søndag den 13. marts 2011

Bulgur med gourmet-bønner og tahindressing

Jeg har været væk fra Blogland nogle dage, da jeg har været på Sjælland hos mine forældre for at hjælpe dem med at pakke. De flytter til Jylland d. 1. april efter at have boet samme sted i fyrre år. Så er der en del, der skal ordnes og ryddes op!

Nu til dagens opskrift. Det blev til en salat der egner sig godt som tilbehør til kød, f.eks. frikadeller, koteletter, kylling eller man kan bruge den som tilbehør til et stykke laks, som jeg havde valgt at gøre det. Man kan også spise den som en vegetarret med et godt stykke brød til. Dressingen er lavet med tahin, en smag jeg er ret vild med. Opskriften er fra  Aarstiderne.


Bulgur med gourmet-bønner og tahindressing – min version
(2 personer)
1 lille fed hvidløg
150-200 g gourmetbønner
2 gulerødder
150 g bulgur (jeg valgte at bruge mindre bulgur og flere grønsager)
1 par stængler forårsløg
1 lille håndfuld grofthakkede mandler
Dressing:
½ spsk tahin
1 spsk olivenolie
1 spsk vand
1 spsk soja
1 spsk citronsaft
Hæld kogende vand over bulguren, se på pakken hvor meget du skal bruge i forhold til mængden. Lad den stå under låg i 15 minutter, til vandet er opsuget og bulguren blød. Del bønnerne på langs, skær gulerødderne i tern og forårsløgene i mindre stykker. Damp grønsagerne i lidt vand med salt og en smule olie, til de er halvmøre (ca. 2. min). Hæld vandet fra. Pisk ingredienserne til tahindressingen sammen. Vend bulgur, bønner, gulerødder, forårsløg og mandler sammen med tahindressinen. Skal trække 15-30 minutter inden serveringen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar