…passer fint til indendørs hyggelige sysler så som at bage valnøddeboller og lave blommechutney. At bage valnøddeboller har jeg prøvet mange gange, men det er første gang, at jeg har prøvet at lave blommechutney. Opskriften er Anne Hjernøes, som jeg fandt her.
Valnøddeboller
(16 stk store boller)
35 g gær
4,5 dl vand
1,5 dl A38
1 tsk salt
1 spsk honning
100 g valnødder
1 revet æble
200 g fuldkornsspeltmel
50 g havregryn
400 g hvedemel (ca.)
Valnødderne ristes på panden og hakkes groft. Vandet lunes og gæren udrøres i det lunkne vand. Salt og A38 røres i og derefter tilsættes valnøddekerner og det revne æble. Havregrynene røres i og derefter fuldkornsspeltmel og hvedemel lidt efter lidt, til man har en god fast, men stadig klistret dej. Lad dejen hæve under viskestykke i 1½ time. Når dejen er færdig med at hæve, formes den forsigtigt til boller, kom mel på hænderne ellers bliver det for klistret. Bollerne efterhæver ½ time inden de sættes i ovnen på nederste rille ved 225 grader og bager 20-25 minutter.
Blommechutney
500 g modne blommer
Ca. 150-200 g lys rørsukker
1 dl æblcidereddike
frisksnittet ingefær – jeg brugte ca. 2 spsk.
½-1 chili
Blommerne halveres og stenene fjernes. Så skæres blommerne i både som kommes i en gryde sammen med sukker og eddike. Lad det koge uden låg indtil væden er fordampet og chutneyen tykner. Smag til undervejs så du finder den rette balance mellem sukker og eddike. De sidste 10 minutter kommes ingefær og chili i og koger med. Chilien fjernes inden chutneyen hældes på glas. Skyl evt. glassene med Atamon inden du hælder chutneyen i. Glassene lukkes med det samme.
Note: Valnøddebollerne blev rigtig gode synes jeg, der blev nok til at jeg kan tage nogle med til formiddagskaffen på mit arbejde i morgen. Chutneyen, - ja, den smager godt. Men ingefærsmagen blev næsten for voldsom på bekostning af blommesmagen. Så måske vil jeg spare på ingefæren næste gang. Og så synes jeg, at den blev lidt for tynd, selvom jeg lod den koge i gryden til den begyndte at tykne. Men åbenbart ikke længe nok.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar