Jeg er blevet ret glad for at bruge Pinterest, når jeg skal have inspiration til min madlavning. Her er simpelthen bare så mange lækre og spændende opskrifter.
For nylig sad jeg og søgte efter opskrifter med hvidkål, da jeg havde modtaget et stort hvidkålshoved fra Aarstiderne. Og da det ikke altid er så nemt at få tygget sig igennem sådan et helt hoved, når man er alene om det, måtte der noget inspiration til. Jeg faldt over flere opskrifter på noget som blev kaldt Cabbage Steak og som viste sig at være skiver af hvidkål bagt i ovnen. Det måtte prøves og det får I opskriften på her.
Ovnbagte hvidkålsskiver
(2 personer)
½ hvidkålshoved
olivenolie (jeg brugte en med hvidløgssmag)
hvidløgspeber
salt, peber
Skær forsigtigt skiver af kålen på ca. 2 cm’s tykkelse. Læg
dem på en bageplade med bagepapir. Pensl og krydr dem på begge sider. Man skal
være lidt forsigtig med dem, da de godt kan begynde at falde fra hinanden.
Bages i ovnen ved 200 grader. Først ca. 20 minutter på den ene side, så 20
minutter på den anden side. Når de er færdige, tages de ud af ovnen og evt.
brændt kål pilles af. Og så er de klar til servering. Man kan bruge dem som tilbehør eller som hovedret med en salat til.
Note: Kålskiverne er måske ikke så spændende i sig selv, men hvis man kommer en lækker topping på skiverne, f.eks. en gang pesto, tomatskiver og ost, så fungerer det faktisk rigtig godt. Man kunne også smøre dem med sennep og komme bacon eller skinke på. Der er faktisk rigtig mange muligheder. Og så er det en god måde at få brugt sin hvidkål på.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar