mandag den 2. juli 2012

Studentermakroner


Da Datteren havde bestået sidste eksamen…

…og huen var kommet på, skulle det fejres med champagne og hjemmebagte kokosmakroner. Koksmakronerne er lavet efter Mette Blomsterbergs opskrift, som jeg havde set hos Signesmad. Det særlige ved disse makroner er, at der er lime og marcipan i dem. Og det gør dem ikke mindre lækre. I anledningen af den blå student dyppede jeg kokosmakronerne i hvid chokolade og blåt glimmerdrys, så det matchede huen.


Kokostoppe med lime og marcipan
(20-22 stk)
300 g kokosmel
300 g rørsukker
3 æg
100 g revet marcipan
skal af 2 øko-limefrugter
50 g hvid chokolade
blåt glimmerdrys
Alle ingredienserne kommes i en skål og røres grundigt sammen. Skålen stilles i køleskabet i en times tid. Dejen presses derefter til 20-22 store kugler og sættes på en bageplade. Så dypper man fingrene i koldt vand og former makronerne til små toppe. Bages ved 180 grader i ca. 12 minutter – eller til de bliver lidt gyldne, men ikke mørke. Lad kokosmakronerne afkøle på en rist. Smelt den hvide chokolade og dyp bunden af kokosmakronerne i. Bagefter dyppes de i blåt glimmerdrys og så skal de bare tørre.

Note: De blev næsten for store efter min smag. Jeg vil nok lave dem mindre næste gang.

1 kommentar:

  1. Tillykke med hende - og hvor ser de lækre ud :-)

    Mange hilsner
    Birthe

    SvarSlet