Først havde jeg tænkt mig…
…at lave noget med pasta. Men så havde jeg en spidskål liggende og så ville jeg hellere prøve at lave noget med den. Indtil videre ønsker jeg ikke at leve uden kulhydrater, men derfor kan man jo godt prøve at spare lidt på dem. Så væk med pasta og frem med kålen. Og det blev faktisk en ret lækker kålgryde, synes jeg.
Kålgryde med spidskål og svinefilet
(2 personer)
olie
1 løg hakket groft
1 stor persillerod revet groft
250 g spidskål skåret i fine strimler
200 g stegt/bagt svinefilet i tern
1 dl koncentreret bouillon
2 spsk flødeost
2 spsk tomatpesto
salt, peber
basilikum – jeg brugte tørret, men frisk basilikum havde været rigtig godt
revet ost
Olien varmes i en gryde. Løgene svitses til de bliver bløde. Revet persillerod tilsættes og svitses et par minutter. Spidskålen tilsættes sammen med kødtern, det hele vendes godt rundt. Bouillon tilsættes og det hele står og småsimrer 10-15 minutter afhængig af, hvor blød man vil have sin kål. Tilsæt flødeost og tomatpesto og krydr med salt, peber og basilikum. Serveres med revet ost, dagens salat og evt. brød, hvis man godt kan lide det.
Nyt fra Anne på Sjette
Jeg er stadig rigtig glad for mit arbejde som bibliotekar ovre i det fynske, men der er jo en del transporttid, så det bliver nogle lange dage. Og det betyder, at der ikke altid er overskud til så meget, som man kunne ønske sig på hjemmefronten. Jeg er dog glad for, at jeg ikke skal hjem til børn, mand og hund m.m. Det ville være hårdt, jeg har altid haft det bedst, når jeg har plads til små åndehuller i hverdagen. Mad skal der jo laves hver dag og ind imellem bliver der stadig lavet spændende ting, som er værd at skrive om. Men det bliver vist ikke til så meget som tidligere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar