tirsdag den 7. august 2012

Nektarinsalat med oliven og kartoffelfad


Jeg fortsætter med at teste produkter fra Gaea

…til dagens middag er der brugt olivenolie og oliven. Jeg havde fået to glas oliven og valgte at bruge de økologiske blandede oliven til dagens salat. Jeg smagte også på dem, de havde en kraftig smag og var ret salte. Til gengæld kunne jeg ikke næsten ikke smage den citron, der også skulle være i lagen. Det var selvfølgelig lidt besværligt at bruge oliven med sten til en salat. Jeg måtte skære kødet af og komme stykkerne i salaten, men det fungerede nu udmærket. Det andet glas oliven er uden sten, men dem har jeg andre planer med.


Nektarinsalat med oliven – min version (inspirationen har jeg fra Arla )
(2 personer)
25 g godt skyllede rucolasalatblade
2 modne nektariner eller ferskner i tern
1 forårsløg hakket meget fint
50 g blandede oliven
1 spsk olivenolie (Jeg brugt Kritsa, Græsk ekstra jomfru olivenolie fra Gaea)
50 g salattern
1 tsk citronsaft
lidt mynteblade
salt, peber
Pluk rucolaen i mindre stykker. Bland den med nektariner (ferskner) i tern, forårsløg og oliven. Rør olien sammen med citron og smag til med salt og peber. Vend salaten i dressingen. Lad osteternene dryppe af i en sigte og fordel dem på salaten. Til drysses hakkede mynteblade over.

Note: Det var ikke en salat for Datteren, der ikke bryder sig om oliven. Men jeg synes, at den blev rigtig lækker. De søde nektariner, den lidt bitre rucola og de salte oliven går godt sammen.

Kartoffelfad 
(2 personer)
500 g små faste kartofler
2 spsk olivenolie (Jeg brugte Kalamata D.O.P. Ekstra Jomfru olivenolie fra Gaea)
½ bouillon
Herbes de Provence
salt, peber
Tænd ovnen på 200 grader. Kartoflerne skylles, skrubbes og tørres. Skæres over i halve, evt. 3 eller 4 både, hvis de er lidt store. Olie og bouillon samt krydderier kommes i et ildfast fad og sættes i ovnen fem minutter. Fadet tages ud, kartoflerne kommes i og vendes rundt i olieblandingen. Derefter skal de bage videre i 45-60 minutter, til de er møre.

Note: Jeg har før lavet kartoffelfade i ovnen, hvor kartoflerne er blevet vendt i olie. Men jeg har ikke prøvet at tilføje bouillon før. Det blev rigtig lækkert, synes jeg, og det er noget jeg vil gøre fremover, når jeg laver kartofler på den måde. Som tilbehør til salaten og kartoffelfadet fik vi Grilliakispølser fra Gøl. De indeholder bl.a. hvidløg, oregano, tomat, citron og ost og passede derfor rigtig godt til grønsagsretterne.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar