lørdag den 12. marts 2016

Myslibarer med peanutbutter og kokos

 Det har været en travl uge på arbejdet, ikke mindre end fire bogcaféer har jeg afholdt sammen med en kollega på forskellige biblioteker i mit område.

Men nu skulle der gerne være mere tid igen - både til at lave mad og skrive om mad. Og jeg starter i det søde hjørne.

Til daglig spiser jeg nogenlunde sundt, men jeg har også en sød tand der ind imellem kalder på noget sødt. Men det må også gerne være lidt sundt samtidig. Og så kan myslibarer måske være en løsning. De kan laves på mange måder og smages til med mange forskellige ting. Så det er vist noget, jeg skal prøve lidt mere af. Jeg startede med disse der er bl.a. er lavet med banan, peanutbutter og havregryn. Det lyder vist okay sundt. Opskriften har jeg fundet på okologi.dk  






Myslibarer med peanutbutter og kokos
(8-9 små)
1 banan
5 dadler
1 æg
1 spsk peanutbutter
25 g hakkede mandler
½ tsk stødt kanel
½ tsk stødt kardemomme
1½ dl havregryn
½ dl solsikkekerner
¼ dl kokosmel
et nip salt
chokolade og frysetørrede hindbær til pynt
Tænd ovnen på 200 grader. Blend bananer, dadler, æg og peanutbutter godt sammen. Bland de øvrige ingredienser sammen i en skål og rør de våde ingredienser i. Rør dejen godt sammen og fordel den i en form foret med bagepapir. Bag myslibarerne i ca. 25 minutter. Når de er kølet af skæres de i barer. Chokoladen smeltes og kommes på barerne og der drysses med frysetørrede hindbær. Sådan, så har du guf der ikke er alt for usundt.

Note: De smager udmærket og ikke alt for meget af banan. De blev ret fugtige, jeg kunne måske nok tænke mig nogle der var lidt mere hårde og sprøde. Men der er noget at tygge på, det kan jeg godt lide. Udmærket erstatning for kage.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar