lørdag den 21. august 2010

Ovnbagt blomkål med melontomatsalat


Inspireret af blomkål og vandmelon i ugens kasse fra Årstiderne, blev menuen i dag:

Ovnbagt blomkål á la Jamie Oliver med melontomatsalat á la Årstiderne og dertil svineculotte.

Ovnbagt blomkål:
(2 personer)
½ blomkålshoved
2 dl cremefraiche – jeg brugte 9%
100 g revet ost
Olivenolie
2 skiver brød
25 g bacon
Rosmarin

Tænd ovnen på 180 grader. Bræk blomkålen ud i buketter og hak stokken fint. Blomkålen koges 5 minutter i vand med lidt salt og drypper derefter af. Cremefraichen røres med 50 g ost samt salt og peber. De 25 g bacon ristes, evt. i mikrobølgeovnen. 1 spsk olivenolie hældes i en foodprocessor sammen med brød, bacon og rosmarin og køres til det er blevet en slags fugtig, krydret rasp. Blomkålen lægges i et ovnfast fad, cremefraiche-osteblandingen hældes over. Så drysses raspen over og til sidst resten af den revne ost. Sættes i ovnen i 45 min.
Opskriften er fra Jamie Olivers kogebog: Alle kan lære at lave mad, dog har jeg rettet den lidt til. Bl.a. har jeg udeladt ansjoser i cremefraicheblandingen. Det er ikke lige mig, det der med ansjoser.

Melontomatsalat
(2 personer)
¼ vandmelon
125 g tomater
¼ løg
Persille
50 g salattern/feta
Citronsaft
Olivenolie, salt og peber

Melonen skæres ud i tern efter at kernerne er fjernet. Tomaterne skæres også ud i tern og blandes med melon i en skål. Løget snittes fint, persillen hakkes og begge dele vendes i sammen med salattern/feta. Salaten krydres med salt og peber og dryppes med citron og olivenolie. Er bedst iskold.

Dertil serverede jeg svineculotte bagt i ovnen sammen med blomkålsgratinen. Man kunne også nøjes med melontomatsalaten og den ovnbagte blomkål (evt. med mere bacon i) og så spise flute til.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar