...tæt på, hvor jeg bor. Et af de meget flotte steder er et rigtig dejligt stort skovområde, der går fra Ørsbjerg Skov og Kerte mod øst og til Brende Møller og Hylken Mølle mod vest.. Selvom jeg har været i området nogle gange, så er der stadig rigtig meget skov at udforske.
For nylig havde Dansk Vandrelaug en tur til den del af området,som hedder Favrskov Bjerge og Klakkebjerg. Og den tur var jeg med på. En søndag formiddagen ved 10-tiden mødtes vi ved Kerte gamle skole, ca. 30 glade vandrere iført fornuftige travesko eller -støvler og med madpakken og termokanden klar i rygsækken. Og så gik det ellers derudaf mod skoven.
Det er et dejligt grønt område med mange bakker og flere flotte udsigtspunkter. Somme tider kan man se ud til Lillebælt. Men det var lidt diset den dag, så det var så som så med udsigten.
Nogle gange gik det rask derudaf på jævn skovvej...
...andre gange var det i gåsegang igennem krat og op ad bakker.
Turen var meget varieret. Nogle steder var der små søer...
...andre steder store åbne græsarealer med får.
Undervejs kom vi også forbi dette træ, hvor nogen havde udskåret en meget fin ugle.
Og pauser var der selvfølgelig også tid til.
Alt i alt en super tur på omkring 13 km. Og efter sådan en dag i skoven er det dejligt at komme hjem til noget god mad. Man kan f.eks. lave nedenstående lækre pastaret med en god tomatsovs.
Tortellini med spinat og tomatsovs
(3-4 personer)
1 løg
olivenolie
1 dåse hakkede flåede tomater
salt, peber
1 spsk balsamico (rødvin)
basilikum
oregano
250 g spinat
1-1½ dl mælk
250 g tortellini med skinke og ost
100 g revet ost
Først laves tomatsovsen. Løget hakkes fint og svitses i olie. Dåsetomaterne tilsættes og der krydres med salt og peber. Lad tomatsovsen koge 45 minutter. Smag til med basilikum og oregano samt balsamico. Mens tomatsovsen koger, kommes mælk og spinat i en gryde og koger op. Derefter kommes spinaten i bunden af et ildfast fad. Tortellinierne koges efter anvisningen på pakken og afdryppes, før de lægges oven på spinaten. Tomatsovsen hældes over og der drysses med revet ost. Fadet sættes i ovnen ved 200 grader i 25 minutter. Serveres med dagens salat.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar