lørdag den 2. april 2011

Boller i karry med sprøde grønsager

Boller i karry er en god gammel kending, som jeg også fik som barn i 1960’erne og 1970’erne. Den gang bestod retten af kødboller, ris og karrysovs. I dag kan jeg ikke forestille mig sådan en ret uden noget grønt. For mig er retter uden grønsager som regel ikke særlig interessante, men jeg er også noget af en grønsagselsker. Hvis retten ikke i sig selv indeholder grønsager, så skal jeg da i hvert fald helst have en salat til. Denne mere moderne udgave af boller i karry har jeg fra Mad! nr. 3 2010.

Boller i karry med sprøde grønsager – min version
(2 personer)
Kødboller:
2 laurbærblade
½ løg
250 g hakket kalv og flæsk
½ æg
2 spsk hvedemel
½ dl mælk
salt og peber
Karrysovs:
½ løg
3 gulerødder
2 stilke bladselleri
15 g smør
1 spsk karry
½ spsk hvedemel
ca. 2 dl kogevand fra kødboller
grønsagsbouillon
knap 2 dl mælk
Desuden:
120 g ris
1 rødt æble
Kødboller: Sæt en gryde over med rigeligt letsaltet vand og laubærblade, bring vandet i kog. Pil og riv løget fint. Bland det med hakket kød, æg, mel og mælk i en skål og rør det til en fars. Krydr farsen med salt og peber. Form farsen til små boller, som lægges i gryden med kogende vand. Bollerne er færdige når de kommer op til overfladen efter ca. 5-7 minutter. Tag bollerne op og læg dem på en tallerken. Si kogevandet og gem det. Karrysovs: Pil løget og hak det groft. Skræl gulerødderne og rens bladsellerien, begge dele skæres i grove stykker. Smelt lidt smør i en gryde, tilsæt karry og lad det svitse et kort øjeblik. Kom løg, gulerødder og bladselleri i gryden og lad grønsagerne stege ganske kort. Tilsæt mel og rør godt rundt. Hæld kogevandet i lidt ad gangen, mens du hele tiden rører i gryden, så melet ikke klumper. Tilsæt bouillon og lad sovsen koge op. Skru ned for varmen og rør mælken i sovsen. Varm den godt igennem og smag til med salt og peber. Kog risene efter pakkens anvisning. Læg kødbollerne i et fad, hæld sovsen over og pynt med røde æbler i tynde både. Serveres med ris og dagens salat.

3 kommentarer:

  1. Virkelig lækker version af den gamle traver :-) Jeg kan heller ikke forestille mig den slags retter uden grøntsager - det er så dejligt med noget knas til den ellers bløde mad.

    SvarSlet
  2. Sikke en lækker (sundere) variant at en god klassisker. Jeg vil bruge til som inspiration til dagens aftensmad! :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Rebelsig Dejligt at du kunne bruge opskriften som inspiration. Selv holder jeg meget af boller i karry med ekstra grønsager i. Det gør retten både mere spændende og mere lækker.

      Slet