torsdag den 28. december 2017

Rosenkål med bacon og balsamico

Så gik der lige en uge med jul, samvær med familien og masser af god mad. Lige nu er der så et par hverdage, før det bliver tid til at fejre nytåret. Og derfor får I denne enkle ret, som passer bedst til hverdagen.

Dem som følger med på min blog vil vide, at jeg er ret glad for kål i alle farver og former – eller næsten alle farver og former. For der en slags kål, som ikke giver plads til så meget begejstring, og det er rosenkål.

Men i virkeligheden handler det måske bare om at få serveret rosenkål på den rigtige måde. Hos HjemmehosXenia  fandt jeg hendes yndlingsopskrift med rosenkål og da jeg netop havde fået rosenkål i min kasse fra Aarstiderne, var det jo oplagt at prøve den. Det er en meget enkel opskrift, hvor kålen bliver blandet med bacon og det gør jo rigtig meget for kålen. Så er det faktisk ingen sag at spise rosenkål.





Rosenkål med bacon og balsamico
(1 person)
250 g rosenkål
olivenolie
salt
85 g god bacon
balsamico

Start med at rense rosenkålene. Fjern grimme blade og skær enderne af. Skær rosenkålene over i to og vend dem med olivenolie og salt. Læg dem på et stykke bagepapir. Skær baconen ud i små stykker på ca. 1 cm. Drys dem over rosenkålene.

Bag rosenkål og bacon i ovnen ved 200 grader i ca. 30-40 minutter. Det gør ikke noget, at rosenkålene får lidt farve, de skal bare ikke blive sorte. Vend det hele rundt ca. halvvejs.

Når blandingen er klar, vendes den med balsamico og serveres med dagens salat og evt. brød, hvis man har lyst til det.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar