Jeg har stadig noget at fortælle om min Budapest-tur, men jeg tænkte at I måske trængte til en pause og en opskrift. For det er jo snart længe siden, der sidst har været en opskrift på bloggen.
I det her ualmindeligt varme vejr er det altid dejligt med en god salat. Og gerne en med jordbær og asparges, når nu det er sæson. Så sådan en opskrift får I i dag. Salaten kan bruges som tilbehør til grillmaden eller som et måltid i sig selv, evt. med brød til.
Salat med spinat, jordbær, asparges og avocado
(1 god portion)
40 g frisk spinat
5 stk asparges
100 g jordbær
½ avocado
parmesan
dressing:
olie
æbleeddike
honning
salt
peber
Spinaten skylles godt og afdryppes. Brug evt. en salatslynge. Har du ikke sådan en, vil jeg anbefale at du anskaffer dig en. Den er supergod at have, hver gang man skal afdryppe salat og lign. Riv eller skær spinaten i mindre stykker og anret spinatstykkerne på en tallerken. Skyl aspargsene, bræk den nederste del af og skær dem ud i mindre stykker. Sræl avocadoen og skær den ud i mindre stykker. Skyl jordbærrene og skær dem i skiver. Fordel asparges, avocado og jordbær over spinaten. Rør dressingen sammen og hel den over. Til sidst river du parmesan ost henover og så er salaten klar til servering. Et godt glas hvidvin eller rosévin vil passe godt til, sådan en fredag aften.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar