fredag den 5. september 2014

Fødselsdagsmiddag for min mor

Som nævnt i sidste indlæg…

… holdt vi fødselsdags for min mor i min ferie. Vi holdt os igen til det koncept, vi har lavet til familiefødselsdage. Hvis I ikke kan huske, hvad det går ud på, så er det sådan, at gæsterne kommer og laver mad til fødselaren i stedet for omvendt. Til gengæld får fødselaren ingen gaver, den (forhåbentlig) lækre mad er simpelthen gaven.

Fødselsdagen blev afholdt i familiens sommerhus. Om eftermiddagen var vi på strandtur og jeg havde en dejlig blåbærkage med, den skrev jeg om i mit sidste indlæg. Om aftenen lavede vi mørbradbøf i gorgonzolasauce, mums – absolut ikke for de fedtforskrækkede. Og dertil grønsager, brød og en lækker salat. Disse ting blev lavet i fællesskab, det er altid hyggeligt at lave mad sammen. Opskriften på mørbradbøf med sauterede grønsager havde jeg fundet på Alletiders kogebog og salaten var fra Sæson



Mørbradbøf i gorgonzolasauce
(4 personer)
600 g svinemørbrad, afpudset
smør eller olie til stegning
2 røde peberfrugter
2 løg
20 g smør
250 g gorgonzola
4 dl piskefløde
basilikum
Puds mørbraden af og skær den i skrå bøffer på ca. 2-3 cm. Bank forsigtigt bøfferne flade med hånden og steg dem 2-3 minutter på hver side. Drys med salt og peber og hold dem varme. Til saucen skæres peberfrugten i små tern og løgene hakkes fint. Peberfrugt og løg svitses i en gryde i smør. Når løgene er blevet bløde, tilsættes gorgonzolaen i mindre stykker, så den kan smelte under omrøring. Tilsæt fløde og lad saucen koge igennem nogle minutter. Smag til med basilikum, salt og peber og pisk saucen godt igennem. Læg bøfferne i et fad, hæld saucen over og server.


Sauteret grønt
800 g squash
1 bdt forårsløg
2 fed hvidløg
30 g smør
1 bdt persille
Skær squashen i 1 cm tykke skiver. Skær forårsløgene i stykker på 4-5 cm. Hak hvidløgene fint. Sauter grønsagerne i smør og ½ dl vand i en dyb pande 3-4 minutter. Smag til med salt.


Luksus broccolisalat 
(4 personer)
150 g bacon i tern
2 blommer
100 g blåbær
1 broccoli
2 spsk olivenolie
50 g saltede peanuts
salt, peber
Steg baconternene sprøde og lad dem afdryppe på et stykke køkkenrulle. Del blommerne i kvarte og fjern stenene. Skær dem evt. i mindre både. Skyl blåbærrene. Del broccolien i mindre buketter og damp dem i letsaltet vand et par minutter eller læg dem i en sigte og hæld kogende vand over og lad den afkøle. Broccolien vendes med olie og lægges i bunden af et fad. Bacon drysses over og derefter blommebåde. Til sidst drysses blåbær og peanuts over og der krydres med salt og peber.

Note:
Alt i alt en rigtig lækker middag, hvor desuden serverede brød til.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar