søndag den 23. december 2012

Boganmeldelse: Kvinderne på stranden




Anmeldelse af Tove Alsterdal: Kvinderne på stranden
Bogen er udkommet på forlaget Mrs. Robinson. Du kan læse mere om bogen her

Slaver, det var da noget med skibe der sejlede til Amerika i gamle dage…

…fyldt med sorte mennesker, tænker I måske. Men hvis man skal tro på denne roman, så findes de r mange flere slaver i verden i dag end dengang og de er ikke længere væk end Frankrig. Og sikkert også tættere på endnu, hvem ved. Det er i hvert fald den uhyggelig baggrund for en meget spændende og velskrevet roman af den svenske forfatter Tove Alsterdal.

Hovedpersonen er den unge scenograf Ally, hvis mand, Patrick, arbejder som freelance-journalist. Patrick tager til Paris og ringer begejstret hjem for at fortælle, at han har fat i noget virkelig stort, men uden at røbe, hvad det drejer sig om. Så går der 14 dage, hvor Ally intet hører fra sin mand. Da hun derefter modtager et mystisk brev fra ham, beslutter hun sig for at tage til Paris for at lede efter ham.

Under sin søgen efter Patrick møder Ally mennesker, der er ufattelig rige og mennesker som absolut intet ejer, ikke engang deres egen arbejdskraft. De sidste er desperate illegale immigranter fra Afrika, der er kommet til Europa uden papirer og derfor er et let bytte for grådige, kyniske forretningsmænd, der hensynsløst udnytter andre mennesker for egen vindings skyld.

Og det er den grumme historie Allys mand vil berette for resten af verden. Men man sætter sig ikke ustraffet op imod de magtfulde kræfter der står bag den slags hensynsløs udnyttelsen, hvilket Ally og hendes mand får at mærke på egen krop.

Hvis du har mod på at læse en spændende bog og kan kapere den forfærdelig ondskab som er bogens emne, så er det lige en bog for dig.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar