onsdag den 6. januar 2016

Jordskoksuppe med kokos

Kulde og vintervejr – det må helt bestemt være suppevejr. Dagens suppe er med jordskokker, en af de få grønsager, jeg ikke er så vild med. Egentlig kan jeg bedst lide dem i rå tilstand i salat, men denne jordskoksuppe blev faktisk rigtig lækker. Opskriften har jeg fra Kirsten Skaarups bog: Kirsten Skaarups grønne køkken. 



Jordskoksuppe med kokos (min version)
(2-3 personer)
50 g porre
lidt finthakket citrongræs
2 spsk olivenolie
300 g jordskokker
saften fra ½-1 limefrugt
6 dl grønsagsbouillon
3 kapsler af stjerneanis
1½ dl kokosmælk
1 bdt persille
Skær porren i mindre stykker. Svits porre og citrongræs i olie i 4-5 minutter. Skræl jordskokkerne og skær dem i små tern. Læg dem straks i vand tilsat limesaft. Tag et par dl fra og kom resten i gryden. Hæld bouillon ved, tilføj stjerneanis og kog suppen under låg i ca. 15 minutter. Tag de tre stjerneanis op og blend suppen. Kom den tilbage i gryden, tilsæt kokosmælk og varm det hele igennem. Smag til med salt, peber og limesaft. Tilsæt de sidste jordskokker, bring suppen i kog og server straks med et drys persille på toppen. Brød serveres til.

Andre gode supper:
Peberfrugtsuppe
Broccolisuppe med kylling
Græskarsuppe med salvie og skinke

Ingen kommentarer:

Send en kommentar