Filmens hovedperson er den dygtige kvindelige kok, Hortense Laborie, der bliver tilbudt jobbet som den franske præsidents personlige kok. Hortense tager noget tøvende imod udfordringen uden at ane, hvad præsidenten godt kan lide at spise. Snart finder hun dog ud af, at han er en stor beundrer af mad ”som hans bedstemor lavede den”. Den slags mad er Hortense rigtig god til, så hun kaster sig ud i den ene lækre ret efter den anden.
Det er dog ikke alle i præsidentpalæet der er lige begejstrede for ordningen. De mandlige kokke i palæets centralkøkken ser skævt til den kvindelige kok fra provinsen og administrationen med de stive regler er heller ikke altid nem at have med at gøre, når man ikke kender etiketten.
God film for alle foodies, der elsker mad og historier om mad, også på film. ”Mundvandsfremkaldende” kaldte en af anmelderne filmen og det er jeg helt enig i. Jeg fik i hvert fald lyst til at kaste mig over gryderne bagefter.
Filmen bygger i øvrigt på den virkelige historie om præsident Mitterands kok Daniele Mazet-Delpeuch, der i årene 1988-90 var den første kvindelige ”præsident-kok” i Frankrig.
Filmen, der er fra 2012, kan lånes på biblioteket og du kan læse mere om den her .
Ingen kommentarer:
Send en kommentar