Anne Naturglad
Der er masser af grønsager i mine opskrifter - men ind imellem er der også plads til kød og kager
søndag den 8. juli 2018
Kære alle følgere af denne blog. Tak fordi I så trofast har fulgt med gennem årene.
Som jeg tidligere har skrevet, havde jeg lyst til at prøve noget andet end denne blog. Det endte op med en Instagram-profil i stedet. Her deler jeg stadig opskrifter samt forskellige madoplevelser.
I er selvfølgelig meget velkomne til at besøge mig på min Instagramprofil - Grøntpågaflen (eller @grontpaagaflen). Man behøver ikke selv at oprette en profil på Instagram, for at kunne se min profil. I går bare ind på denne adresse https://www.instagram.com/grontpaagaflen/ , så har I mulighed for at se mine opskrifter der.
Jeg håber, at I vil kigge forbi og ellers vil jeg bare sige tak for denne gang.
Mvh
Anne
søndag den 27. maj 2018
Wok med kål, kylling og bok choy samt nogle overvejelser om bloggens fremtid
Lige nu går jeg og overvejer, om jeg skal fortsætte med denne blog. Den få ikke særlig mange besøg og det er ikke fordi jeg har behov for, at det skal blive en meget populær blog med hundredvis af besøgende. Men der er jo sjovest, hvis der faktisk er nogen som læser den og som har glæde af de opskrifter, jeg skriver om. Så er der mon nogen derude, som gerne vil blive ved med at følge min blog?
I morgen skal jeg på en uges haveferie med min søster. Så holder jeg under alle omstændigheder en pause fra blogskriveriet. Så må vi se, hvad der sker, når jeg kommer tilbage.
Men nu til dagens opskrift som handler om rødkål. Hvad stiller man dog op med rødkål midt i en dejlig
varm forårsperiode? Et rødkålshoved er jo ikke ligefrem det mest sommerlige man
kan komme i tanker om, vel? Men nu var der altså et rødkålshoved med i kassen
fra Aarstiderne, så noget skulle det jo bruges til.
Der var også en lille bok choy og jeg havde en rest kogt
kylling. Det gav mig ideen til at lave en gang wok-mad. Og rødkål kan sagtens
bruges til wok – også på en lun forårsdag. Toppet med mangotern og
cashew-nødder, ja så blev det faktisk rigtig godt.
Wok med rødkål, bok choy, kylling og mango
(2 personer)
2-3 forårsløg
200 g rødkål
en lille bok choy
200 g kogt eller stegt kyllingekød
olivenolie
grøn karrypasta
1 dl bouillon
chilisauce
soya
½ mango
25 g cashewnødder
100 g nudler
Skyl forårsløgene og skær dem i tynde ringe. Snit rødkålen
fint. Skyl bok choyen. Skær stængler og blade i tynde strimler. Skær mangoen i
tern. Skær kyllingekødet i tern.
Varm lidt olie i wokken. Når den er varm, svitses
forårsløgene et par minutter. Tilsæt 1-2 tsk karrypasta. Tilsæt så kålstrimler
og bok choyens stængler sammen med kyllingekødet. Lad det hele svitse et par
minutter og vend rundt.
Kog nudlerne efter anvisningen på pakken.
Tilsæt bladstrimler fra bok choy og varm det igennem. Smag
bouillonen til med chilisauce og soya og vend det rundt i wokken.
Anret nudlerne i en dyb skål, kom grønsagsblandingen ovenpå
og top med mangotern og cashewnødder. Så har du en lækker wokret, som slet ikke
minder om jul trods rødkålen.
torsdag den 24. maj 2018
Lækker vegetarpizza med jordskokker og peberfrugt
I køleskabet stod et halvt glas grillede peberfrugter i
olie, meget olie ja, men lækre. I grønsagsskuffen lå nogle lidt kedelige
jordskokker. Hmm… hvad kunne det blive til? Og så lå der lige en gang
hjemmelavet pizzadej i fryseren – jamen så skal det da være pizza!
Der var for resten også en rest hytteost, den måtte vel også
kunne bruges til et eller andet….
Pizza med jordskokker og grillede peberfrugter
(2 personer)
Pizzadej til 2 personer (købt eller hjemmelavet)
100 g hytteost
150 jordskokker
100 g grillede peberfrugter i olie
salt, hvidløgspeber
50 g feta
frisk timian og rosmarin
Hytteost og et par stykker peberfrugt samt eventuelt lidt ekstra
olie kommes i en minihakker. Kør til du får en cremet masse. Du kan også blende
hytteost og peberfrugt sammen i en skål.
Rul pizzadejen tyndt ud og smør hytteostmassen over.
Sæt ovnen på 250 grader.
Jordskokkerne skæres i meget tynde skiver, eventuelt med et
mandolinjern. De kommes på pizzaen.
De grillede peberfrugter skæres i mindre
stykker og kommes også på pizzaen. Smuldr derefter fetaost over og krydr med
hvidløgspeber og eventuelt ekstra salt.
Skru ned for varmen i ovnen til 200 grader og bag pizzaen i
15-20 minutter. Inden serveringen drysses med friske hakkede krydderurter.
Dejlig anderledes pizza. Server den med dagens salat.
Etiketter:
Fetaost,
Hovedret med grønsager,
Hytteost,
Jordskokker,
Peberfrugt,
Pizza
mandag den 21. maj 2018
God til grill: Sprød majroesalat med quinoa, majroer, radiser og æble
Majroer i maj, det må da være sagen. Majroer er rigtig gode i salater. De er dejligt sprøde og en
anelse skarpe i smagen. Her blev det til en rigtig dejlig farverig salat med
radiser, æble, forårsløg og quinoa. Salaten passer perfekt som tilbehør til kød,
f.eks. en god grillet pølse.
Sprød salat med quinoa, majroer, radiser og æble
(2 personer)
½ dl quinoa
½ stor majroe
1 æble
100 g radiser
et par forårsløg
dressing:
æbleeddike
olivenolie
honning
salt, peber
persille
Start med at koge quinoaen efter anvisningen på pakken. Lad
den køle af.
Hak persillen fint og pisk den sammen med de øvrige
ingredienser til dressingen. Skær majroen ud i tynde stænger og vend dem i
dressingen. Læg majroestængerne i bunden af et fad.
Skær radiserne i skiver og forårsløgene i tynde ringe. Skær
æblet i tern. Bland radiser, forårsløg og æble sammen med quinoa og anret det
oven på majroerne.
Værsgo – så har du en flot, lækker og sprød salat
fredag den 18. maj 2018
Lækker pastaret med jordskokker og chorizo
Jeg er jo ikke den store kødspiser, men jeg er heller ikke
vegetar, da jeg godt kan lide at spise forskellige former for kød en gang
imellem.
F.eks. er jeg ret begejstret for chorizo-pølse. Ikke for
tit, for så kan det godt blive lidt for meget. Men en gang chorizo blandet i forskellige
retter, ja faktisk ligesom man bruger bacon, det synes jeg er rigtig godt. Som i
denne pastaret med tomater og jordskokker.
Pasta med chorizo, jordskokker og tomat
(2 personer)
2-3 forårsløg
olivenolie
50 g god chorizo
150 g jordskokker
100 g cherrytomater
parmesan eller lign. ost
pasta (frisk eller tørret)
Snit forårsløgene fint. Skær chorizopølsen i skiver og
derefter hver skive i fire stykker.
Rens jordskokkerne grundigt, skær eventuelle knolde af og
skær dem derefter i mundrette stykker
Skyl tomaterne og del dem i to.
Svits forårsløgene i lidt olie til de begynder at blive
bløde. Tilsæt chorizopølsen, steg et par minutter og tilsæt derefter
jordskokker. Krydr med salt og peber.Lad det simre på lav varme 5-10 minutter.
Kog pastaen imens.
Tilsæt tomatstykker og varm det hele igennem. Læg pastaen på
to tallerkener og kom grønsagsblandingen over. Til sidst rives lidt god
parmesan eller lign. ost over. Mums, det er lækkert.
Etiketter:
Chorizo,
Forårsløg,
Hovedret med kød,
Jordskokker,
Pasta,
Tomat
mandag den 14. maj 2018
Frittata i forårshumør
Frittata er en dejlig let ret som passer fint en forårs-
eller sommerdag. Den passer også rigtig fint til oprydning i køleskabet. Denne
gang kunne køleskabet medvirke til en dejlig frittata med friske grønne
asparges, radiser og squash. Det er skønt, når man kan bruge de forskellige
forårsgrønsager, ikke mindst de nye grønne asparges er en dejlig spise.
Frittata med asparges, squash og radiser
(2 personer)
4 asparges
150 g squash
100 g radiser
3 forårsløg (som ikke kom med på billedet)
3 æg
1 dl cremefraiche
1 lille bdt. persille
salt, peber
olivenolie
50 g feta
Skyl alle grønsagerne. Knæk det nederste af aspargesene og
skær dem i skiver. Skær squashen i skiver, del derefter hver skive i fire dele.
Skær forårsløg og radiser i skiver.
Skyl persillen og hak den fint. Pisk æggene sammen med
cremefraiche og tilføj persille, salt og peber. Varm olie på panden og hæld
æggene udover, når panden er klar. Bland alle grønsager og fordel dem i
æggemassen.
Steg frittataen ved middel varme til den får farve og ikke
mere er flydende ovenpå. Læg et stort grydelåg over panden og vend frittataen
rundt og lad den så stege færdig på den anden side. Lige efter du har vendt
æggekagen rundt smuldres feta udover.
Server frittaten med en dagens salat og brød.
lørdag den 12. maj 2018
Asparges med skinke og kylling - lækkert
Uhm, så er det aspargestid. Man kan ganske vist få asparges
hele året, men det er nu, de er bedst og allerbedst er det, når man kan få nogle
danske.
Ideen har jeg fået fra denne video: Buzzfeedtasty (musikken er træls, men opskriften er god!)
Her er en lækker lille sag, du kan lave med asparges,
kylling og bacon eller skinke. De kan bruges som et let hovedmåltid med en god
salat og godt brød til. De er også gode som en del af en buffet eller frokost. Jeg
brugte nogle røde asparges, som jeg havde fået i kassen fra Aarstiderne. Men du
kan også sagtens bruge grønne asparges.
Asparges med skinke og kylling
Du skal bruge:
2-3 asparges pr. person
1-2 skiver serranoskinke eller bacon pr. person
2-3 lange strimler kyllingebryst pr. person
Marinade:
olivenolie
citron
hvidløgspeber
salt
Start med at lave kyllingestrimler. Skær nogle lidt brede
strimler af kyllingebryst. Skær dem næsten igennem på langs, sådan at du får en
lang strimmel, når du trækker i hver af de to ender. Se eventuelt den lille
film fra Buzzfeedtasty, den viser lige præcis, hvordan man gør.
Pisk marinaden sammen, læg kyllingestrimlerne i og lad dem
stå og trække til du har gjort skinke og asparges klar. Skær skinkestykkerne i
tre-fire stykker på langs. Det er svært at lave nogle fine srimler, men gør det så godt du kan. Hvis du bruger bacon, skæres baconstykkerne igennem en gang på langs.
Skyl aspargesene og lad dem tørre. Knæk det nederste af led
af. Sno først skinkestrimler om aspargesen (eller en baconstrimler hvis du foretrækker det)
rundt om aspargesen, gerne så tæt som muligt. Derefter snor du forsigtigt
kyllingestrimler om.
Læg aspargesene med kylling og skinke på bagepapir på en
bageplade og bag dem i ovnen ved 200 grader i ca. 10-15 minutter.
Det er en en rigtig lækker lille sag.
Etiketter:
Asparges,
Bacon,
Buffet,
Frokost,
Hovedret med kylling,
Kylling,
Serranoskinke
Abonner på:
Opslag (Atom)