Jeg var heldig at have fri hele uge 42, så op til weekenden var der tid til at få familiebesøg. Mine forældre bor i Kolding og Datteren og jeg bor i Randers, så der er oplagt at vi overnatter, når vi besøger hinanden. Mine forældre ankom fredag til aftensmad og, inspireret af vores tur i det franske, havde jeg valgt at lave en Quiche Lorraine (som i øvrigt er en af Datterens yndlingsretter). Det er jo en ret fed (men meget lækker) tærte, så jeg havde valgt en frisk salat med appelsin som tilbehør. Den havde jeg fundet i Clays Meyers ”Salatværksted”. Jeg kunne ikke finde min sædvanlige opskrift på Quiche Lorraine og brugte derfor den, der står i ”God mad let at lave” og den var også rigtig god.
Quiche Lorraine – min version
(4 personer)
Tærtedej:
50 g hvid hvede
100 g hvedemel
¼ tsk fint salt
75 g koldt smør
1 sammenpisket æg
2 spsk koldt smør
Fyld:
200 g bacon i tern
200 g revet ost
4 æg
3 dl fløde 13%
peber
muskatnød
Man kan lave dejen i hånden eller i en foodprocessor. Jeg laver altid mine mørdeje i en foodprocessor, det er så dejligt nemt. Kom mel og salt i røreskålen sammen med smør i mindre stykker. Kør til smørret er smuldret i melet. Tilsæt æg og koldt vand. Kør til dejen er samlet til en kugle. Derefter skal den hvile tildækket i køleskabet i ½-1 time. Tænd ovnen på 225 grader. Steg baconternene gyldne på en pande og lad dem dryppe af på et stykke køkkenrulle. Rul dejen ud og beklæd en smurt tærteform. Prik bunden med en gaffel og bag den i 10 minutter på midterste ribbe i ovnen. Fordel bacon og revet ost på bunden. Pisk æggene sammen med krydderier og fløde og hæld æggemassen over fyldet. Sæt quichen i ovnen og bag den ved 200 grader i ca. 30. minutter til tærten er gennembagt og gylden.
Salat med savojkål og appelsin – min version
(4 personer)
200 g savojkål
200 g icebergsalat
2 spsk sesamfrø
100 g hele mandler
olie
4 økologiske appelsiner
saft ad appelsinerne
saft af 1 citron
3 mandelsmør eller tahin
2 spsk honning
2 spsk æblecidereddike
½ dl olie
salt, peber
Savojkål og icebergsalat snittes fint og lægges i koldt vand for at trække sprødhed. Rist sesamfrøene på en pande til de springer og er gyldne. Vend mandlerne med lidt olie og salt og rist dem gyldne ved svag varme på panden – pas på de ikke bliver mørke. Ryst dem lidt undervejs.
Skær skrællen af appelsinerne med en tyndskræller i fine strimler. Skær resten af appelsinerne ud i fileter ved at skære mellem lamellerne. Resterne af appelsinerne samt citronsaften kommes i en gryde og koges ind til det halve. Køl frugtsaften ned. Derefter kommes den i en blender sammen med mandelsmør, honning og æblecidereddike. Til sidst kommes olien sammen med salt og peber. Kål og salat vendes med dressingen og appelsinfileterne blandes i sammen med de fleste mandler. De sidste mandler drysses over salaten ved serveringen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar