onsdag den 27. oktober 2010

Tomatsuppe med toppings

Der er mange måder at lave tomatsuppe på. Her er en opskrift jeg har brugt mange gange i årenes løb. Den stammer fra Kirsten Skaarups kogebog: Vegetarisk hverdagsmad året rundt. Der er ikke så meget krydderi i selve suppen, men det kan man til gengæld tilføje til eventuelle toppings.


Tomatsuppe:
(4 personer)
½ kg tomater eller 1 dåse tomater eller 1 glas flåede tomater fra Aarstiderne
1 l grønsagsbouillon
1 dl råris
2 dl mælk eller fløde
Hvis man bruger friske tomater skæres de i små stykker og kommes i kogende bouillon. Bruger man tomater på dåse eller glas, kommes de bare i den kogende bouillon. Risen tilsættes og suppen koger under låg ca. 40. minutter. Når risen er mør, pureres suppen i blenderen. Suppen hældes tilbage i gryden og mælk eller fløde tilsættes. Suppen koges igennem og smages til.

Toppings: Croutoner, krydrede grønsager og basilikum-cremefraiche.
Til croutoner tog jeg nogle skiver toastbrød og skar i tern. Så kom jeg olie på panden og ristede ternene i olien plus lidt krydderier. Brødternene skal vendes ofte og når de bliver gyldne, er de færdige. De krydrede grønsager bestod af en peberfrugt, jeg havde skåret ud i tern og ristet i lidt olie og krydderier. Og basilikum-cremefraichen var lavet af cremefraiche rørt op med frisk hakket basilikum.

Som sædvanlig glemte jeg, hvor meget brødcroutoner egentlig mætter og serverede brød til. Det må jeg prøve at huske at lade være med næste gang. Ideen med at blande frisk hakket basilikum i cremefraiche og komme det på suppen var bare superlækkert, synes jeg.

mandag den 25. oktober 2010

Naturstien ved Brende Mølle

Hvis du er ude og køre på Vestfyn mellem Assens og Nørre Åby og du trænger til at få strakt benene, så prøv at stoppe ved naturstien ved Brende Mølle. Her kan man gå en lille tur langs åen gennem et lille vådområde hen til den gamle mølle og tidligere el-værk. Det er også et fint sted at indtage en bid brød eller en kop kaffe, da der er flere bænke i området.



I sommeren 1990 anlagde man denne meget flotte fisketrappe ved den tidligere mølle.


Vi mødte ingen mennesker, den dag Den Glade Murer og jeg var forbi. Men vi mødte en flok får, bl.a. denne lille fætter. I forhold til årstiden må han vel betragtes som lidt af en efternøler. Men sød, det var han. Og så ingen kommentarer om lammekød lige nu.


Man kan opleve mange fantastiske farver om efteråret. Som benvedens pink frugtkaspler der omslutter de orange frugter.

torsdag den 21. oktober 2010

Fennikelsalat og blomkålssalat

I sidste uge fik jeg lige lavet et par forskellige salater. Begge opskrifter er fra Aarstiderne. Fennikelsalaten er en favorit, som jeg har brugt flere gange. Portionen bliver ikke så stor, derfor har jeg sat den ned fra de oprindelige 4 personer til 3. Blomkålssalaten var ny. Jeg brugte friske tomater i stedet for soltørrede, da jeg lige havde fået en pakke cherrytomater i kassen fra Aarstiderne.


Lun fennikelsalat
(3 personer)
1-2 fennikel
1 peberfrugt
1 løg
persille
25 g mandler
citronsaft fra en halv citron

Skær fenniklen i staver og damp dem møre i en gryde med lidt vand, 2-3 minutter. Hak mandlerne groft og rist dem på en pande, til de er gyldne. Drys med salt og lad dem afkøle. Skær peberfrugt og løg i fine tern. Hak persillen fint. Kom lidt olie på en pande og rist løg og peberfrugt. Vend fenniklen i og drys med persille og ristede mandler. Slut med et pres citronsaft og server lun eller kold.


Blomkålssalat
(2 personer)
½ blomkålshoved pillet i meget små buketter
Cherrytomater
50 g feta, smuldret
1 dl cremefraiche eller fromage frais
½ dl ristede græskarkerner
saften fra en halv citron
salt, peber

Rør den smuldrede feta med cremefraiche eller fromage frais. Smag til med salt og peber. Del cherrytomaterne i halve eller kvarte og bland dem med den findelte blomkål. Vend dressingen over og bland det hele. Slut med et drys græskarkerner. Man kan eventuelt koge blomkålsbuketterne ganske kort, hvis man synes, at det bliver for voldsomt med den rå kål.

tirsdag den 19. oktober 2010

Svampepaté og grøn salat

Datteren er taget til Sjælland på venindebesøg og det giver mulighed for at kaste sig over madlavning med nogle af de ingredienser, der ikke står på hendes favoritliste – som f.eks. linser.

