Sidste uge fik jeg ikke så meget tid til at sidde ved computeren, da min datter var på ferie. Jeg havde ikke selv ferie, men vi nåede da alligevel at få nogle gode oplevelser sammen.
Lørdag var vi til Fødevaremarked i Svendborg - det kan man læse mere om her
Mandag var vi en tur i Assens. Vi startede med at spise frokost i Banken, ja der er faktisk en hyggelig café i Assens med det navn. Caféen ligger netop i en gammel bankbygning og det er med til at skabe en helt specielt stemning. Læs mere om Banken her
Jeg valgte en dejlig salat med mango, kylling og chili. En herlig kombination, som kan anbefales.
Datteren valgte en Nachos med kylling. Det smagte udmærket, men hun var lidt ked af, at de havde klasket guacamole, salsa og cremefraiche oven i chipsene i stedet for at servere det ved siden af.
Efter frokost shoppede vi lidt i byen og var også en tur nede ved stranden, inden vi afsluttede med nogle meget lækre kager hos Café Cupcake. Deres kager og øvrige anretninger er bare super lækre, stedet er rigtig hyggeligt og man får en rigtig god betjening. Så kommer du en tur til Assens og vil på café, så anbefaler jeg et besøg på Cafe Cupcake.
Så var vi et par dage i min forældres sommerhus og det var dejligt i det gode vejr. Min mor lavede maden og jeg fik lavet en lille salatanretning af de forhåndenværende ingredienser: I nogle gode gamle Hamlet ølglas (er der mon nogen, der husker dem fra halvfjerdserne?) blandede jeg agurk, gulerødder og gul peber i tern sammen med de fineste små skovjordbær. Dertil en dressing lavet af olivenolie, balsamico og appelsinsaft samt lidt salt og peber. Salaten så festlig ud i glassene og den smagte godt.
Søndag var sidste dag i Datterens ferie og her tog vi en tur til Odense, hvor vi besøgte Brandts Klædefabrik. Her så vi på kunst (bl.a. en fin udstilling med malerier og skulpturer af Kurt Trampedach). Og da vi havde fået nok kultur, spiste vi frokost på Cafe Chino, hvor vi fik en rigtig lækker brunch. Man kunne vælge 5 ting på deres brunch-kort (med mulighed for ekstra køb). Vi valgte begge toast med ost og pesto, italienske pølser og brownies. Datteren valgte desuden røræg og pandekage. Jeg valgte pommes fritter med aioli og græsk yoghurt med jordbærkompot, alt sammen meget lækkert. Bagefter blev der også tid til at shoppe lidt i Odense.
Så var Datterens ferie forbi og mandag rejste hun tilbage til København.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar