torsdag den 3. november 2011

Æblebradepandekage med chokolade

Mit vikariat på biblioteket udløb til 1. november, så derfor havde jeg besluttet at bage en afskedskage til mine søde kollegaer ugen inden jeg skulle stoppe. Vi er en del i afdelingen, hvis alle er der, så jeg bagte en ordentlig bradepande fuld. Og de må have kunnet lide kagen, for den blev spist til sidste krumme (dog med hjælp fra andre afdelinger). Det viste sig så, at det alligevel ikke blev en afskedskage, da jeg fik tilbudt 2 måneders vikariat yderligere, rigtig dejligt – også selvom det kun er på 20 timer om ugen. Opskriften bygger på en opskrift jeg fandt på Alletiders kogebog


Æblebradepandekage med chokolade - min version
(Opskriften er til en stor bradepande)
500 g smør (helst rigtig smør)
400 g sukker
8 æg
500 g hvedemel
2 tsk bagepulver
1-2 dl mælk
200 g Marabouchokolade med Daim (eller en anden chokolade man godt kan lide)
5-8 æbler (afhængig af størrelse)
6 spsk sukker
3 tsk kanel
Sæt ovnen på 175 grader. Beklæd en stor bradepande med bagepapir. Hak chokoladen groft. Rør fedtstof og sukker hvidt og skummende, tilsæt æggene et ad gangen. Kom chokoladen i æggemassen. Vend mel med bagepulver. Bland det i dejen skiftevis med mælk og rør godt. Dejen skal føles glat og luftig. Dejen hældes i bradepanden. Æblerne skæres i både, hvorefter de vendes i en blanding af kanel og sukker. Æblebådene fordeles over kagen og trykkes let ned i dejen. Vent med at skære alle æblerne ud, til du ser, hvor mange du skal bruge for at dække hele kagen. Kagen bages omkring en time ved 175 grader.

1 kommentar:

  1. Uhmm, den lyder dejlig. Den må på to-do-listen :-)

    Mange hilsner
    Birthe

    SvarSlet