tirsdag den 8. februar 2011

Kyllingetærte med forårsløg

Inspireret af Foodfanatic, der for nylig bloggede en lækker opskrift på kyllingetærte med estragon som du kan se her, fik jeg lyst til at prøve min egen version. I stedet for estragon brugte jeg en krydderblanding jeg købte i Italien sidste sommer. Blandingen består af: citron, sennep, løg, gurkemeje, basilikum, persille, estragon og merian – det er i hvert fald, hvad jeg har kunnet tyde mig frem til ifølge etiketten på posen. Egentlig er krydderblandingen beregnet til salatdressing, men jeg synes også, at den fungerede fint som krydderi i tærten.

Kyllingetærte med forårsløg
(4 personer eller 2 personer 2 dage)
75 g rugmel
125 g hvedemel
75 g smør
1 æg
salt
vand
300 g kyllingekød
1 bdt forårsløg
olivenolie
salt, peber
italiensk krydderiblanding eller estragon eller krydderi efter eget valg
3 æg
1 bæger hytteost á 250 g
50 g revet ost
Smuldr smørret i melet, tilsæt æg, salt og vand og saml dejen med let hånd. Lad den hvile køligt ½ time. Skær kyllingekød og forårsløg ud i små stykker, som derefter svitses på en pande i olie i ca. 10. minutter. Krydderier tilsættes og svitses med de sidste par minutter. Beklæd en tærteform med dejen, prik bunden med en gaffel og forbag den 10 minutter ved 200 grader. Imens piskes æggene sammen med hytteosten. Når tærten er forbagt, kommes forårsløg og kylling i og derefter hældes æggemassen over. Til sidst drysses med revet ost. Tærten bages i ovnen ved 200 grader i 20-25 minutter.

Som tilbehør fik vi en råkostsalat bestående af revne gulerødder, persillerødder og selleri samt finthakket ananas og ananassaft som dressing.

3 kommentarer:

  1. Dejligt at se, at jeg kunne inspirere lidt(har lige svaret på din kommentar på min blog, så det er sjovt at følge tanke til madlavning). Din tærte ser super lækker ud. Det lyder lækkert med hytteost, og også spændende med rugmel. Det har jeg endnu ikke prøvet i en tærte, men det tror jeg næsten, at jeg vil prøve på et tidspunkt for at gøre det hele lidt sundere. Tak fordi du inspirerede mig tilbage :)
    Kh Nadia

    SvarSlet
  2. Åh Anne, jeg elsker (mad)tærter, så denne skal helt klart prøves :-)

    Mange hilsner
    Birthe

    SvarSlet
  3. Nadia og Birthe - det glæder mig, at jeg også kan inspirere jer.Jeg har jo stor fornøjelse af at læse jeres madblogs :-) Jeg prøver gerne at gøre maden sundere, hvis jeg kan. Og så tænkte jeg, hvorfor ikke bruge hytteost i stedet for cremefraiche, som ofte er lidt mere fed. Det fungerede fint, så det bliver ikke sidste gang.

    SvarSlet