fredag den 25. marts 2011

Bagt kartoffelmos med bacon, porrer og sprød brødskorpe

God hverdagsmad med tre gode hverdagsråvarer: kartofler, porrer og bacon. Opskriften har jeg fundet i magasinet Mad! nr. 3 2010.


Bagt kartoffelmos med bacon, porrer og sprød brødskorpe
(2 personer – min version)
500 g kartofler
1 spsk smør
1 dl mælk
salt, peber
500 g porrer
1 pakke bacontern
1 skive groft toastbrød
50 g revet ost
1 spsk tørret timian

Lav først kartoffelmosen. Kartoflerne skrælles og koges i 20 minutter i usaltet vand. Hæld vandet fra på nær det der dækker bunden. Mos kartoflerne groft med en elpisker. Tilsæt smør, og rør videre med elpiskeren, mens du langsomt tilsætter mælk, til mosen har en passende konsistens. Smag til med salt og peber. Tænd ovnen på 200 grader. Rens porrerne og skær dem i 3 cm lange stykker. Baconternene steges gyldne og sprøde på en tør pande. Bland bacon og porrer i et smurt ildfast fad. Krydr med salt og peber. Læg kartoffelmosen hen over bacon-porre-blandingen som et tykt låg. Skær skorperne af brødet og smuldr det til grove brødkrummer. Drys brødkrummerne over kartoffelmosen og drys derefter med revet ost og timian. Kartoffelmosen bages i ca. 35 minutter, til retten er gylden og sprød på toppen.

Serveres med dagens salat der denne dag var blandet af broccoli, revet pastinak, mandarintern og tern af rød peber.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar