mandag den 8. december 2014

Mere spansk mad

I weekenden..

...havde jeg besøg af mine forældre. Inspireret af al den gode mad, min søster og jeg havde fået i Madrid, besluttede jeg, at de skulle have spansk-inspireret mad. Jeg havde lånt en rigtig god bog på biblioteket: Det ægte spanske køkken af Pepita Aris. Den er fyldt med gode opskrifter, så der var nok at vælge imellem. Valget faldt på en klassisk spansk ret - kødboller med tomatsovs. Og dertil kartofler og en appelsinsalat. Opskrifterne kommer længere nede i indlægget.


Mine forældre kom til frokost, så vi startede med frokost a lá Tapas. Der var skinke og chorizo, olivenolie og brød til at dyppe i olien (uhm det elsker jeg), oliven og kartoffeltortilla.


Spanske kødboller i tomatsovs (Albóndigas Con Salsa De Tomate)
(4 personer)
Tomatsovs
1 stort løg
2 dåser hakkede tomater:
1 fed hvidløg, finthakket
olivenolie
et nip sukker
salt, peber
rosmarin
1 dl rødvin
Kødboller:
300 g oksefars
200 g svinefars
2 finthakkede forårsløg
persille
2 spsk parmesan
timian
Tomatsovsen laves først. Gerne i god tid, så den kan stå og småsimre en time eller halvanden. Det synes jeg, at den bliver rigtig god af. Løget hakkes fint og svitses i lidt olie sammen med hvidløg. Når løgene er blevet bløde, men ikke brune, tilsættes dåsetomater samt rosmarin, salt og peber og et nip sukker. Lad det hele småkoge 1-1½ time. Lige før sovsen skal bruges smages den til med ekstra krydderier og en dl rødvin. Til kødbollerne røres farsen med finthakket forårsløg, fintrevet parmesan, hakket persille, salt, peber og timian. Farsen formes til små faste boller. De brunes i olie på panden og steger derefter ca. 15-20 minutter, til de er gennemstegt. Ved serveringen hældes tomatsovsen op i et serveringsfad og kødbollerne lægges ovenpå. Jeg serverede salat og pandestegte kartofler til.


Salat med appelsin, avocado og tomat
(3-4 personer)
Grønne salatblade, f.eks. Iceberg eller Batavia
3 appelsiner
3 tomater
1 avocado
1 forårsløg
10-12 sorte oliven
Dressing af:
olivenolie
citronsaft
1 spsk finthakket persille
salt og peber
Skyl salatbladene, tør dem og læg dem på et fad. Skræl appelsinerne, skæg dem i skiver og læg dem på salaten. Forårsløget hakkes fint og drysses over. Tomaterne og avocado skæres i tern. Dressingen piskes sammen og avocadoternene vendes i halvdelen af dressingen. Resten af dressingen dryppes ud over appelsinskiverne. Avocadotern og tomattern blandes og spredes ud over appelsinskiverne sammen med sorte oliven.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar