torsdag den 21. april 2011

Boganmeldelse: Hundredefodsrejsen

Anmeldelse af Richard C. Morais: Hundredefodsrejsen.
Bogen er udkommet på forlaget NB Books. Du kan læse mere om bogen her

Her er en roman, der er en fryd at læse, hvis man er et madøre. Her tales om madlavning, handles ind til madlavning og laves mad – så man næsten både kan dufte, se og smage råvarerne og de mange forskellige retter, der beskrives. Romanens hovedperson er en indisk ung mand, Hassan, der vokser om i Mumbai i Indien, hvor hans forældre har en restaurant. Så Hassan får madlavning ind med modermælken, kan man næsten sige. Men da moren dør ved en tragisk ulykke flytter hele familien, inklusiv tanter og onkler, til London. Faren er dog aldrig rigtig kommet sig over morens død og det ender med at familien drager videre, denne gang til den lille by Lumière i Frankrig. Her får faren livsmodet tilbage og starter en indisk restaurant lige over for byens meget berømte restaurant, der serverer ypperlig fransk mad. Ejeren af den franske restaurant, Madame Mallory, bryder sig absolut ikke om den nye konkurrent og snart bryder krigen ud mellem de to spisesteder. Indtil den dag Madame Mallory opdager at den unge Hassan er et naturtalent i et køkken. Og da Hassan samtidig har en drøm om at lære at lave rigtig fransk haute cuisine ender det med at han kommer i lære hos Madame Mallory og striden mellem familierne bilægges. Mange år senere får Hassan sin egen restaurant i Paris og det lykkes ham også at opnå op til flere af de eftertragtede Michelin-stjerner.


En charmerende, sanselig og appetitvækkende fortælling fra den kulinariske verden.

Hvis man har fået lyst til at læse andre romaner, hvor madlavning er en vigtig del af handlingen, kan man finde en liste her

2 kommentarer:

  1. Godt tip - den er straks noteret i min - alt for - lange liste over bøger, jeg gerne vil læse. Den lyder spændende :-)

    Hav en dejlig påske!

    SvarSlet
  2. Hej Piskeris,

    Kender godt der der med den lange bogliste. Men det er nu også fedt, at der er så mange bøger, man har lyst til at læse.

    SvarSlet