæmmede vinden.

Bogen er udkommet på forlaget Hr. Ferdinand. Du kan læse mere om den her

I 1987 bliver William Kamkwanba født i en lille landsby i Malawi i Afrika. Han fødes som en ganske almindelig dreng, den eneste blandt en flok søstre. Men efterhånden som han vokser op, viser det sig, at han er alt andet end en almindelig dreng. Han er et teknisk naturtalent konstant nysgerrig efter at vide hvordan ting som transistorradioer, dynamoer og bilmotorer virker. Hans evner gør ham i stand til at lave mange ting ud af affald og skrald, som han finder rundt omkring.. Bogens titel henviser til den vindmølle, han får bygget til sin familie efter at have læst om vindmøller i en bog på skolens bibliotek. En fortælling der på flere måder gør indtryk. Som madblogger får man sin luksustilværelse og de fantastiske muligheder man har med den daglige madlavning sat ret meget i perspektiv, når William beskriver de forfærdelige følger af nogle perioder med hungersnød. Williams familie overlever, men mange må spise ting, som ingen ville have drømt om at putte i munden før hungersnøden, og mange bukker under og dør. Williams erfaring med uddannelse og skolegang sætte ligeledes perspektiv på skole og uddannelsesmuligheder i Danmark. At gå i skole er for William og hans venner et privilegium, en drøm der kun er opnåelig, når familien har råd. Og det har familien ikke, når den dårlig nok kan overleve pga. mangel på mad. Og som bibliotekar kan jeg ikke stå for Williams begejstring for skolebiblioteket, hvor han låner en masse bøger, især om teknik, men også om mange andre emner.

En bevægende bog om en dreng der når langt med sit gåpåmod i et land, hvor de færreste har elektricitet og hvor man udover hungersnød har andre store problemer som korruption og overtro.

tirsdag den 8. februar 2011

Kyllingetærte med forårsløg

Inspireret af Foodfanatic, der for nylig bloggede en lækker opskrift på kyllingetærte med estragon som du kan se her, fik jeg lyst til at prøve min egen version. I stedet for estragon brugte jeg en krydderblanding jeg købte i Italien sidste sommer. Blandingen består af: citron, sennep, løg, gurkemeje, basilikum, persille, estragon og merian – det er i hvert fald, hvad jeg har kunnet tyde mig frem til ifølge etiketten på posen. Egentlig er krydderblandingen beregnet til salatdressing, men jeg synes også, at den fungerede fint som krydderi i tærten.

Kyllingetærte med forårsløg
(4 personer eller 2 personer 2 dage)
75 g rugmel
125 g hvedemel
75 g smør
1 æg
salt
vand
300 g kyllingekød
1 bdt forårsløg
olivenolie
salt, peber
italiensk krydderiblanding eller estragon eller krydderi efter eget valg
3 æg
1 bæger hytteost á 250 g
50 g revet ost
Smuldr smørret i melet, tilsæt æg, salt og vand og saml dejen med let hånd. Lad den hvile køligt ½ time. Skær kyllingekød og forårsløg ud i små stykker, som derefter svitses på en pande i olie i ca. 10. minutter. Krydderier tilsættes og svitses med de sidste par minutter. Beklæd en tærteform med dejen, prik bunden med en gaffel og forbag den 10 minutter ved 200 grader. Imens piskes æggene sammen med hytteosten. Når tærten er forbagt, kommes forårsløg og kylling i og derefter hældes æggemassen over. Til sidst drysses med revet ost. Tærten bages i ovnen ved 200 grader i 20-25 minutter.

Som tilbehør fik vi en råkostsalat bestående af revne gulerødder, persillerødder og selleri samt finthakket ananas og ananassaft som dressing.

torsdag den 3. februar 2011

Kyllingedeller med grønsager og rødbedesalat med perlerug

I denne uge har jeg prøvet ”Dogme-kassen” fra Aarstiderne. Det er ikke en kasse for tøsedrenge, skriver de på deres hjemmeside og vi var absolut også i den ”grove” afdeling med ting som: persillerødder, stribede rødbeder, gulerødder, knoldselleri, hvidkål, kartofler, løg, æbler og frisk peberrrod. Ikke mindst det sidste kan få det til at krible i hårrødderne! Og hvad kan man så få ud af det? I første omgang blev det til en gang kyllingedeller med revne grønsager og dertil en salat med rå rødbeder og perlerug.


Kyllingedeller med grønsager
(2 personer)
200 g kyllingefars
1 stor gulerod
1 mindre persillerod
1 lille løg
salt, peber
muskatnød
olivenolie
Guleroden, persilleroden og løget rives fint og blandes i en skål med det hakkede kød. Derefter tilsættes krydderier. Jeg ville for en gangs skyld ikke komme så mange krydderier i, men det havde nu ikke gjort noget, at der var kommet lidt mere smag i dellerne. Farsen formes til små frikadeller, der steges på panden i lidt olivenolie.

Rødbedesalat med perlerug
(2 personer)
50 g perlerug
3 rødbeder
(de stribede rødbeder smagte faktisk ikke af ret meget, så jeg tilføjede også et par finthakkede syltede rødbeder)
1 pære
mager cremefraiche blandet med A38
en smule friskrevet peberrod
Perlerugen skylles, koges i letsaltet vand 15-20 minutter og køles af. Rødbederne rives på den grove side af råkostjernet eller hvad man nu river med. Pæren skæres i små tern. Grønsager og frugt blandes sammen. Dressingen røres af cremefraiche, A38 og peberrod og blandes i salaten.

onsdag den 2. februar 2011

Ovnbagt spaghetti med champignon

Denne opskrift er inspireret af en opskrift som jeg har set på Newyorkerbyhearts blog. Du kan se den her. Retten består af spaghetti, fars og forskellige grønsager, der bages sammen i ovnen. Jeg lavede en version med champignon i stedet for snackpeber, da Datteren ikke er så glad for ”varm” peber. Jeg lavede en stor portion mandag aften og tirsdag aften, da jeg kom sent hjem fra arbejde, var det bare at smide resterne ind i mikroen – og vupti - så var der dejlig varm mad.

Ovnbagt spaghetti med champignon
(4 personer – eller 2 personer i to dage)
250 g fuldkornsspaghetti – brækket i små stykker
500 g oksefars
1 stort hakket løg
2 fed hvidløg
75 bacon skåret i små stykker
250 champignon
1 ds hakkede tomater
oregano
rosmarin
salt, peber
100 g revet ost
½ pose champignonsuppe rørt med 1 dl vand

Kog spaghettien, gerne lidt kortere tid end der står på posen, da den jo også skal i ovnen. Hæld vandet fra og lad den dryppe af. Svits bacon på panden og lad det dryppe af på et stykke køkkenrulle. Derefter svitses kødet på panden og krydres med salt og peber. Kødet lægges over på en tallerken. Så svitses løg, til de bliver bløde og klare, men uden at tage farve. Derefter tilsættes champignon i skiver, hvidløg og oregano samt lidt rosmarin. Hæld tomaterne ved, tilsæt bacon og kød og lad det hele småsimre i 10 minutter. Et ovnfast fad smøres med lidt olie og halvdelen af spaghettien kommes i. Derefter fordeles halvdelen af kødet ovenpå sammen med halvdelen af osten. Så laves endnu et lag på samme måde. Til sidst hældes champignonsuppen over osten. Fadet sættes i ovnen ved 200 grader i 25-30 min.

Som tilbehør fik vi en salat af spidskål, æbler, persille, hakkede mandler, lidt citronsaft og lidt cremefraiche.