Det blev til en svampepaté med linser og uden kød. Det er en lille let ret, der især egner sig som frokostret eller forret. Jeg brugte den nu som hovedret, og resten kan så bruges til pålæg de næste par dage. Opskriften er fra ”Fattigrøvens sunde opskrifter” af Rolf Lund.



Svampepaté med linser
(4 personer)
1 dl orange linser
1 lille løg
50 g bacon – kan undværes, i stedet kan bruges et par soltørrede tomater
1 fed hvidløg
Olie
250 g champignon
100g g gulerod
salt, peber
persille
2 æg
100 g revet gouda
2 spsk rasp
1 tsk sesamfrø

Linserne skylles og koger ca. 10 minutter i et par dl vand. Overskydende vand hældes fra. Løget pilles og hakkes, hvidløget hakkes fint og begge dele steges på panden, til løgene er blevet bløde. Champignonerne skæres i skiver og lægges på panden. Når vandet fra champignonerne er fordampet, tilsættes revet gulerod og hakkede soltørrede tomater. Krydr med salt, peber og persille. Tilsæt revet ost, æg og rasp og hæld massen i et smurt ildfast fad. Drys lidt ekstra ost øverst samt lidt sesamfrø (det glemte jeg nu). Bages i ovnen i 45 minutter ved 180 grader.

Grønkålssalaten har jeg fra min mor. Den laves af følgende ingredienser: frisk finthakket grønkål, revne gulerødder, revne æbler samt en dressing af fintrevet peberrod og A38, kvark, cremefraiche – eller hvad man nu har. En dejlig frisk salat.

mandag den 18. oktober 2010

Boganmeldelse: Pindsvinets elegance


Anmeldelse af Muriel Barbery: Pindsvinets elegance

Dette er ikke en bog med en masse handling, til gengæld er der mange betragtninger om livet, litteraturen og ikke mindst om de mennesker, der bor i luksuslejlighederne i nummer 7 i Rue de Grenelle, Paris.

Den ene hovedperson i bogen er den 54-årige enke Renée, der i er portnerske i ovennævnte ejendom. I 27 år har hun været tilskuer til beboernes dagligliv og hemmeligheder. Hun ved en masse om dem, til gengæld ved de stort set ikke noget om hende. For dem er hun bare portnersken og i deres verdensbillede er portnersken en ældre, fed, krakilsk dame, der se fjernsyn fra morgen til aften. Renée, der ikke ønsker for meget opmærksomhed, lader dem forblive i troen. At hun i virkeligheden er en meget belæst og kulturinteresseret dame, der bl.a. holder af at se underlige japanske film, har ingen af dem den mindste anelse om.
Den anden hovedperson er den tolv-årige begavede pige Paloma, der bor sammen med sine forældre og storesøster i en af ejendommens lejligheder. En usædvanlig pige, der tænker meget over tilværelsen og som egentlig har tænkt sig at begå selvmord, da hun ikke rigtig ser nogen mening med livet, og slet ikke livet som voksen.

En dag flytter en velhavende japansk mand ind i en af lejlighederne og det skaber ændringer i både Renée og Palomas liv. Bl.a. medfører det at de to bliver gode venner og begynder at snakke sammen.

Det er ikke en helt nem bog, men hvis man kan lide at læse romaner, hvor der er lidt at tænke over og hvis man interesserer sig for emner inden for filosofi, litteratur, kunst osv., så er den et godt bud. Bogen er godt skrevet, man kommer til at holde af de to kvindelige hovedpersoner og deres interessante betragtninger om livet og døden og alt det imellem.

Bogen er i øvrigt filmatiseret, så den skal jeg i hvert fald have set, når den kommer på DVD.

søndag den 17. oktober 2010

Blomkålsroulade

Her er en opskrift med blomkål, hvor man kan snige blomkålen uden den stort set bliver opdaget. Ikke at jeg selv har et problem med blomkål. Jeg kan godt lide blomkål, dog helst ikke udkogt og uden modstand, når man tygge på den. Men gerne i salater, supper og gratiner. I denne opskrift, som ikke hører til de allernemmeste, bliver blomkålen brugt i en roulade. Opskriften er fra ”Vegetarretter – De bedste opskrifter fra hele verden” – en vegetarkogebog, jeg har haft glæde af mange gange. Jeg har ændret lidt på opskriften, brugte bl.a. spinat i stedet for brøndkarse.


Blomkålsroulade:
(2 personer)
½ halvt blomkålshoved, delt i buketter
2 delte æg
50 g revet ost
30 g hytteost
en knivspids muskatnød
1 tsk sennep
salt, peber
100 g frossen og optøet spinat
30 g smør
2 spsk hvedemel
1 dl yoghurt eller mager cremefaiche
20 g revet ost
30 g hytteost

Beklæd en rouladeform med bagepapir. Jeg havde ikke en rouladeform, men brugte en lille bradepande. Kog blomkålsbuketterne til de lige akkurat er møre og skyl dem under koldt vand. Kom blomkålen i en foodprocessor eller pres dem gennem en sigte. Pisk æggeblommerne og rør dem i blomkålen sammen med 30 g revet ost og hytteosten. Smag til med muskatnød, sennep, salt og peber. Pisk æggehviderne til de er stive, men ikke for faste og vend dem forsigtigt i. Fordel blandingen i formen og bag den ved 190 grader i 20-25 minutter.
Smelt smørret i en lille gryde. Kog spinaten under omrøring i 3 minutter. Rør mel i, derefter yoghurt/cremefraiche og lad det simre 2 minutter. Rør ostene i.
Vend rouladen ud på et fugtigt viskestykke, hvor der blevet lagt bagepapir over. Fjern bagepapiret fra rouladen og lad den stå et minuts tid, så dampen kan slippe ud. Smør fyldet på til ca. 2, 5 cm fra kanterne. Rul rouladen sammen, begynd fra den smalle ende. Gør det forsigtigt, da den nemt går i stykker. Læg rouladen over på en bageplade med bagepapir, drys med den resterende ost og sæt den i ovnen 5 minutter. Server straks, hvis den skal spises varm. Men den kan også serveres kold.
Jeg servede den med brød og gulerodsråkost med jordnødder.

Note: Jeg havde fået købt hel frossen spinat, i stedet for hakket. Så det var lidt svært at skære nogle pæne skiver. Men smagen fejlede ikke noget og konsistensen heller ikke.

lørdag den 16. oktober 2010

Svanninge Bjerge i efterårssol

Sidste weekend besøgte jeg atter Den Glade Murer på campingpladsen ved Faaborg. Som altid skulle vi ud på en lang vandretur og denne gang blev det søndagstur i Svanninge Bjerge. Vejret var helt fantastisk, solen skinnede fra en strålende blå himmel og fik de gyldne efterårsfarverne i skoven til at lyse op – smukt.
Campingpladsen ligger godt midt i alt det grønne.

Svanninge Bjerge er et område på ca. 475 hektar, så der skulle være rig mulighed for at få brugt bentøjet. Og det blev faktisk en vandretur på fire timer gennem mange dejlige skovområder. Området består nemlig mest af skov, så der er ikke en masse flotte udkigspunkter, som man finder i Svanninge Bakker.

Nogle steder har man fældet skoven, på den måde får man en meget bedre fornemmelse af landskabet.

Skoven er meget varieret med skiftende beplantninger, spændende bakkede områder (det hedder jo ikke ”Bjerge” for ingenting) og smukke lavtliggende søer og vandhuller. Bikubenfonden, som ejer området, har gjort rigtig meget ud af at lave en masse ruter med forskellige temaer, f.eks.: Skovens kulturhustorie, Skovens drift, Skovens terræn m.fl. Det kan kun glæde en naturfreak som mig, at der findes organisationer som Bikubenfonden, der bruger tid og især penge på at give os andre nogle gode og spændende naturoplevelser. Hurra for dem!

To meget forskellige vandhuller, men smukke på hver deres måde.


Vandreturen blev som sagt på fire timer. Vi fulgte ikke en bestemt rute, men fulgte stierne på kryds og tværs, da Den Glade Murer allerede havde været ude og sondere terrænet. Nogle gange gik vi på store skovveje med masser af plads, nogle gange fulgte vi små hyggelige stier kun betrådt af få mennesker og til sidst endte vi i et kæmpe brombærkrat, da vores lille sti pludselig forsvandt. Altså, glæden ved brombær var ikke helt den samme efter en halv times kamp med brombærranker i flere niveauer. De forsøgte både at spænde ben, at rive og flå og at bore deres små hidsige torne ind i vores kød.

En af skovens "hovedveje".

Hvor mon denne sti fører hen?

Brombærkrattet ses her i fuld gang med at opsluge Den Glade Murer. Læg mærke til de hævede arme!

Det må vidst være sommerens sidste mariehøne. Den så nu også lidt forvirret ud.

Hvis man er interesseret i at læse mere om Svanninge Bjerge, står der rigtig mange interessante oplysninger på denne webside: www.svanningebjerge.dk/