lørdag den 12. maj 2018

Asparges med skinke og kylling - lækkert

Uhm, så er det aspargestid. Man kan ganske vist få asparges hele året, men det er nu, de er bedst og allerbedst er det, når man kan få nogle danske.

Her er en lækker lille sag, du kan lave med asparges, kylling og bacon eller skinke. De kan bruges som et let hovedmåltid med en god salat og godt brød til. De er også gode som en del af en buffet eller frokost. Jeg brugte nogle røde asparges, som jeg havde fået i kassen fra Aarstiderne. Men du kan også sagtens bruge grønne asparges.

Ideen har jeg fået fra denne video: Buzzfeedtasty (musikken er træls, men opskriften er god!)




Asparges med skinke og kylling 
Du skal bruge:
2-3 asparges pr. person
1-2 skiver serranoskinke eller bacon pr. person
2-3 lange strimler kyllingebryst pr. person
Marinade:
olivenolie
citron
hvidløgspeber
salt

Start med at lave kyllingestrimler. Skær nogle lidt brede strimler af kyllingebryst. Skær dem næsten igennem på langs, sådan at du får en lang strimmel, når du trækker i hver af de to ender. Se eventuelt den lille film fra Buzzfeedtasty, den viser lige præcis, hvordan man gør.

Pisk marinaden sammen, læg kyllingestrimlerne i og lad dem stå og trække til du har gjort skinke og asparges klar. Skær skinkestykkerne i tre-fire stykker på langs. Det er svært at lave nogle fine srimler, men gør det så godt du kan. Hvis du bruger bacon, skæres baconstykkerne igennem en gang på langs. 

Skyl aspargesene og lad dem tørre. Knæk det nederste af led af. Sno først  skinkestrimler om aspargesen (eller en baconstrimler hvis du foretrækker det) rundt om aspargesen, gerne så tæt som muligt. Derefter snor du forsigtigt kyllingestrimler om.

Læg aspargesene med kylling og skinke på bagepapir på en bageplade og bag dem i ovnen ved 200 grader i ca. 10-15 minutter.

Det er en en rigtig lækker lille sag.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar