søndag den 27. maj 2018

Wok med kål, kylling og bok choy samt nogle overvejelser om bloggens fremtid


Lige nu går jeg og overvejer, om jeg skal fortsætte med denne blog. Den få ikke særlig mange besøg og det er ikke fordi jeg har behov for, at det skal blive en meget populær blog med hundredvis af besøgende. Men der er jo sjovest, hvis der faktisk er nogen som læser den og som har glæde af de opskrifter, jeg skriver om. Så er der mon nogen derude, som gerne vil blive ved med at følge min blog?

I morgen skal jeg på en uges haveferie med min søster. Så holder jeg under alle omstændigheder en pause fra blogskriveriet. Så må vi se, hvad der sker, når jeg kommer tilbage.

Men nu til dagens opskrift som handler om rødkål. Hvad stiller man dog op med rødkål midt i en dejlig varm forårsperiode? Et rødkålshoved er jo ikke ligefrem det mest sommerlige man kan komme i tanker om, vel? Men nu var der altså et rødkålshoved med i kassen fra Aarstiderne, så noget skulle det jo bruges til.

Der var også en lille bok choy og jeg havde en rest kogt kylling. Det gav mig ideen til at lave en gang wok-mad. Og rødkål kan sagtens bruges til wok – også på en lun forårsdag. Toppet med mangotern og cashew-nødder, ja så blev det faktisk rigtig godt.




Wok med rødkål, bok choy, kylling og mango
(2 personer)
2-3 forårsløg
200 g rødkål
en lille bok choy
200 g kogt eller stegt kyllingekød
olivenolie
grøn karrypasta
1 dl bouillon
chilisauce
soya
½ mango
25 g cashewnødder
100 g nudler

Skyl forårsløgene og skær dem i tynde ringe. Snit rødkålen fint. Skyl bok choyen. Skær stængler og blade i tynde strimler. Skær mangoen i tern. Skær kyllingekødet i tern.

Varm lidt olie i wokken. Når den er varm, svitses forårsløgene et par minutter. Tilsæt 1-2 tsk karrypasta. Tilsæt så kålstrimler og bok choyens stængler sammen med kyllingekødet. Lad det hele svitse et par minutter og vend rundt.

Kog nudlerne efter anvisningen på pakken.

Tilsæt bladstrimler fra bok choy og varm det igennem. Smag bouillonen til med chilisauce og soya og vend det rundt i wokken.

Anret nudlerne i en dyb skål, kom grønsagsblandingen ovenpå og top med mangotern og cashewnødder. Så har du en lækker wokret, som slet ikke minder om jul trods rødkålen.

4 kommentarer:

  1. Hej Anne
    Du har mindst en trofast læser, der vil være ked af at bloggen forsvandt
    Jenny

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Jenny
      Tak for din søde hilsen.
      Jeg tror ikke, at jeg kommer til at fortsætte med Anne Naturglad. Men jeg har stadig lyst til at dele mine opskrifter, så jeg overvejer lige nu at starte en ny madblog. Efter så mange år med Anne Naturglad har jeg lyst til at gøre tingene lidt anderledes. Kommer der en ny blog, skriver jeg om det på Anne Naturglad, så man har mulighed for at se den nye blog. Mvh Anne

      Slet
  2. Hej Anne,

    Her er endnu en fast besøgende, som kommer til at savne dine mange inspirerende idéer! Jeg er klar over, at det er et stort arbejde at vedligeholde bloggen, så det er fuld forståeligt, hvis du tænker nye tanker.
    Bliver bloggen her stadig tilgængelig, så man kan finde de gamle opskrifter?

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Michael
      Tak for dine pæne ord. Det er dejligt at vide, at I er nogen som har fulgt med :-) Jeg regner med at bloggen bliver stående, så man stadig kan gå ind og se opskrifter.
      Som du kunne læse prøver jeg mig nu frem med at dele opskrifter på Instagram i stedet. Måske har du lyst til at følge med der.
      Mvh
      Anne

      Slet