Nektariner er en af mine yndlingsfrugter. Og der er masser
af dem lige nu, rigtig gode og billige. Så det er nu de skal bruges – både i
det salte som det søde køkken. Jeg spiser dem som de er, i salater og de er
også gode i den varme mad. Her er de grillet og har fået et dryp soja, et dryp
honning og et drys rosmarin, - mums det gør dem endnu bedre.
Opskriften er fra voresmad.dk dvs. jeg skiftede
koteletterne ud med kylling og derfor blev fremgangsmåden lidt anderledes. Og
så brugte jeg en nektarin i stedet for en fersken.
Kylling i kokoslime med grillede nektariner og squash
(2 personer)
2 store kyllingeoverlår (eller hvis de ikke er så store - to lår
plus to vinger)
1½ dl kokosmælk
½ lime
1 frisk chili
1 tsk karry
evt. 1½ dl bouillon
en lille håndfuld jordnødder
Grillede nektariner:
1 nektarin
olivenolie
rosmarin
½ spsk flydende honning
½ spsk sojasauce
Grillede squash
½ squash
olivenolie
(evt. et drys friske krydderurter)
ris
Hak chilien fint og vend den med kokosmælk, limesaft og
limeskal. Læg kyllingestykkerne i et ildfastfad med oversiden nedad. Hæld
marinaden over og lad kødet stå i køleskabet nogle timer. Tænd ovnen på 200
grader, hæld så meget af marinaden fra som du kan og gem det. Sæt kyllingerne i
ovnen og steg dem 30-40 minutter. Kog risene efter anvisningen på pakken. Lav en sovs ved at koge marinaden op i en gryde sammen med ekstra bouillon til du får en god sovs.
Kort før kødet er færdigt klargøres squash og nektariner.
Squashen skæres i skiver, pensles med lidt olie og salt og peber og grilles på
en grillpande. Drys evt. med friske krydderurter ved serveringen. Nektarinen
deles i to, snitfladerne dryppes med olie. Drys lidt rosmarin på samt salt og
peber. Grill nektarinerne et par minutter på grillpanden. Ved serveringen
dryppes med lidt honning og soja.
Hæld sovsen over kyllingestykkerne i fadet og server med
grillede squash og nektariner samt ris.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar