De sidste par dage har maven været lidt underlig. Så der er ikke rigtig blevet lavet mad. Men heldigvis har jeg opskrifter på lager, så her kommer en opskrift, jeg prøvede af i december. Og som godt kunne gå hen og blive en ny favorit.
Det er en såkaldt rodotto, som selvfølgelig er i familie med risotto, kornotto og andre
ottoer. En rodotto er lavet med udgangspunkt i rodfrugter i stedet for ris
eller korn. Denne udgave er lavet på selleri, men andre rodfrugter kan helt sikkert også bruges. Opskriften fandt jeg i
magasinet Iform.
Rodotto med selleri
(2 personer)
½ rodselleri (260-300 g)
1 løg
1 spsk olivenolie
1½ dl bouillon
1 dl fløde
2 spsk revet parmesanost
salt, peber
skal fra ½ citron
Topping:
2 små blommetomater
olivenolie
balsamico
salt, peber
3 stk. forårsløg
26 g mandler
½ bdt. persille, hakket
Start med at bage tomaterne i ovnen. Halver dem, læg dem i
et ildfast fad og kom lidt olie og balsamicoeddike over. Krydr med salt og peber og
bag tomaterne i ovnen ved 175 grader i ca. 15 minutter. Skræl sellerien og riv
den på den grove side af rivejernet. Eller på en foodprocessor, hvis du har
sådan en. Løget skæres i fine tern. Varm olien op og svits løg og selleri ved
høj varme i ca. 4 minutter, mens du rører rundt. Begynder det at brænde på, så
skru ned for blusset. Hæld bouillonen over selleri-løg-blandingen. Tilsæt
derefter parmesanost, salt, peber og citronskal samt fløde. Rør rundt og lad
derefter blandingen simre ca. 5 minutter ved svag varme. Skyl forårsløgene og skær
dem i tynde ringe. Hak mandlerne groft. Svits forårsløgene i olie fem minutter,
tilsæt tomaterne, de hakkede mandler og den hakkede persille. Vend forsigtigt
rundt og varm det hele igennem. Server rodottoen på tallerkenerne og kom
topping over.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar