søndag den 24. marts 2013

Rødbedekartoffelsuppe



Med det (efterhånden temmelig trættende) kolde vintervejr…

…som det tillader sig at holde fast i dette forår, er suppe jo altid en velkommen spise. Nogle rødbeder kaldte på at blive brugt, men rødbedesuppe var nok lige lidt for meget for Datteren. Så det blev i stedet en lækker rødbedekartoffelsuppe. Opskriften fandt jeg hos IdasSUmad. Og farven blev som en rigtig rødbedesuppe, en dyb mørk rubinrød. En god måde at få brugt en rest rødbeder.


Rødbedekartoffelsuppe – min version
(2 personer)
200 g rødbeder
300 g kartofler
1 rødløg
1 fed hvidløg
tørret timian
1 dl mælk (eller fløde – nu var det mælk, jeg havde på lager)
7 dl bouillon
salt, peber
1 spsk rødvinseddike
1 pakke kalkunbacon
frisk timian
Rødløg hakkes groft, rødbeder og kartofler skrælles og skæres i tern. Olien varmes op i en gryde og rødløgene svitses heri. Kartoffel- og rødbedetern tilføjes og svitses med 2 minutter. 7 dl bouillon hældes i gryden sammen med hvidløg og timian. Lad det hele stå og koge 30-35 minutter til rødbeder og kartofler er møre. Tilsæt rødvinseddike. Suppen blendes og koges derefter op igen. Så hældes en dl mælk i og suppen varmes igen op. Smages til med salt og peber. Imens suppen koger, skæres kalkunbacon ud i tern og steges på panden. Server suppen med kalkunbacon og frisk timian drysset over. Et godt tip – kan du lide Gorgonzola eller andre blå oste, så prøve at smuldre lidt ned i den varme suppe ved serveringen. Det smager godt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar