Så blev der atter bagt boller i det lille hjem! Der er ikke meget der kan måle sig med duften af nybagte boller - tænderne løber i vand, man snuser ind og glæder sig til at bide til bollen. Og disse boller blev rigtig gode, synes jeg. Faste med bid og en dejlig smag fra kernerne. Udgangspunktet var en opskrift på havrehorn, som jeg havde fundet på http://www.broedet.dk/. Jeg ændrede dog lidt på opskriften, så den passede til de ingredienser, jeg havde på lager.
Havreboller
(ca. 18 stk)
4 dl vand
35 g gær
2 tsk salt
1 spsk honning
150 g havregryn eller evt. 5-kornsflager som jeg havde en rest stående af
80 g solsikkekerner
50 g græskarkerner
50 g grahamsmel
ca. 450 g hvedemel
Gæren opløses i tempereret vand og honning og salt blandes i. Derefter tilsættes kernerne. Havregryn/5-kornsflager blandes i og så grahamsmel. Hvedemelet røres i efterhånden og når dejen har en fast masse æltes den i ca. 10 minutter. (Det blev nu kun fem minutter i mit tilfælde, men bollerne blev gode alligevel).
Lad derefter dejen hæve et lunt sted i 40 minutter, hvorefter den slås ned og formes til boller. Så skal bollerne hæve yderligere en time (imens kan man jo f.eks. lige snuppe sig en cykel- eller gåtur). Bollerne pensles med æg og drysses med grovvalsede havregryn. Så bages de ved 200 grader i 20-25 minutter. Og så er det, at der breder sig en vidunderlig duft. Man forstår godt, at det siges, at det er nemmere at sælge et hus, hvis der lugter af nybagt brød.
De ser rigtig godt ud de boller, med lidt rest af femkornsflager :-)
SvarSletOg netop godt med havregryn. Havre giver bare en virkelig god smag til brødet.
Bedste Hilsner
Søren
Uhmm, de ser vel nok lækre ud de boller :-) Jeg burde tage mig sammen til at få bagt nogle boller, for det er alt for længe siden, men det kniber lidt med energien idag....
SvarSletMange hilsner
Birthe
Søren - helt enig i det med havren og den gode smag.
SvarSletBirthe - nybagte boller er bare guf. Ærgeligt jeg ikke kan sende dig et par stykker over nettet.
SvarSlet