Normalt betragter jeg ikke ligefrem tomater som vintermad. Men i en af kasserne fra Aarstiderne lå der altså nogle store dejlige bøftomater og de skulle jo bruges. Med så store tomater var det oplagt at fylde dem med et eller andet spændende. I kassen var der også en bakke østershatte og de kunne fint indgå som en del af fyldet. Det blev der nedenstående opskrift ud af. Med salat og/eller brød til kan de fyldte tomater sagtens gøre det ud for et måltid.
Fyldte tomater med svampe og quinoa
(1 person)
2 store tomater
smør
100 g svampe
salt, peber
frisk timian (tørret kan også bruges)
½ dl quinoa
½ dl piskefløde
20 g pecorino eller anden ost
Start med at koge quinoaen efter pakken. Skær et hul i
toppen af tomaterne og udhul dem forsigtigt med en ske. Indmaden af tomaterne
kan evt. gemmes til at komme i en tomatsovs, suppe eller gryderet. Rens
svampene, hak dem groft og svits dem i lidt smør på panden. Tilsæt quinoa og
fløde og varm det hele igennem. Tilføj frisk finthakket timian og smag til med
salt og peber. Anbring de to udhulede tomater i et fad og kom fyldet i. Skær
osten ud i små tern og læg dem oven i tomaterne. Bages i ovnen ved 200 grader i
15 minutter.
Hej Anne
SvarSletMums, det ser godt ud og nemt at tilberede. Det kan godt være, at tomater ikke lige er vintermad, men deres flotte farve kvikker nu gevaldigt op på denne mørke årstid.
Mvh
Inge V.
Hej Inge,
SletDu har helt ret, det er skønt med farver i maden - ikke mindst på denne årstid hvor der ikke er så mange farver udenfor.