søndag den 23. april 2017

Farverig wok med spidskål og mango

Hvad skal man dog finde på til aftensmad sådan en søndag aften? Hvad med en nem og farverig wokret? Wokretter er som regel hurtige at lave, selvom der lige skal snittes nogle grønsager. Jeg brugte to af mine favoritter, rød spidskål og mango, De er et rigtig flot par sammen både rå i salater eller som her i en wokret.




Wok med rød spidskål og mango
( 1 person)
50 g fuldkornsnudler
olivenolie
150 g rød spidskål
en rest broccoli
en halv rød peberfrugt
en halv lilla gulerod
1 dl bouillon
soyasauce
appelsinmangosauce
revet ingefær
½ mangofrugt
lidt cashewnødder

Kog fuldkornsnudlerne efter anvisningen på pakken. Snit spidskålen fint. Skyl broccolien og del den i små buketter. Skyl peberfrugten og skær den i tern. Skræl guleroden og skær den i tynde skiver.

Varm olien i en wokpande og svits grønsagerne et par minutter. Bland bouillon, soyasauce, appelsinmangosauce og revet ingefær. Smag dig frem, til du synes smagen er god. Tilsæt saucen til grønsagerne sammen med de kogte nudler og varm det hele igennem. 

Serveres med tern af mangofrugt samt cashewnødder. Tilsæt evt. nogle rejer, som lige er blevet varmet på panden, hvis du synes der mangler lidt protein.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar