lørdag den 11. juni 2016

Lækker Thai-inspireret wok-ret med svinekød i kokosmælk og kål

Lysten kom over mig til noget wok-agtigt med svinekød og kokosmælk og gode krydderier fra det asiatiske køkken. Det kom der denne ret ud af, som jeg faktisk synes blev ret god.

I morgen skal jeg på ferie igen, så heldig kan man være. Denne gang er det med familien i sommerhus på Skive-kanten. Vejret ser ikke alt for spændende ud, men man kan da håbe, at de tager fejl.Godt vejr eller ej, så varer det lidt inden I hører fra mig igen.





Thai-inspireret svinekød i kokos og kål
(2 personer)
250 g svinekød – jeg brugte to koteletter
olivenolie
2 tsk rød karrypasta
et stykke ingefær
tørret citrongræs
stødt koriander
100 g champignon i skiver
2-3 forårsløg i skiver
½ dåse kokosmælk
1 spsk fiskesovs
1 tsk sukker
50 g jordnødder
250-300 g kål

Skær svinekødet i mindre strimler. Varm olien i en stegepande eller wok. Tilsæt karrypasta og lynsteg kødet 3-4 minutter. Tilsæt ingefær, citrongræs og koriander samt champignon og forårsløg. Steg et par minutter. Tilsæt kokosmælk, fiskesovs, sukker og jordnødder. Lad det hele simre 5 minutter. Som tilbehør brugte jeg 300 g kål, dels savoykål, dels hvidkål. Kålen blev skåret i tynde strimler og stegt i lidt olivenolie. Server kødsovsen ovenpå kålen.

torsdag den 9. juni 2016

Pandekager med squash og fyld af bladbeder, forårsløg og feta

I øjeblikket er bladbeder en af de grønsager, der ofte kommer med i kasserne fra Aarstiderne. Og det er jeg bestemt ikke ked af, da jeg rigtig godt kan lide bladbeder. En af gangene fulgte der også en opskrift med på squashpandekager med bladbedefyld. Og den måtte jeg selvfølgelig prøve af.






Squashpandekager med fyld af bladbeder, forårsløg og fetaost
(2 personer)
60 g mel (jeg brugte en blanding af fuldkornshvedemel og sigtet speltmel)
2 æg
½ squash
1½-2 dl mælk
salt, peber
olivenolie
150 g bladbeder
3 stk forårsløg
1 fed hvidløg
6 blommetomater
50 g feta (den nye fra Arla med chili og peber)
Kom mel og æg i en skål og rør det godt sammen. Tilsæt mælk og pisk dejen glat og jævn. Skyl squashen, riv den groft og vend den i dejen sammen med salt og peber. Lad dejen hvile en halv times tid. Skyl bladbederne. Skær stænglerne fra og hak dem fint. Hak bladene groft. Skyl og hak forårsløgene. Hak hvidløget fint og skær blommetomaterne i tre stykker. Steg halvtykke pandekager på en varm pande i olie. Hold dem lune. Svits forårsløg og hvidløg klart i lidt olie. Tilsæt bladbedestænglerne og steg dem et par minutter. Vend de grofthakkede blade i og steg dem, til de falder sammen. Tilsæt tomatstykker og fetaostetern og vend det hele rundt. Fordel fyldet i pandekagerne og server dem med salat til.

Note: Meget lækre og bløde pandekager med god smag. Fyldet kan varieres på mange måder, men at bruge bladbeder som pandekagefyld, er en rigtig god måde at få dem brugt på, synes jeg.

tirsdag den 7. juni 2016

Spidskål med asparges og tun

Det er nu, der er friske grønne asparges derude i sommerlandet. Så det gælder om at få spist så mange man orker, mens de er i sæson. Her bliver de serveret sammen med spidskål og dåsetun som en let sommerret.






Spidskål med tun og asparges
(2 personer)
200 g spidskål
olivenolie
150 g asparges
1 dåse tunfisk
½ citron, skal plus saft
40 g flødeost (jeg havde en rest med valnødder)
½ dl mælk
25 g valnødder
citronbåde til servering
Spidskålen skæres i fine strimler. Aspargesene skylles og den nederste del knækkes af. Derefter skæres de i mindre stykker. Valnødderne hakkes groft. Spidskålen svitses et par minutter i lidt olivenolie på panden. Aspargesene tilføjes sammen med tunfisk og det hele varmes igennem. Rør flødeosten med mælken og vend det rundt på panden sammen med citronskal- og saft samt valnødder. Klar til servering.


Note: Lidt dild ville have klædt retten rigtig godt.

mandag den 6. juni 2016

Rejse til Budapest 4: Markedsbesøg, broer, kage på et berømt konditori og flot underholdning

Jeg havde hele dagen for mig selv, så hvad havde jeg lyst til? Inden jeg tog afsted, havde jeg læst at der skulle være et stort Madmarked. Det havde selvfølgelig høj prioritet, så det startede jeg dagen med. Udover en masse stande med grønsager og frugt, kød og pølser var der selvfølgelig også masser af madsouvenirs ikke mindst i kategorien paprika, som vel er Ungarns mest berømte krydderi. Du kunne få det på dåse, i pose, på tube (!), i olie, tørret  osv. Og jeg købte selvfølgelig lidt af hvert med hjem, for det skulle jo prøves.



Efter mit besøg på markedet, var jeg blevet sulten og fik en dejlig let salat med gedeost på en cafe. Så gik jeg ned til Donau og krydsede den ved at gå over Frihedsbroen, en flot gammel grøn bro lavet i 1896. Jeg fortsatte langs Donau på Budasiden, men det blev jeg hurtig træt af, for det var meget trafik. Tilbage til Pest-siden igen over den næste bro, Elisabethbroen.





Så var det kaffetid og selvfølgelig måtte jeg prøve Budapest's mest berømte konditori: Gerbeaud. Her valgte jeg deres berømte kage: Dobos torta, en chokoladelagkage med karamelliseret farin på toppen. Den var lækker, men det mest fantastiske var nu og sidde og nyde den i det meget flotte lokaler, med prismelysekroner, tunge gardiner og fine gamle møbler.



Oven på den omgang kage måtte jeg ud og røre mig igen Så jeg fortsatte langs Donau, nu på Pestsiden. Jeg gik forbi Parlamentet, som er en fantastisk flot bygning. Som sagt gik jeg forbi, men jeg tror egentlig at man ser den allerbedst fra en båd på floden.



Næste mål var Margretheøen, som er en stor grøn ø, der ligger midt ude i Donau. Her er ikke boliger, men i stedet en dejlig stor grøn park med skyggefulde stier og grønne plæner. Det er de gode til i Budapest, det med parker. Jeg gik fra den ene ende af øen til den anden og det betød, at da jeg skulle tilbage til Pestsiden krydsede jeg for fjerde gang Donau.




.Om aftenen var der der Folkloreaften på programmet. Vi blev kørt med bussen ud til noget der lignede et forsamlingshus ude på en lille ø. Her fik vi serveret tre retter: En dejlig hønsekødssuppe som forret, som hovedret var der to slags kød samt fyldte pandekager. Jeg smagt kun pandekagerne og de var gode. Og så var der dessert. Jeg tror det muligvis var en somloi galuska som er en traditionel ungarnsk dessert med kagebund, kagecreme og chokoladesauce.


Mens vi spiste var der dans og sang a lá czardas. Der var to orkestre, der spillede på skift og så var der nogle helt fantastiske dansere. Om man kan lide den slags musik eller ej er en ting, men man kunne ikke andet end blive fascineret af danserne, der var meget dygtige og meget energiske. Maden stod faktisk og blev kold, fordi man skulle følge med i dansen. En rigtig fin aften.



Og så ikke mere om Budapest i denne omgang.

fredag den 3. juni 2016

Dejlig salat med spinat, jordbær, asparges og avocado

Jeg har stadig noget at fortælle om min Budapest-tur, men jeg tænkte at I måske trængte til en pause og en opskrift. For det er jo snart længe siden, der sidst har været en opskrift på bloggen.

I det her ualmindeligt varme vejr er det altid dejligt med en god salat. Og gerne en med jordbær og asparges, når nu det er sæson. Så sådan en opskrift får I i dag. Salaten kan bruges som tilbehør til grillmaden eller som et måltid i sig selv, evt. med brød til.



Salat med spinat, jordbær, asparges og avocado
(1 god portion)
40 g frisk spinat
5 stk asparges
100 g jordbær
½ avocado
parmesan
dressing:
olie
æbleeddike
honning
salt
peber
Spinaten skylles godt og afdryppes. Brug evt. en salatslynge. Har du ikke sådan en, vil jeg anbefale at du anskaffer dig en. Den er supergod at have, hver gang man skal afdryppe salat og lign.  Riv eller skær spinaten i mindre stykker og anret spinatstykkerne på en tallerken. Skyl aspargsene, bræk den nederste del af og skær dem ud i mindre stykker. Sræl avocadoen og skær den ud i mindre stykker. Skyl jordbærrene og skær dem i skiver. Fordel asparges, avocado og jordbær over spinaten. Rør dressingen sammen og hel den over. Til sidst river du parmesan ost henover og så er salaten klar til servering. Et godt glas hvidvin eller rosévin vil passe godt til, sådan en fredag aften.

torsdag den 2. juni 2016

Rejse til Budapest 3: En tur på landet og en meget lækker middag

Tredje dag på ferie i Budapest var det tid til en tur på landet. Vi startede med at køre til Esztergom. Her ligger Ungarns største kirke og den var vi inde og se. Meget flot kirke. Bagved kirken var der en flot udsigt til Donau og til Slovakiet, som ligger på den anden side af Donau.



Vi kørte videre og efter at have sejlet over Donau med en lille færge, ankom til vl den lille landsby Szendehely. Her besøgte vi et (meget) lille hjemstavnsmuseum og her fik vi frokost - en god gang gullasch. Det skal man jo næsten have, når man er i Ungarn. Her minder det dog mere om en fyldig suppe end en gryderet. Men godt smagte det. Og så med den lokale vin til.




Bagefter vi kørt op i de lokale vinmarker på ladet af en lastbil og fik mere at vide om vinproduktionen i området, samt smagte på friskpresset druesaft. Derefter tilbage til gården hvor der var kaffe og æblesnitter inden hjemturen.



Om aftenen blev det regnvejr. Så det med at tage ind til byen og kigge efter et spisested, virkede ikke så indbydende. Heldigvis fandt jeg ud af, at der lå en fransk restaurant lige i nærheden - La Perle Noire. Så der gik jeg hen for at spise aftensmad - og det blev et meget lækkert måltid. Mens jeg ventede på maden, fik jeg brød - som man jo ofte gør. Det var noget meget lækkert hjemmelavet brød med hjemmelave smør til. Og en lille smagsprøve på hytteost med chili fulgte også med.


Til hovedret fik jeg fisk, en stegt multe serveret med blomkålspure og mangomousse. Meget meget lækkert og flot anrettet på tallerkenen. Og som dessert valgte jeg deres dessert-tallerken. Der var en god ostekage, en lækker vaniljeis og nogle meget lækre chokolademacarons, mums det var godt. Den sidste smagsprøve var nogle lyserøde skumfiduser, dem kunne jeg nu godt have undværet. Men alt det andet var bare lækkert. 




onsdag den 1. juni 2016

Rejse til Budapest 2: En tur til Buda, strudels og to gange and

På andendagen var der udflugt til Buda om formiddagen. Budapest består af to bydele, Buda og Pest, som ligger på hver sin side af Donau. På Buda-siden er der bakket og her bor de mere velhavende. På Pest-siden er der fladt og her bor alle de andre indbyggere.


Der er mange flotte bygninger i Buda - Matthiaskirken, Kongeslottet og Fiskerbastionen. Sidstnævnte er en meget speciel bygning (eller bygninger). De er bygget, så de skal forestille noget fra middelalderen, men de blev bygget i 1905. Herfra var der en rigtig flot udsigt ud over Donau og Pest.



Dagens frokost var en del af programmet. Vi spiste på  First Strudel House of Buda,  en restaurant med strudel som speciale og det var sjovt at prøve noget af det lokale mad. Først fik vi en strudel med grønsager. Den smagte udemærket. Til hovedret fik vi andelår med kartofler og rødkål (så man næsten kom i julestemning) og til dessert fik vi to slags strudels - en med æble og en med citron og hytteost. Jeg kunne især godt lide den med citron. Mens vi spise kom tjenerne ind med et bord, og så viste de os, hvordan man laver strudels. Bl.a. skal dejen være så tynd rullet ud, at man kan læse en avis igennem den. 





Om eftermiddagen havde vi tid for os selv og jeg gik en tur langs Donau på det der vel må hedde flodpromemaden og kiggede på byen, floden, menneskene og på sporvogne.



Om aftenen var jeg ude og spise med nogle andre damer fra gruppen. Vi havde fundet en restaurant lige ved siden af operaen. Restauranten hed meget passende Callas. Her fik jeg and igen, men denne gang i en noget anden sammensætning. Det var andebryst serveret med quinoa, ærteskud og kirsebær. Det var lækkert og meget mere spændende end "juleanden" tidligere på dagen.