lørdag den 18. august 2012

Kylling med hyldeblomst og mandler


Hyldeblomst sammen med kylling…

…ja, hvorfor ikke? Resultatet blev en dejlig let og sommerlig kyllingeret - og nu er det jo faktisk sommervejr i øjeblikket.. Opskriften har jeg fundet hos Arla. Jeg havde ikke så mange forårsløg, som der stod i opskriften, så jeg brugte squash i stedet og det kunne sagtens gå.


Kylling med hyldeblomst og mandler – min version
(2 personer)
35 g mandler
groft salt
smør eller olie
250 g kyllingeinderfilet, skåret i mindre stykker
150 g pasta efter eget valg
1 æble i tynde både
3 forårsløg i mindre stykker
100 g squash skåret i tern
1 dl hønsebouillon
½ dl koncentreret hyldeblomstsaft
2½ tsk majsstivelse, f.eks. maizena
salt, peber
Rist mandlerne på en tør pande i jævn varme i ca. 4 minutter. Drys med salt og sæt til side. Pastaen koges efter anvisningen på pakken. Varm fedtstoffet på panden og steg kyllingekødet i ca. 6 minutter, vend af  og til. Tag kødet op og hold det varmt. Kom fedtstof på panden igen og svits forårsløg, æbler og squash i ca. 2 minutter. Rør bouillon, hyldeblomstsaft og majsstivelse sammen og rør det i panden sammen med kød, salt og peber. Lad retten koge ved jævn varme og under omrøring ca. 2 minutter. Smag til. Bland kylling med grønsager og pasta og server straks.

Note: Jeg har brugt halvt så mange ingredienser i forhold til den oprindelige opskrift, som var til fire personer. Undtagen ingredienserne til sovsen, hvor jeg brugte den mængde der stod. En anelse mindre sovs kunne måske have gjort det, men det passede nu alligevel meget godt til portionen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar