torsdag den 13. april 2017

Lækker tærte med marcipan og frugt

Hvis I trænger til en ny tærteopskrift, så kan jeg anbefale denne tærte med marcipan og frugt. Den har en lækker sprød mørdejsbund, et dejligt cremet fyld og den friske frugt på toppen er lige prikken over i'et. Hvilken slags frugt du vil have på, bestemmer du selv.

Jeg serverede tærten for mine fødselsdagsgæster, men det er er også en rigtig fin påsketærte. Opskriften fandt jeg hos Alt for Damerne.





Tærte med marcipan og frugt
Mørdej:
150 g smør
½ dl flormelis
4 dl hvedemel
1 æg
½ spsk vand
Marcipanfyld:
3 æg
2 dl græsk yoghurt 10%
1 dl cremefraiche
1 dl sukker
1 tsk vaniljesukker
100 g marcipan
Pynt:
3 kiwier
1 bakke blåbær

Kom smør, flormelis og mel i en foodprocessor og blend det fint. Tilsæt æg og blend igen. Tilsæt vand, så dejen kan blive samlet. Smør et stort tærtefad godt og kom dejen i. Det skal lige siges, at opskriften gav lidt mere dej end der kunne være i mit tærtefad. Så resten af dejen brugte jeg til en lille ekstra tærte. Stil tærtebunden på køl indtil den skal bages.

Pisk æg og sukker grundigt. Tilsæt yoghurt, cremefraiche og vaniljesukker og pisk det hele godt sammen. Riv marcipanen ned i fyldet i pisk igen. Kom fyldet i den ubagte bund. Sæt tærten i ovnen på nederste hylde og bag den ved 175 grader i 30-40 minutter. Man kan sagtens bage tærten dagen før den skal bruges og så bare pynte den på selve dagen.


Ved serveringen skæres kiwierne i skiver. Tærten drysses med flormelis og pyntes med kiwiskiver og blåbær.

2 kommentarer:

  1. Hej Anne

    Tærte er altid godt. Både de salte og de søde. Denne her lyder rigtig lækker og så kan jeg godt lide lidt frisk frugt til kager. Det frisker dem lidt op. Den må prøves, hvis jeg kan skaffe marzipan. God påske.
    Inge V.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, jeg er også tærtefan. Og denne er absolut i den bedre ende.

      Slet