I påsken besøgte jeg min søster nogle dage…
…og udover at gå ture, snakke en masse og se film fik vi også både bagt og lavet mad sammen. Bl.a. lavede vi denne rodfrugtrulle, som jeg havde fundet i Julia Heys kogebog ”Hey – hvad skal vi spise?” En ny spændende måde at bruge rodfrugter på - selv når man efterhånden er ved at længes efter mere forårsagtig mad (og vejr). Dog syntes vi, at rullen blev lidt tør, men lidt mere cremet fyld med f.eks. ost, cremefraiche eller andet, kunnet nok have afhjulpet det problem. Rullen kan spises som tilbehør eller som hovedret.
Rodfrugtrulle
Ovnstegte frikadeller
Salat blandet af de forhåndenværende ingredienser
Rodfrugtrulle med spinat – vores version
(4 personer)
500 g kartofler
2 gulerødder
1 rødbede
1 løg
1 fed hvidløg
4 æg
2 spsk hvedemel
salt, peber
50 g spinatblade
Skræl rodfrugterne, riv dem groft og pres væden fra. Pil løget og riv det groft. Pisk æggene sammen og vend dem med rodfrugter, løg, presset hvidløg, mel, salt og peber. Fordel rudfrugtmassen fladt ud i ca. ½-1 cm’s tykkelse på en bradepande beklædt med bagepapir og bag den i ovnen ved 200 grader i 15-20 minutter. Skyl spinatbladene og dryp dem godt af. Læg dem i en stribe på midten af rodfrugtrullen. Rul rodfrugtmassen sammen i bagepapiret og bag den yderligere 10 minutter. Ved serveringen skæres rullen i skiver. Vi serverede ovnbagte frikadeller og salat til.
Note: En opskrift der sagtens kan bruges igen og hvor der er mange muligheder for at eksperimentere med råvarerne.
Selvom foråret efterhånden er kommet snigende, kunne jeg sagtens hoppe på sådan en rodfrugtrulle - den ser skøn ud :)
SvarSletHej Louiogbearnaisen,
SletSelvom foråret er på vej, er rodfrugter jo stadig en god spise. Især når man finder en god opskrift.